Verden er forvirrende, og jeg er rundtosset. Dæmonerne hiver og flår i mig. I mens forsøger jeg at holde fast i noget. De forsøger at trække mig til sig, og det er virkelig tillokkende bare at give slip. Bare et øjeblik. Bare en lille pause. Det ville være vidunderligt, men min fornuft ved godt, at hvis jeg giver slip, så nøjes dæmonerne ikke med et lille øjeblik. Dæmonerne vil forsøge at tvinge mig til at blive. Så jeg holder fast – også selvom det gør ondt. Min fornuft og mit følelsesliv har svært ved at blive enige. Ligesom min fornuft har svært ved at blive enige med dæmonerne. Medicinen er en daglig kamp er tvinge ned. Dæmonerne forsøger at overbevise mig om, at jeg ikke skal have medicinen. Jeg fortjener den ikke, og de griner af mig, hvis jeg siger dem i mod.
Se selv! Personalet går bare. Hvis de mente, du fortjente den, så ville de være blevet. Så ville de have støttet dig i at tage den. Nu står medicinen lige der foran dig, og du skal ikke tage den. Du må ikke. Du er den sidste i verden, der fortjener noget, der kan lindre smerten. Personalet ved, at du ikke kan tage medicinen selv. De synes ikke, du skal have den. Det er kun fordi en læge har ordineret det, at de giver dig den. De ville helst være fri. Kan du ikke fatte det?
Jo, det kan jeg. Så jeg tager bærgeret med medicinen og går. Gangen efter er dét det samme. De sætter medicinen foran mig og går. Og så går jeg igen med medicinen uden at have indtaget den. Verden bliver mere og mere forvirrende, og min kvindelige teamperson gennemskuer mig med det samme i nattevagten. Jeg finder medicinen frem, og hun støtter mig i at tage medicinen. Endelig ro.
Dæmonerne bliver ved med at forsøge at overbevise mig om ikke at tage medicinen. ”Skynd dig at tage medicinen før, de når at overbevise dig om andet” får det ene personale sagt til mig. Han taler til min fornuft og fodre den så meget, at den vinder kampen over dæmonerne denne gang.
Det er modbydeligt. Jeg kan ikke se i spejlet. Jeg kan ikke kigge ned af dette frygtelige hylster. Jeg kan ikke holde ud at røre ved dette modbydelige monster. Så jeg dækker spejlet til og slukker for lyset. Jeg tænder for bruseren, men jeg lader vandet forblive koldt. Jeg skal ikke være god ved denne krop, der skal forstille at være min. Det er ikke min, og det bliver aldrig min. Så jeg nedkøler den og tvinger den til at blive ramt at de kolde, hårde stråler. Jeg vasker håret og kroppen, så jeg ikke ser lige så klam ud, som jeg er. Jeg forstår ikke, hvis nogen kan holde mig ud. Jeg kan ikke holde mig ud.
Dagene går, men de flyder sammen og mister deres betydning. Jeg skærer ikke min krop, og jeg smadrer ikke mit hoved. Jeg gør alt det min app ikke tæller dage uden. Så jeg tager kolde bade og andre ting, som er afstraffelse og giver en følelse af kontrol.
Min krop skranter og råber på at blive passet på. En periode med pencillin er begyndt, så min krop kan komme oven på igen. Men så er der den anden lægeundersøgelse, som er på programmet i næste uge. Min læge skal tjekke mit mave-tarmsystem, og det indebærer også en undersøgelse af min tarm. Jeg er panisk bare ved tanken. Min læge ved det godt. Hun vidste det allerede inden, hun fortalte mig det. Hun er sød og forstående, men jeg er panisk. Jeg er ikke længere en voksen kvinde. Jeg er en lille skræmt pige, der ville ønske, hun kan gøre sig så lille, at hun forsvinder. Jeg er en lille skræmt pige, der bønfalder en langt ældre mand om at stoppe, fordi det gør så ondt. Men jeg er ikke længere en lille pige, og det er ikke en mand, der skal gøre mig noget. Det er en professionel kvindelig læge, som jeg stoler på. Det har jeg i hvert fald gjort, men den lille piges angst er ved at slette al tillid. Den lille pige stoler ikke på nogen. Den lille pige er bange. Jeg er bange.
