Den lille piges savn og den voksen kvindes had

Tidligere på dagen havde jeg været til behandling. Det er hårdt og tiden gik hurtig, men aften var svær, og jeg var fyldt op af svære tanker og følelser. Så jeg skrev en mail til min behandler.

Mail til Behandler onsdag d. 16.09.2020 kl. 21:29

“Jeg ville have bragt det på banen. Det var meningen, at jeg ville lukke tankerne og følelserne ud. Det var planen, men jeg gik ind i rummet, og alt mod forsvandt. Mit rum ved dig er fyldt med vrede til den mand, der ødelagde mig. I det rum er der ikke plads til den lille pige, der længes efter sin far. I det rum sidder det eneste menneske, udover min far og mig, som ved hvilket helvede, jeg har været igennem; hvilke smertefulde traumer jeg bærer rundt på. Jeg vil ikke ødelægge det rum. Det er rart at have et rum, hvor min traumer kan rummes. Du sidder foran mig, og jeg ved, du bliver siddende. Uanset hvad jeg siger, så løber du ikke skrigende væk. Så var du løbet for længst.

I mit rum ved dig behøver jeg ikke forstå min fars handlinger. Jeg skal ikke finde undskyldninger for ham eller høre på, at der sikkert også har været gode oplevelser. I det rum bliver han set, som det monster, han er.

Så hvordan skal jeg give plads til den lille pige? Hvordan skal jeg italesætte hendes følelser? Det er mit rum, og jeg vil ikke have nogle former for ”pænhed” om min krænker ind i mit rum ved dig. Men nu sidder jeg her. Den lille pige græder og skriger. Jeg kan ikke længere græde hendes tårer, så i stedet er jeg stille. Helt musestille. Jeg bærer på den lille pige, som savner og længes efter en far på sin fødselsdag. Samtidig raser traumerne i min krop. Hvordan skal jeg kunne være i dette?

Min fødselsdag nærmer sig. Det samme problem hvert år: hører jeg fra min far? Vil han skrive? Eller vil lillesøster overrække mig gaven med sine store håbende og bedende øjne? Jeg kunne træffe en beslutning og bede ham om at skride med sine gaver og ord. Jeg kunne slette hans nummer fra min telefon. Og så ramte skammen. Jeg har stadig hans nummer kodet ind i min telefon. Men det er lige meget. Jeg kan stadig hans nummer i søvne.

Den lille pige indeni mig græder og skriger på en far. Måske det er derfor, jeg ikke kan tage den beslutning om at skære hendes far helt ud af hendes liv. Jeg ved godt, den lille pige er mig, men hun er mere end det. Det lille ødelagte barn er i mine hænder, og ligesom med lillesøster, så kan jeg ikke ødelægge hendes drømme og håb.

Tilbage står jeg forvirret og i smerte. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Om lidt skal jeg i seng. Men hvordan skal jeg kunne lægge mig i sengen og lukke øjnene, når alt jeg ser, er dagen med et af de værste traumer? Jeg græder og skriger og bliver splittet i en milliard skarpe stykker. Men jeg sidder helt stille. Jeg kan se hænderne bevæge sig hen over tastaturet, men jeg er død og mærker intet, imens jeg mærker alt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bringe dette skriv til ende. Tilstanden er uendelig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe fri.“

Der gik 35 min, så havde han svaret. Jeg havde ikke forventet så hurtigt et svar, men det var rart. Hans ord gav ro. Jeg er så taknemlig for, at jeg har ham.

Jeg ved, der også er andre, der kan rumme mig. Ligesom der også er andre end min behandler, der kender til traumerne. Men min behandler kender hver en detalje, og jeg ved, jeg ikke ødelægger ham.

I once had…

Jeg havde en faster, der var som en farmor for mig. Hun er en af de ældste i en søskendeflok på 12 børn, hvor min far er en af de sidste. Hun fik derfor en mor-rolle for min far. Når jeg var syg som barn, blev jeg sendt hjem til min faster. Det var også hende, der passede mine søskende og mig, når vores forældre skulle i byen. Hun var fantastisk. Hendes hus var altid fyldt med hende børnebørn, nevøer og niecer. Når vi skulle sove ved hende, fik alle børnene lov til at vælge en bog fra hendes store reol, der var fyldt med en masse skønne historier. Uanset hvor mange børn vi var, så læste hun dem alle op, inden vi skulle i seng. Da jeg blev ældre, kom jeg tit forbi hende for at hyggesnakke. Hun hjalp mig med mine historieopgaver og var interesseret i mit liv.  Hun var der altid for mig. Indtil min far blev varetægtsfængslet for incest. Så forsvandt hun. Ligesom resten af familien.

I min familie er vi oplært i, at familien er ALT. Uden dem er man intet. Som familie står man sammen uanset hvad, og man har hinandens ryg. Men jeg forrådte min familie. Jeg brød de uskrevne regler. Jeg sagde de forbudte ord højt. Volden ville jeg måske have kunnet klare i længere tid. Men de seksuelle overgreb tog alt liv fra mig. Jeg brød familie Loven, det gjorde mig til udstødt.

Jeg havde en faster, men hendes blik er rettet mod jorden, når hun ser mig. Hver gang har jeg kigget længsel fuldt efter hende. Og jeg græd en smule hver gang.

Men efter 7 års stilhed forsøger hun at skabe kontakt via Facebook. Det er en simpel venneanmodning, men følelserne den fremkalder er langtfra simple. Det er specielt savnet, der gør ondt. Et savn der gør, jeg vil have min familie tilbage uanset hvad, det skulle koste. Jeg ved, det er den lille pige, der snakker. Det er den lille pige, der længes. Det er hende, der græder efter sin familie. Den voksne kvinde ved godt, det var det bedste at komme væk fra volden og de seksuelle overgreb. Men jeg er nødt til at tage mig af den lille piges følelser. De er okay. Hun er okay.

She was not fragile like a flower. She was fragile like a bomb…

Verden er forvirrende, og jeg er rundtosset. Dæmonerne hiver og flår i mig. I mens forsøger jeg at holde fast i noget. De forsøger at trække mig til sig, og det er virkelig tillokkende bare at give slip. Bare et øjeblik. Bare en lille pause. Det ville være vidunderligt, men min fornuft ved godt, at hvis jeg giver slip, så nøjes dæmonerne ikke med et lille øjeblik. Dæmonerne vil forsøge at tvinge mig til at blive. Så jeg holder fast – også selvom det gør ondt. Min fornuft og mit følelsesliv har svært ved at blive enige. Ligesom min fornuft har svært ved at blive enige med dæmonerne. Medicinen er en daglig kamp er tvinge ned. Dæmonerne forsøger at overbevise mig om, at jeg ikke skal have medicinen. Jeg fortjener den ikke, og de griner af mig, hvis jeg siger dem i mod.

Se selv! Personalet går bare. Hvis de mente, du fortjente den, så ville de være blevet. Så ville de have støttet dig i at tage den. Nu står medicinen lige der foran dig, og du skal ikke tage den. Du må ikke. Du er den sidste i verden, der fortjener noget, der kan lindre smerten. Personalet ved, at du ikke kan tage medicinen selv. De synes ikke, du skal have den. Det er kun fordi en læge har ordineret det, at de giver dig den. De ville helst være fri. Kan du ikke fatte det?

Jo, det kan jeg. Så jeg tager bærgeret med medicinen og går. Gangen efter er dét det samme. De sætter medicinen foran mig og går. Og så går jeg igen med medicinen uden at have indtaget den. Verden bliver mere og mere forvirrende, og min kvindelige teamperson gennemskuer mig med det samme i nattevagten. Jeg finder medicinen frem, og hun støtter mig i at tage medicinen. Endelig ro.

Dæmonerne bliver ved med at forsøge at overbevise mig om ikke at tage medicinen. ”Skynd dig at tage medicinen før, de når at overbevise dig om andet” får det ene personale sagt til mig. Han taler til min fornuft og fodre den så meget, at den vinder kampen over dæmonerne denne gang.

Det er modbydeligt. Jeg kan ikke se i spejlet. Jeg kan ikke kigge ned af dette frygtelige hylster. Jeg kan ikke holde ud at røre ved dette modbydelige monster. Så jeg dækker spejlet til og slukker for lyset. Jeg tænder for bruseren, men jeg lader vandet forblive koldt. Jeg skal ikke være god ved denne krop, der skal forstille at være min. Det er ikke min, og det bliver aldrig min. Så jeg nedkøler den og tvinger den til at blive ramt at de kolde, hårde stråler. Jeg vasker håret og kroppen, så jeg ikke ser lige så klam ud, som jeg er. Jeg forstår ikke, hvis nogen kan holde mig ud. Jeg kan ikke holde mig ud.

Dagene går, men de flyder sammen og mister deres betydning. Jeg skærer ikke min krop, og jeg smadrer ikke mit hoved. Jeg gør alt det min app ikke tæller dage uden. Så jeg tager kolde bade og andre ting, som er afstraffelse og giver en følelse af kontrol.

Min krop skranter og råber på at blive passet på. En periode med pencillin er begyndt, så min krop kan komme oven på igen. Men så er der den anden lægeundersøgelse, som er på programmet i næste uge. Min læge skal tjekke mit mave-tarmsystem, og det indebærer også en undersøgelse af min tarm. Jeg er panisk bare ved tanken. Min læge ved det godt. Hun vidste det allerede inden, hun fortalte mig det. Hun er sød og forstående, men jeg er panisk. Jeg er ikke længere en voksen kvinde. Jeg er en lille skræmt pige, der ville ønske, hun kan gøre sig så lille, at hun forsvinder. Jeg er en lille skræmt pige, der bønfalder en langt ældre mand om at stoppe, fordi det gør så ondt. Men jeg er ikke længere en lille pige, og det er ikke en mand, der skal gøre mig noget. Det er en professionel kvindelig læge, som jeg stoler på. Det har jeg i hvert fald gjort, men den lille piges angst er ved at slette al tillid. Den lille pige stoler ikke på nogen. Den lille pige er bange. Jeg er bange.

Han tager hårdt fat i min arme. Jeg ved, at det bare er i sjov, men da han giver slip, kan jeg stadig mærke, hvor han fingre var begravet i mine arme. Jeg synes ikke, det var sjovt.

Min behandler er væk. Helt væk. Normalt ringer han, når han har ferie, men han er i udlandet denne gang, så jeg er overladt til mig selv og mine flashbacks. Jeg ved godt, at jeg er urimelig og tavelig, men jeg er også virkelig desperat og bange.  Og han plejer at være der. Det gør ondt at mærke, hvor afhængig jeg er af ham. Halvdelen af tiden er gået. Om to uger er han tilbage igen. Jeg skal bare igennem to uger mere.

Og så har jeg mødt Præsten. Det er længe siden, jeg sidst så ham, men pludselig stod han i den lokale købmand. Jeg skyndte mig ud af butikken. Lillesøster lille hund ventede på mig udenfor. Da jeg kom ud til hunden, kunne jeg ikke bare gå. Så jeg ventede på at Præsten kom ud. Pludselig kom jeg i kontakt med en masse følelser. Han har aldrig skulle hive mig om på den anden side af gelænderet på broen. Han har aldrig skulle befri mig fra lykken omkring min hals, der var ved at tvinge det sidste liv ud af mig. Men han har reddet mig. Han gennemskuede mig med hjælp fra den veninde, som mere er som en storesøster for mig. Det var ham, der fortalte offentligheden om de seksuelle overgreb. Han var med til at få det stoppet. Han reddede mig.

Min teamperson spørger, hvad jeg tænker om det. En milliard tanker fløj igennem mit hoved, men ikke en eneste kunne forlade min mund. Jeg havde ikke set den komme. Jeg havde ingen anelse, og nu griner dæmonerne endnu mere af mig. Hvad havde jeg regnet med? Jeg kan jo ikke finde ud af at gøre noget rigtigt. Jeg er en fiasko. De vil have fremskridt. Jeg forsøger. Jeg troede, jeg gjorde, hvad jeg kunne. Men mit bedste er åbenbart ikke godt nok. Det skal gå stærkere. Der skal være fremskridt og fremgang. Og jeg vil bare gerne have ro. Jeg vil bare gerne have lov til lige at trække vejret. Men jeg skal løbe stærkere. Jeg skal gøre det bedre. Men hvad hvis jeg falder i forsøget på følge med i deres tempo?

Lillesøsters lille hund har brug for opmærksomhed og omsorg, når lillesøster har lange dage på studiet. Så jeg tager mig af ham. Nogen gange sammen med en skøn veninde. Nogen gane hjemme ved mig selv. Denne gang var veninden og jeg taget hjem til lillesøster for at passe ham. Pludselig er far der. Hans bil er genkendelig. Ligesom hans stemme. Mit indre var i kaos. Men min veninde var der, og det betød alt. Hun betyder alt.