Han tager hårdt fat i min arme. Jeg ved, at det bare er i sjov, men da han giver slip, kan jeg stadig mærke, hvor han fingre var begravet i mine arme. Jeg synes ikke, det var sjovt.
Min behandler er væk. Helt væk. Normalt ringer han, når han har ferie, men han er i udlandet denne gang, så jeg er overladt til mig selv og mine flashbacks. Jeg ved godt, at jeg er urimelig og tavelig, men jeg er også virkelig desperat og bange. Og han plejer at være der. Det gør ondt at mærke, hvor afhængig jeg er af ham. Halvdelen af tiden er gået. Om to uger er han tilbage igen. Jeg skal bare igennem to uger mere.
Og så har jeg mødt Præsten. Det er længe siden, jeg sidst så ham, men pludselig stod han i den lokale købmand. Jeg skyndte mig ud af butikken. Lillesøster lille hund ventede på mig udenfor. Da jeg kom ud til hunden, kunne jeg ikke bare gå. Så jeg ventede på at Præsten kom ud. Pludselig kom jeg i kontakt med en masse følelser. Han har aldrig skulle hive mig om på den anden side af gelænderet på broen. Han har aldrig skulle befri mig fra lykken omkring min hals, der var ved at tvinge det sidste liv ud af mig. Men han har reddet mig. Han gennemskuede mig med hjælp fra den veninde, som mere er som en storesøster for mig. Det var ham, der fortalte offentligheden om de seksuelle overgreb. Han var med til at få det stoppet. Han reddede mig.
Min teamperson spørger, hvad jeg tænker om det. En milliard tanker fløj igennem mit hoved, men ikke en eneste kunne forlade min mund. Jeg havde ikke set den komme. Jeg havde ingen anelse, og nu griner dæmonerne endnu mere af mig. Hvad havde jeg regnet med? Jeg kan jo ikke finde ud af at gøre noget rigtigt. Jeg er en fiasko. De vil have fremskridt. Jeg forsøger. Jeg troede, jeg gjorde, hvad jeg kunne. Men mit bedste er åbenbart ikke godt nok. Det skal gå stærkere. Der skal være fremskridt og fremgang. Og jeg vil bare gerne have ro. Jeg vil bare gerne have lov til lige at trække vejret. Men jeg skal løbe stærkere. Jeg skal gøre det bedre. Men hvad hvis jeg falder i forsøget på følge med i deres tempo?
Lillesøsters lille hund har brug for opmærksomhed og omsorg, når lillesøster har lange dage på studiet. Så jeg tager mig af ham. Nogen gange sammen med en skøn veninde. Nogen gane hjemme ved mig selv. Denne gang var veninden og jeg taget hjem til lillesøster for at passe ham. Pludselig er far der. Hans bil er genkendelig. Ligesom hans stemme. Mit indre var i kaos. Men min veninde var der, og det betød alt. Hun betyder alt.
Han satte gang i et kæmpe kaos. Mit hoved kunne ikke følge med, og jeg tror han tog en del af mig med sig. Jeg savner ham så frygtelig meget. Folk plejer at være forstående. De siger, at der også var gode stunder, hvor han faktisk var en god far. Det er forståeligt, at jeg savner den del. Men det er ikke den del, jeg savner. Jeg kan ikke længere huske den del. Alt jeg husker er forbundet med forskellige overgreb. Men jeg savner ham. Jeg savner ham virkelig meget. Og jeg kan ikke forklare hvorfor. For det lyder mærkeligt og forkert, at jeg savner hans opmærksomhed og kærlighed. Jeg er bange for at sige det højt. Tænk hvis nogen vil bekræfte mig i, at jeg selv bad om, at han forsatte overgrebene? Mit hoved er et forvirrende kaos.
Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal ende dette indlæg. Det ender bare…
Scarred panda 