Han satte gang i et kæmpe kaos. Mit hoved kunne ikke følge med, og jeg tror han tog en del af mig med sig. Jeg savner ham så frygtelig meget. Folk plejer at være forstående. De siger, at der også var gode stunder, hvor han faktisk var en god far. Det er forståeligt, at jeg savner den del. Men det er ikke den del, jeg savner. Jeg kan ikke længere huske den del. Alt jeg husker er forbundet med forskellige overgreb. Men jeg savner ham. Jeg savner ham virkelig meget. Og jeg kan ikke forklare hvorfor. For det lyder mærkeligt og forkert, at jeg savner hans opmærksomhed og kærlighed. Jeg er bange for at sige det højt. Tænk hvis nogen vil bekræfte mig i, at jeg selv bad om, at han forsatte overgrebene? Mit hoved er et forvirrende kaos.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal ende dette indlæg. Det ender bare…

58 dage og 2 573 ord senere

Der er for mange der ser med. Så jeg er blevet stille. Det her er min virkelighed, men hvad hvis dem der ser med ikke deler samme virkelighed? Er det så forkert? Er jeg så forkert?

Jeg har været stille midt i fremgangen og stabiliteten. Mine følelser og oplevelser blev gjort forkert af professionelle mennesker. Jeg blev gjort forkert. Jeg havde det godt, konkluderede de. Der var ingen beviser på, at jeg faktisk havde det rigtig skidt. Jeg følte mig så forkert. Det er dem med uddannelse indenfor psykiatrien. De ved bedst. Og dog. For jeg er uddannet i mig selv, men den uddannelse mistede jeg midt i det hele. Lige indtil en skøn sygeplejerske mødte ind i aftenvagt under en indlæggelse. Hun var glad for, at der har været en mere stabil periode. Hun var ikke i tvivl om, at det stadig var svært, men jeg havde tacklet det godt. Foruden min faste kontaktperson, var hun den eneste på afdelingen, der faktisk anerkendte det. Det er i hvert fald den følelse, jeg er efterladt med.

Denne sætning startede egentlig med: ”Det er varmt udenfor, så jeg går i T-shirt”. Men jeg slettede hurtigt sætningen igen. Jeg behøver ikke forklare mig eller argumentere for hvorfor, det er okay, at jeg går i T-shirt. Jeg burde ikke skulle forsvare det, men det føler jeg alligevel, at jeg skal. Mine arme er dækket af ar, og derfor mener nogen, at det er forkert, at jeg ikke går i langærmet hele tiden. En fremmed dame sagde, at jeg burde gemme de modbydelige arme væk. Jeg skræmte andre mennesker og ikke mindst børn, der så mig. Jeg blev til Quasimodo. Reaktionerne har været mange. En mand, der stod bag mig i en kø, spurgte, da vi begge var kommet ud af butikken, om jeg var okay. Han ville bare lige være sikker, og det var ikke for at trænge sig på. Jeg smilte venligt til manden, og jeg fortalte stolt, at jeg ikke har skåret i over 100 dage. Han smilte stort og sagde, at jeg skulle forsætte det gode arbejde. Jeg dækker ikke mine ar til, og hver grim kommentar eller dømmende blikke får mig til at føle mig modbydelig, men det får mig ikke til at ændre på noget. Jeg holder fast i min beslutning om, at der ikke er andre, der skal bestemme, hvordan jeg går klædt.

Det har været fars dag. Jeg gik i skoven med et reb med tanken om at give ham min død i gave. Jeg var nød til at finde et andet sted. Politiet kender mine sædvanlige steder. Desuden blev jeg overfaldet det sted tilbage i februar, og selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så sidder det stadig dybt i kroppen på mig. Så jeg fandt et andet sted. Et perfekt sted. Jeg snakkede i telefon med en veninde i mens, jeg sad der. Hun havde en del at fortælle, og jeg lyttede, som jeg plejer at gøre. Pludselig spørger hun, om jeg går rundt i skoven med et reb. ”Nej, jeg går ikke rundt med et reb”. Hvilket egentlig også var rigtigt. Jeg gik ikke rundt. Jeg sad. Så da hun omformulerede sin sætning, blev det svært at svare hende rigtig. Så hun endte med at sidde med en viden, som hun ikke skulle sidde med. Jeg endte med at gå hjem. Det ansvar veninden pludselig stod med, var ikke i orden. Så jeg tog ansvaret igen og gik hjem.

Jeg havde ingen kræfter, og jeg gled længere og længere væk. Bostedet snakkede om indlæggelse, og jeg satte mig ind i bilen, og de kørte mig til afdelingen i storbyen, hvor jeg blev indlagt ude i det åbne afsnit. Jeg kender afsnittet, så jeg ved hvornår, de låser dørene ude i det åbne. Jeg ved, hvornår personalet er mest optaget. Jeg ved hvornår, jeg bedst kan gå uden at blive opdaget. Så jeg gik uden nogen opdagede noget. Med et reb i hånden sad jeg gemt væk fra verden og ventede. Ventede på mørkede og roen. Fast besluttet på at når solen stod op igen, så var mit hjerte stoppet med at slå. For i tiden var jeg tryg i mørket. Det var sikkert. Der kunne jeg gemme mig. Nu er min krop blevet skræmt. Så da jeg ville gå ind i skoven, kunne jeg ikke. Jeg havde ventet på mørket, så alle menneskerne var væk. For i modsætning til stedet i min hjemby, så var dette sted fyldt med mennesker i de lyse timer. Angsten lammede mig. Et gennemkørende tog med høj fart fangede min opmærksomhed. Jeg ventede på, at der ville komme et nyt. Jeg ventede længe uden at vide, hvor længe jeg egentlig skulle vente.  Hovedet ramte murstensvæggen. Det ene slag blev erstattet af et nyt. En fremmed kvinde og hendes hunds nærvær fik mig til at holde igen. Det kunne jeg ikke byde et fremmed menneske. Politiet blev tilkaldt, og jeg endte tilbage på afdelingen. Denne gang i det lukket afsnit.

Nogen professionelle glemmer, at man er et menneske. Det er i hvert fald den følelse, jeg sidder med. Jeg er et arbejde, men jeg er først og fremmest et menneske. Jeg dæmpes med medicin. Jeg låses inde uden nogen rigtige diagnoser for jeg er ikke rigtig syg, men jeg er farlig for mig selv. Der snakkes om samarbejde. På papiret er det frivilligt, men det er frivilligt tvang. Det bryder lægerne sig ikke om, at man kalder det, men det er det.

Bare luk dine øjne
Her er en pille
Tag du den bare
Så kan du dæmpes
Du kæmper så flot
Når du er helt stille
Her er endnu en pille
Det er bare for at hjælpe
Det er hårdt
Men du smiler
Dagene er gode
Men dørene er låste
Du er farlig
Men du fejler intet
Samarbejde er vejen frem
Også selvom det er på tvang

– Panda

Efter en uge ophævede de den frivillige tvang, og jeg fik lov at komme hjem igen.

Betjenten kender ikke mange 19-årige piger, der tør gå igennem en mørk skov. Han gav mig ret, da jeg sagde, at sandsynligheden for at der står en mand inde i skoven og venter på, at der kommer en pige forbi, han kan gøre fortræd, er utrolig lille. Derfor var jeg ikke bange for det. Manden stod heller ikke inde i skoven og ventede. Han gik bag mig. Da jeg begyndte at gå ind i skoven, overfaldt han mig. Og hver en lille detalje skulle jeg gengive til betjenten. Så jeg gennemlevede overfaldet igen. Min ene teamperson sad sammen med mig, da jeg skulle afhøres. Efter afhøringen konstaterede betjenten, at manden nok ikke blev fundet, og at der nok ikke kom mere ud af den sag. ”Skulle det ske igen, Gud forbyde det, men så kontakt os med det samme” slutter han af med at sige. Jeg lukker ham ud af min dør, og jeg falder grædende sammen i min teampersons arme.

Det føltes som om, jeg mistede balancen. Det gik bedre, men med et brag startede smertehelvede. Det gjorde så ondt, og noget i mig var overbevist om, at jeg umuligt kunne overleve. Men jeg er her endnu. Jeg fandt balancen igen. Jeg gemte mig bag nedrullede gardiner og høj musik i ørerne. Og jeg er her endnu, og gardinerne er ikke længere rullet ned.

Min behandlingsplan ser anderledes ud end tidligere. Under diagnoser plejer der at være en, der hedder belastningsreaktion pga. påstået overgreb. Den er lavet om. I stedet står der, at jeg er blevet mishandlet. Mishandlet af mine forældre. De skal skrive påstået, når der ikke er nogen, der er blevet dømt. Og det er min far ikke. Han blev varetægtsfængslet i 4 uger, men da de uger var gået, blev han lukket ud igen. Nu er det kun mig, der er låst inde. Det er svært at finde retfærdigheden ved det her. Jeg lider, og det tror jeg ikke, at han gør. Og det er ret modbydeligt af mig at tænke sådan. Sådan må jeg ikke tænke. Og jeg må ikke have ondt af mig selv. Så gør jeg bare mig selv til et offer. Men var jeg ikke også et offer? Jeg fastholder mig selv i offerrollen. Det var der en gang en, der sagde til mig.

De respekterede ikke, da jeg sagde, at de skulle skifte emne. Jeg var fanget i køkkenet, og deres ord brændte mit sind.

Smerterne tager til. Normalt vil jeg helst ikke tage smertestillende. Bare tanken om smertestillende medicin giver mig kvalme. Jeg er ved at kaste op hver gang, at jeg skal tage en. Min krop reagerer efter, at jeg har taget adskillige overdoser. Men jeg tager dem for tiden. Mine smerter i maven er frygtelige. Jeg anser ikke mig selv for at være sart, men det her, det gør virkelig ondt.

I går tog jeg til lægen med smerterne. Stedet er nyt, hvidt og skinnende. Det er blevet fint. Alt for fint. Jeg vil tilbage til de gamle, kendte lokaler. Det er så stort og åbent. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal sætte mig, eller hvor jeg skal fæstne mit blik. Uroen i kroppen vokser og benene ryster mere og mere. Der er prikker i loftet. De er for små og for langt væk til at jeg kan tælle dem. Menneskerne er de samme, men alt er så nyt. Færgen er flyttet med det nye sted. Det kommenterer jeg. Det er rart, at den er flyttet med. Den kender jeg. Men alt andet er fremmed. Jeg kan ikke gemme mig i rummet og jeg kan ikke få den plads, jeg allerhelst vil have for den er der ikke mere. Det eneste positive ved det, er, at lægehuset ikke længere ligger lige overfor fars virksomhed og mit gamle værelse. Selvom jeg flyttede til en anden by, da jeg flyttede på bosted i 2012, så har jeg beholdt min læge i den gamle by. Hun er fantastisk, og jeg kan slet ikke overskue, at jeg skal have en anden, så jeg tager gerne til den gamle by. Og det er på trods af, at jeg skal frygte at møde far eller hans kone i byen.

Mit gamle værelse var dækket af tapet med lyserøde roser. Jeg havde en altan, men den er fjernet nu. Mit værelse var stort. Rundt om min seng havde jeg en lyskæde med sommerfugle i forskellige farver. Jeg havde en lille rød sofa med en matchende gyngestol og rundt sofabord. Far flyttede tilbage til mit barndomshjem, som var blevet bygget op på ny efter, det var brændt ned til jorden. Så mit store værelse i lejligheden med de mange farver blev skiftet ud med et mindre værelse, som ikke havde nogen farver. Det nybygget hjem var hvidt og rent. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der ikke boede nogen mennesker i huset, og at det bare var et udstillingshus. Men der boede nogen. Der boede mange. Der var rigtig mange, der brugte huset, men det kunne ikke ses. Det var ikke et hjem. Det var bare et hus uden sjæl og hjerte.

Smerterne er der stadig. Det føles som om, at min krop nedbrydes indefra. Måske gør den også. Det mistænkes at være en bivirkning af medicinen, jeg får. Jeg steg i medicin i slutningen af sidste år. I marts lå min Quetiapin niveau på 11 195. Det burde ligge et sted i mellem 50 og 650. Det var en overdosis, der var skyld i det høje tal. Jeg tog den store overdosis den 13. marts om aften. Den 15. marts begyndte jeg på min faste medicin igen med ordene om, at mine blodprøver var fine. Det er over 3 måneder siden, men der har ingen opfølgning været på mit Quetiapin niveau efterfølgende.

Han er der stadig, selvom han har sommerferie efter næste uge. Han er der uden at være der. Han har sommerferie hele juli måned. Det er 4 uger. Han ringer én gang om ugen i de 4 uger. Jeg er taknemlig. Jeg ved, at det han gør, er udover det sædvanlige. Det er der ikke mange psykologer, der gør. Han er særlig, og det sætter jeg stor pris på. Og så sidder jeg alligevel og beklager mig over sommerferien. Sidste år var han væk i 14 uger. Det er trods alt ikke så slemt i år, og jeg har en erfaring med, at han kommer tilbage. Han er der stadig, når de 4 uger er gået. Min fornuft ved det godt. Det ved det lille barn ikke. Det lille barn føler sig svigtet. Og så er det selvmordstankerne dukker op. Jeg behøver ikke en gang sige det – han ved det. Han er kommet langt ind i mit sind. Og det gør ondt.

Det er nemmere at lukke ned. Jeg er bare et arbejde. Intet andet. Det passer ikke. Jeg er ikke KUN et arbejde. Og pludselig handler det ikke kun om min behandler – det handler om dem alle. Det handler om personalet på bostedet og afdelingen. Det handler om alle dem, der får penge for at være sammen med mig.

Måske det er derfor stemmerne begynder at vende tilbage igen. Der har været en længere periode, hvor de ikke har domineret så meget. Nu er de der igen. Og de trækker mig ind til sig. De forstår. De svigter ikke. Deres stemmer og tanker giver mening midt i et kaos, hvor intet andet ellers giver mening.

Far betalte for at lillesøster og jeg kunne spise ude forleden dag. Lillesøster sagde, at jeg måske ville have bedre af bare at flytte ud for mig selv – ligesom andre unge mennesker. Hun får det til at lyde som om, at et bosted gør mig dårligere. Hun forstår ikke, og det må have gjort ondt, for jeg blev tom. Under resten af middagen sad lillesøster med en tom storesøster. Jeg smilte, og jeg gav hende et kram, da vi gik hver vores vej. Og så røg det hele op forklædt som mad. Skam. Skyld. Had. Fortvivlelse. Frustration. Beskidthed. Og det blev ved indtil, der kun var galde tilbage og min hals brændte. Jeg har en familie, men jeg er familieløs.

Han stjal noget fra mig under den middag. Han var der ikke, og alligevel lykkes det ham at komme under min hud.

I sidste måned skulle min skønne veninde have fejret 18 års fødselsdag. I stedet kunne hendes omgivelser sørge over, at det var et halvt år siden, hun døde og blev begravet. Savnet til hende er stort. Jeg fandt en stor stak farverige breve, hvor der indimellem var billeder og tegninger. Flere gange skriver hun, at jeg skal huske, at hun aldrig er langt væk. Det er hun nu, og jeg savner hende så meget.

Jeg svæver og alt kører så stærkt. Hun siger, at jeg virker beruset. Jeg har ikke drukket nogen form for alkohol, men jeg er stangstiv. Jeg er fuld af følelser, tanker, stemmer og noget uforklarligt. Måske jeg burde fortælle nogen om det her. Men jeg er ikke værd at bruge tid på. Det skal jeg huske.

Når vi overnattede ved vores faster, da vi var små, fik vi lov til at vælge en historie hver, som hun skulle læse op for os. Vi satte os omkring hende, og hun læste troligt alle historierne højt. De nætter var de bedste.

Her er der alt for mange ord. Der er gået 58 dage. Og efter denne sætning er der 2 573 ord.

Goodbye is the hardest thing to say to someone who means a lot to you, specially when goodbye isn’t what you want

Hendes ord rammer mig hårdt. Jeg kan ikke kigge hende i øjnene. Jeg krøller mig sammen og lukker ned. Hun holder om mig. Det var ikke det, jeg havde brug for. Hun ved det godt. Mit hoved er i forvejen fyldt. Det havde jeg ikke brug for. Jeg vil ikke miste hende, og det føler jeg allerede, at jeg har. Vreden mod mig selv er slem. Den er uudholdelig at være i. På et tidspunkt siger jeg det højt. Jeg hader mig selv for at have lukket hende ind, og nu er jeg i tvivl om, jeg skal lukke hende helt ude i et forsøg på at passe på mig selv. Det vil hun ikke lade mig gøre. Egentlig tror jeg heller ikke, at jeg kan. Jeg har heller ikke lyst. Men det farvel der måske venter, gør for ondt. Tanken om at miste hende gør for ondt. Det er ikke afgjort endnu, men i mit hoved har jeg allerede mistet hede.

Dagen efter har de fået svar på, hvem der bliver, og hvem der skal stoppe. Spirrevippen er ikke på arbejde til at kunne give mig svaret, men en af de andre siger, at hun bliver. Jeg bliver så lettet. Jeg ringer glad og fortæller en af veninderne det. Hun bliver.

Troede jeg. Spirrevippen kommer på arbejde nogle dage senere. Vi sidder ovre i min lejlighed. Jeg har det rigtig skidt, men da hun spørger, om jeg ved, hvem der har fået stillingerne, smiler jeg glad og nævner hendes navn. Hendes od rammer rigtig hårdt. Jeg vil ikke kigge på hende. Når det nye år kommer, stopper hun med at arbejde på bostedet. Det der ikke måtte ske, er sket. Jeg mister hende. Og denne gang er det ikke et måske. Jeg mister hende. Hun er nød til at gå, men hun lover, at hun kommer igen om en halv time. Jeg er ligeglad. Jeg synes, at hun skal blive væk. Hun svigter mig – sådan føles det, selvom det ikke er helt fair overfor hende. Jeg er ikke fair. Men mine følelser er ikke forkert, siger hun. Følelser kan ikke være forkerte.

Alene med alle tankerne bliver det for meget. Jeg falder sammen på gulvet og begynder at hamre hovedet hårdt ind i væggen. Da hun lidt senere finder mig, kommer hun hen til mig, og holder om mig, så jeg ikke kan slå hovedet ind i væggen. Jeg forsøger at skubbe hende væk, men det lykkes ikke særlig godt. Aften er lang og hård. De snakker om indlæggelse, men i sidste øjeblik lykkes det mig at tage min natmedicin sammen med en pn medicin. Hun holder om mig i mens, jeg græder. Hun bliver ved mig. Men hun forsvinder. Og jeg, jeg falder ned i smertehelvede. Hun ligger de tunge dyner over mig og sætter sig på kanten af min seng. Med Spirrevippen og medicinens hjælp falder jeg lidt til ro, men der går længe, før jeg falder ind i en mareridtsfyldt søvn.

Jeg er bund ulykkelig. Og jeg er vred. Vred på hele verden. Verden er dum og uretfærdig. Spirrevippen forstår mig, men jeg føler ikke, at de andre forstår. Når jeg forsøger at fortælle dem om hvor ked af det og bange, jeg er, får jeg smidt i hovedet, at jeg skal være positiv. Men jeg har rigtig svært ved at være positiv i disse dage. Min veninde er død. Spirrevippen stopper på bostedet. Og jeg føler mig muttersalene i verden. Og måske det også er bedst. Jeg har ikke lyst til at lukke nogen ind. Jeg vil lukke hele verden ude. På den måde kan ingen såre eller svigte mig. Jeg har ingen, og jeg vil ikke have nogen.

I går var i dag i morgen

I dag er det over en uge siden, at jeg blev udskrevet fra den skærmet psykiatriske afdeling. Dagene er hårde og nætterne lange. Men jeg holder ved. Jeg står stadig oprejst. Jeg har ikke skåret i 46 dage, og jeg har ikke slået mit hoved ind i væggen i 33 dage. Jeg holder ud og holder ved. Og jeg snakker. Jeg snakker i stedet for at være selvskadende. Jeg bruger personalet før, jeg vælter. Der var en gang, jeg overlevede ved at skubbe væk og glemme. Men jeg overlevede. Det fungerede der. Der havde jeg brug for bare at overleve. Det har jeg ikke længere.  Jeg har ikke længere brug for kun at overleve. Det værste er overstået. Jeg vil leve. Jeg har brug for at bearbejde. Jeg har brug for at sørge. Og jeg har brug for at dele. Det giver personalet på bostedet mig lov, plads og tid til. De er der for mig. De vil gerne snakke. Følelserne får lov at være der. I stedet for at aflede dem væk, får de ord. Det fungerer for mig at skrive og snakke. Fortiden har det med at indhente mig. Den vil høres og ikke gemmes væk. Nye billeder, som slet ikke er nye, dukker op. Jeg kan ikke aflede dem væk. Det kan lykkes i lidt tid, og så kommer de væltende tilbage med dobbelt styrke. Jeg har brug for at snakke om dem. Jeg kan ikke tie dem ihjel. Kroppen husker. Også det jeg ikke snakker om. Den er brutal og ubarmhjertig.

I går var det vreden, der var på spil. Vreden, som åd mig op indeni fra. Spirrevippen hentede et kosteskaft, og jeg fik lov at hamre løs på et træ. Træet har taget skade, og kosteskaftet er gået i stykker, men jeg fik afløb for min vrede. Jeg fik lov at slå min vrede ind i noget. Bagefter havde jeg luft til at skrive. Og da jeg havde skrevet, havde Spirrevippen tid til at læse det. Det fungerede for mig. Jeg fik lov at være vred og komme ud med det. Men det kostede hverken nye sår eller mærker i hovedet. Det krævede ingen selvskade. Og det er fandme sejt! Jeg har sat mig et mål. Når jeg når 75 dage, skal jeg give mig selv en belønning. Der var en gang, at jeg skrev på hånden det antal dage, jeg ikke havde skåret. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle have en tatovering, skulle det være et evighedstegn på hånden. Jeg er ikke helt klar til at få en tatovering, så i stedet vil jeg have et smykke med et evighedstegn, som et symbol på at dette skal vare evigt.

I morgen skal jeg begynde til håndbold igen. Jeg har længe haft lyst til det, og nu springer jeg ud i det. Med hjælp fra bostedet. Jeg kender ingen på holdet, så det er virkelig grænseoverskridende. Jeg glæder mig, men jeg er så nervøs. Bostedet har lovet at følge mig ned til hallen. Det hjælper på nervøsiteten. Det skal nok blive godt. Det skal blive godt.

Et forfærdeligt menneske…

Jeg husker ikke ordene, men jeg husker følelsen. Følelsen af at være det værste menneske på denne jord. Det der skete den gang var forfærdeligt, og jeg er forfærdelig ked af at det skete. Men jeg ville aldrig gøre min primærpædagog noget. Aldrig. Ikke bevidst. Afdelingslederen på det nye sted fremlægger det som om, at jeg ville gøre hende fortræd – min yndlingspædagog, som han kalder hende. Tårerne triller ned af kinderne, og jeg rejser mig op for at gå. Jeg råber af afdelingslederen. Hans ord gør ondt. Jeg kan ikke rumme mere. Og det er lige præcis dét, at han heller ikke kan – han kan ikke rumme. Hans personalegruppe kan ikke rumme mig. Det siger han.  Det er de ord, han bruger. Benene ryster, og jeg er bange for, at de ikke kan bære mig. Det er min faste kontaktperson fra afdelingen, som følger efter mig. Jeg græder og hulker, at jeg aldrig ville gøre hende ondt. Det ved hun godt. Hun ved det godt. Hun holder om mig og trøster mig. Jeg får sagt højt, at afdelingslederens ord om, at jeg ikke kan rummes, gør ondt. For hvis de ikke kan rumme mig, hvem kan så? Jeg får lov at være ked af det, og et par minutter senere er jeg klar til at gå ind til mødet og de 10 andre mennesker igen. De snakker om uddannelse, da vi kommer ind i igen, men det er svært at koncentrer sig. Jeg er ligeglad, hvad de snakker om. Alt jeg kan tænke på er det barberblad, jeg har på mig.

Min kontaktperson forslår, at jeg viser afdelingslederen, lederen og min ene teamperson rundt på afdelingen. Afdelingslederen står og snakker med min kontaktperson i mens, jeg viser de to andre det åbne afsnit og peger ind på min stue, som er inde i det skærmet afsnit. Min teamperson giver mig et kram i mens de to andre, giver mig hånden.

Det er svært at skulle med ind på skærmet afdeling igen. Jeg vil ikke være her. Jeg vil ikke være nogen steder. Min kontaktperson får mig alligevel med ind i visitationsrummet. Jeg går med til at blive visiteret og håber på, at de ikke opdager barberbladet.

Tiden går, men jeg husker ikke noget, fra jeg kommer ind på skærmet afsnit igen. Det er bare… væk. Det er først, da jeg sidder med barberbladet i hånden og lader det rive hul på huden, at jeg husker noget igen. Jeg forsøger at forsikre min kontaktperson igennem døren om, at jeg er okay, og at hun ikke skal kigge ud til mig. Noget i min stemme fortæller, at jeg lyver. Jeg knurrer det lille barberblad ind til mig. Jeg vil ikke miste det. Det er min sikkerhed, og jeg er slet ikke færdig.

De vasker sårene og lægen vurderer at det ene sår i håndleddet skal syes. Det betyder, at jeg skal over på skadestuen – ud fra skærmet afsnit. Væk fra låste døre. Men lægen siger, at han kan sy, og beder sygeplejersken bestille nål og tråd.

Efter længe overtalelse giver jeg slip på barberbladet og lader mig sy. Det er kun 3 sting, så han gør det uden bedøvelse. Det gør vanvittig ondt, men det er okay. Jeg ved, at jeg fortjener smerten. Jeg ved, at jeg er et utrolig dårligt menneske, og at jeg fortjener det.

Jeg burde slutte af med noget opløftende. Noget, som modsiger, at jeg er et dårligt menneske, men det er den følelse, jeg sidder med. Jeg er overbevist om, at jeg er et dårligt menneske. Så jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal ende dette indlæg. Det ender bare…

 

Time doesn’t heal anything

Hun spørger, om jeg føler mig svigtet. Jeg er frustreret og skuffelsen er stor. Jeg føler mig magteløs og vred, men jeg føler mig ikke svigtet. Aftalen var, at jeg skulle hjem og øve. Lige så meget som opholdsstedet havde mulighed for. De måtte aflyse i går, men i dag er der mulighed for det. Forvagten er ikke med på den, og da overlægen, som er min læge, ikke er der, bestemmer forvagten, og hun har bestemt, at jeg ikke må komme hjem på besøg. Jeg er vred, og det er sygeplejersken det går udover. Lægen er her ikke, så det er sygeplejersken, som får alle de verbale slag. Sygeplejersken fortæller at opholdsstedet vil komme og besøge mig i stedet. Jeg spørger om, jeg må gå en tur med opholdsstedet. Hun snakker med lægen, og det må jeg gerne, hvis jeg kan lave aftale. Pædagogen fra mit opholdssted kommer. Da jeg spørger igen om vi må gå en tur, får jeg et nej. Jeg er frustreret og sur.  De skal ikke komme og love mig en ting og så bare trække det tilbage igen uden nogen begrundelse. Så i stedet for at gå en tur, sidder vi bare og snakker. Det er rart at have besøg, men det er svært at finde på noget at snakke om. Tiden går, og hun er nød til at køre tilbage til opholdsstedet igen. Det er da, jeg følger hende ud, jeg får øje på ham. Drengen. Det er hårfarven, der fanger mit blik. Hele min krop fryser til is indvendigt. Jeg lammes. Sygeplejersken siger mit navn, men jeg hører ikke resten af hendes sætning. Jeg kender allerede svaret, da jeg spørger om, han er blevet indlagt, men jeg har alligevel brug for, at hun siger det. Jeg har brug for at høre ordene. Jeg har brug for at høre, at jeg tager fejl, men det gør jeg ikke. Jeg har set rigtig, og han er ikke bare på besøg. Han er blevet indlagt, men han er i den åbne del og jeg i den lukket del. Det beroliger mig ikke. Mit hjerte hamre af sted. Han er lige på den anden side. Det er farligt. Han er farlig. Sygeplejersken forsøger at berolige mig. Hun forstår på en måde, som jeg ikke før har oplevet mig forstået. Hun når ind til mig, og jeg tør lukke op. Jeg tør fortælle om de grimme følelser. Hun er der, og hun lytter. Hun forklarer, så jeg forstår.

Jeg er ikke en gang sikker på, at han ved, at han gjorde mig fortræd. Jeg er ikke sikker på, at han ved, at han overskred mine grænser. Det er svært at skrive om. Skylden og skammen tynger mig. Det der skete den aften er blevet til min egen skyld, men sygeplejersken holder fast i, at det ikke er min skyld. Det kan ikke blive min skyld, siger hun. Jeg forsøgte at sige stop. Jeg ville det virkelig ikke. Det der skete var ikke med mit samtykke. Det der blev gjort den aften, skulle aldrig have fundet sted.

Jeg ser ham alle steder. Selv steder hvor han ikke befinder sig. Han forfølger mig. Både om dagen og om natten.

Hans hænder har vandret rundt på min krop, og de har efterladt usynlige mærker på min krop.

Han vækker alt ubehaget i mig. Synet af ham giver mig kvalme.

Det er svært. Både at være i mig selv og at være på afdelingen. Jeg får pn medicin til at falde ned på, men det er ikke nok, og kort tid efter græder jeg. Jeg går rundt i cirkler inde på værelset imens, tårerne strømmer ned af kinderne. Sygeplejersken kommer ind og holder om mig. Vi prøver ballstick massage. Den store alarm går kort tid efter, og hun er nød til at løbe. Tårerne vælter frem igen. Mere pn medicin. Lægen kommer ind for at sidde ved mig. Plejepersonalet har travlt, men lægen har tid til mig. Hun giver mig lov til at græde. Det er okay at græde. Hun spørger indtil, hvad der er så svært. Hulkende fortæller jeg om drengen. Det er grund nok til at være så ulykkelig.

Jeg spørger lægen, hvorfor hun ændrede mening omkring gåturen. Det var pædagogen, der ikke var tryg ved at gå med mig. Derfor blev det ikke til nogen gåtur. Det ville pædagogen bare ikke fortælle mig.

Langsomt falder jeg til ro og sammen med min natmedicin lykkes det mig at falde i søvn.

Om at drukne

Jeg har svært ved at finde ordene, men jeg ved, at de er der. De er der et eller andet sted. Jeg skal bare lige finde dem. Det er svært at forklare og beskrive, men det er ikke umuligt. Alle andre har besluttet sig for hvorfor det er så svært at være mig for tiden. Usikkerhed og manglende stabilitet. Det er på grund af flytningen, som jeg  stadig ikke ved noget om. Desuden er det ikke sikkert, at jeg må beholde min behandler – traumebehandleren. Det er så usikkert det hele, og det påvirker mig. Min kontaktperson beskriver det ret godt. Jeg stod på planker og kommunen har revet bræderne væk under mig. Min behandler, mit opholdssted. Jeg mistede balancen og faldt i vandet, og jeg er ved at drukne. Jeg drukner i følelser, tanker, bekymringer og kaos. Jeg tror, at de har ret, når de siger,  at det er det, der har væltet mig. At det er det, der gør så ondt. Men det er svært. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det er det, der har væltet mig. Det er længe siden, at jeg fik beskeden om, at jeg skal flytte. Det er nogle måneder siden nu. Hvorfor vælger det mig så først nu? Kan det virkelig være det, der vælter mig nu? Det tror de – veninden og dem på psykiatrisk afdeling. Jeg vil også gerne tro det. Jeg vil gerne have noget at forholde mig til. Noget at klamre mig til. Noget som kan beskrive min smerte. Men ordene om at det er flytningen og det med min behandler, som har væltet mig, er ikke beroligende. Det beskriver ikke min smerte. Det kan forklare den, men det beskriver den ikke.

Jeg har lyst til at råbe og skrige. Af ren frustration. Af ren afmagt. Men alt det bliver til er en hulken og gråd. Der er intet forløsende ved det. Jeg drukner i smerte og tårer. Jeg drukner. Alene. Jeg ligger og plasker rundt i vandet og skriger på hjælp. Jeg kan se folk omkring mig. Jeg kan se dem, men det er som om, at de ikke kan  se, at jeg er ved at drukne. De trækker vejret i mens, jeg hiver efter mit. Jeg er despeart, forvirret og frustreret. Se mig! Hør mig! Hjælp mig! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke forklare. Mit hoved er en grødet masse. Jeg har en forklaring på smerten, men det er som om, at det ikke er forklaring nok. At der ligger mere bag den, men jeg ved ikke, hvad det er. Jeg ved bare at det gør ondt, og at jeg er ved at drukne.

Jeg er et stort kaos, og det kommer til udtryk i desperate, destruktive, impulse handlinger. Jeg slår, græder og selvskader. Jeg græder mest. Jeg er så forfærdelig ulykkelig. I går måtte de tvangsmedicinere mig, fordi jeg var så ulykkelig og ikke var i stand til at tage i mod medicin. Patientrådgiveren har været og snakke med mig. Om hans hund og mine ar. Vi snakker sjældent om tvangen. Det gør mig ikke noget – tværtimod. Han kender mig godt efterhånden, og håber bare det bedste for mig. Han vil gerne snakke med mig – også selvom det ikke er om tvangen. Han dukker trofast op hver gang, og jeg har en tro på, at det ikke kun er, fordi jeg er et arbejde.

Mor har haft ringet. Hun ville gerne snakke om mødet på onsdag. Det er et møde med min børne sagsbehandler og min voksen sagsbehandler. Min mor, hendes bisidder og min primærpædagog kommer også. Mor gør sit bedste. Det ved jeg, og det er nok. Hun er engageret og går ind i det med liv og sjæl. Hun vil mig det bedste. Det er jeg ikke i tvivl om. Hun har skrevet en masse spørgsmål ned, og jeg håber inderligt, at de kan besvare bare nogen af dem. Mødet skræmmer mig, samtidig med at jeg ser frem til det. Jeg ser frem til det, fordi jeg håber at få noget afklaring omkring flytningen. Det skræmmer mig, at der er en mulighed for, at jeg ikke får afklaring på noget. Jeg er skrækslagen for at mødet vil efterlade mig endnu mere alene i kampen for ikke at drukne. Jeg er bange for at mødet ender med at drukne mig.

Jeg skal udskrives i morgen, og jeg ved, at jeg kan holde ud til onsdag. Jeg tror også, at jeg kan holde ud til torsdag. Jeg har ting jeg skal. Noget at holde fast i. Spøgsmålet er nok mere hvor hel jeg er, når jeg er kommet igennem onsdag og torsdag. Jeg er bange for at miste kontrol. Jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for kommunen. Jeg er så frygtelig bange.

Ord

Det er svært at finde ordene. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil finde dem. Måske er det bedst at de forbliver usagte. Jeg har ikke skrevet i flere dage. Ikke siden indlægget den 29. juni. Heller ikke dagbog. Jeg har forsøgt flere gange, men jeg har svært ved at beskrive og forklare. Jeg har svært ved at sætte ord på. Jeg føler intet – ikke længere. Jeg er bare tom. Alt jeg mærker er en smerte, som bare er smerte. Den har intet navn. Jeg har mistet lysten til at sætte ord på. Det er blevet for svært, men jeg forsøger. Jeg forsøger at holde fast i at det er vigtigt. Det er vigtigt, at jeg ikke forsvinder helt ind i mig selv, siger fornuften. Følelserne skriger, at det er lige meget. Følelserne og fornuften er i konflikt. Jeg er i kaos. Jeg er i helvede. Jeg… jeg… jeg er ude af den. Måske er jeg ikke tom, men jeg har ingen ord for smerten. Jeg har lukket ned. Jeg snakker heller ikke med min primærpædagog om det der er svært og min behandler er stadig på ferie. De forsvinder om lidt. Min primærpædagog gør og måske også min behandler. Så jeg lukker af. Jeg forsvinder ind i mig selv. Det gør for ondt at åbne op, når jeg ved, at jeg mister om lidt.

…

Vi er på ferie. Opholdsstedet. Vi tog af sted mandag og tager hjem i morgen. Jeg glæder mig til at komme hjem. Det var meningen, at jeg skulle have haft mit eget værelse, men på grund af en fejl skulle jeg dele værelse med tre andre piger. De er søde nok, men jeg er fyldt op. Jeg er træt og brugt og så trist. Jeg kan ikke mere. Jeg begyndte at græde, da jeg skulle tage min aftenmedicin. Det var rigtig svært at stoppe igen. Plaskede vand i ansigtet og rettede på make-uppen, men tårerne forsatte. Min primærpædagog gav mig et kram, og jeg ville ønske, at hun aldrig gav slip. Men hun gav slip. Jeg frygter, at det hele vælter fuldstændig, når jeg kommer hjem i morgen. Vi skal nok finde ud af det. Jeg håber, at hun har ret.

Jeg burde ligge mig til at sove, men jeg tør ikke. Mareridtene dræner mig for energi og efterlader mig træt og udkørt. Alternativet er at gå rundt i en cirkel i flere timer for at holde mig vågen. Det er de andre piger ikke så meget for, og jeg kan godt forstå dem. Jeg tror, at jeg vil forsøge at kravle under kædedynen med min bamse og holde mig vågen med en film. Problemet er bare, at jeg har taget i mod min natmedicin.