Den lille piges savn og den voksen kvindes had

Tidligere på dagen havde jeg været til behandling. Det er hårdt og tiden gik hurtig, men aften var svær, og jeg var fyldt op af svære tanker og følelser. Så jeg skrev en mail til min behandler.

Mail til Behandler onsdag d. 16.09.2020 kl. 21:29

Jeg ville have bragt det på banen. Det var meningen, at jeg ville lukke tankerne og følelserne ud. Det var planen, men jeg gik ind i rummet, og alt mod forsvandt. Mit rum ved dig er fyldt med vrede til den mand, der ødelagde mig. I det rum er der ikke plads til den lille pige, der længes efter sin far. I det rum sidder det eneste menneske, udover min far og mig, som ved hvilket helvede, jeg har været igennem; hvilke smertefulde traumer jeg bærer rundt på. Jeg vil ikke ødelægge det rum. Det er rart at have et rum, hvor min traumer kan rummes. Du sidder foran mig, og jeg ved, du bliver siddende. Uanset hvad jeg siger, så løber du ikke skrigende væk. Så var du løbet for længst.

I mit rum ved dig behøver jeg ikke forstå min fars handlinger. Jeg skal ikke finde undskyldninger for ham eller høre på, at der sikkert også har været gode oplevelser. I det rum bliver han set, som det monster, han er.

Så hvordan skal jeg give plads til den lille pige? Hvordan skal jeg italesætte hendes følelser? Det er mit rum, og jeg vil ikke have nogle former for ”pænhed” om min krænker ind i mit rum ved dig. Men nu sidder jeg her. Den lille pige græder og skriger. Jeg kan ikke længere græde hendes tårer, så i stedet er jeg stille. Helt musestille. Jeg bærer på den lille pige, som savner og længes efter en far på sin fødselsdag. Samtidig raser traumerne i min krop. Hvordan skal jeg kunne være i dette?

Min fødselsdag nærmer sig. Det samme problem hvert år: hører jeg fra min far? Vil han skrive? Eller vil lillesøster overrække mig gaven med sine store håbende og bedende øjne? Jeg kunne træffe en beslutning og bede ham om at skride med sine gaver og ord. Jeg kunne slette hans nummer fra min telefon. Og så ramte skammen. Jeg har stadig hans nummer kodet ind i min telefon. Men det er lige meget. Jeg kan stadig hans nummer i søvne.

Den lille pige indeni mig græder og skriger på en far. Måske det er derfor, jeg ikke kan tage den beslutning om at skære hendes far helt ud af hendes liv. Jeg ved godt, den lille pige er mig, men hun er mere end det. Det lille ødelagte barn er i mine hænder, og ligesom med lillesøster, så kan jeg ikke ødelægge hendes drømme og håb.

Tilbage står jeg forvirret og i smerte. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Om lidt skal jeg i seng. Men hvordan skal jeg kunne lægge mig i sengen og lukke øjnene, når alt jeg ser, er dagen med et af de værste traumer? Jeg græder og skriger og bliver splittet i en milliard skarpe stykker. Men jeg sidder helt stille. Jeg kan se hænderne bevæge sig hen over tastaturet, men jeg er død og mærker intet, imens jeg mærker alt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bringe dette skriv til ende. Tilstanden er uendelig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe fri.

Der gik 35 min, så havde han svaret. Jeg havde ikke forventet så hurtigt et svar, men det var rart. Hans ord gav ro. Jeg er så taknemlig for, at jeg har ham.

Jeg ved, der også er andre, der kan rumme mig. Ligesom der også er andre end min behandler, der kender til traumerne. Men min behandler kender hver en detalje, og jeg ved, jeg ikke ødelægger ham.

Stedet der engang var mit hjem

Jeg kan huske, hvor vi spillede kampen, og i hvilken hal at kampen blev afviklet. Jeg stod på mål, som så mange gange før. Jeg var omkring 14-15 år. Min primærpædagog var taget med ud for at se mig spille. Nogen af mine fingre var skadet, så jeg tapede dem op; særligt min tommelfinger. Mit knæ var også tapede op. Som målmand var jeg iklædt lange bukser og en langærmet trøje. Det var ikke meget af tapen, man kunne se. Alligevel kommenterede min primærpædagog det efter kampen. Min hensigt var at passe på min krop. Hun mente, jeg gjorde det for at få opmærksomhed. Hendes kommentar gjorde ondt. Så ondt at jeg stoppede med at tape min krop op. Jeg stoppede med at passe på mig selv.

I går startede den nye håndboldsæson. Sidst jeg spillede håndbold, var den 2. februar tidligere på året. En bold direkte i ansigtet sendte mig i gulvet og kostede mig en slem hjernerystelse og et piskesmæld. Efter ro, fysioterapi og øvelser er jeg endelig ovenpå igen. Dog har jeg taget det valg, at jeg fremadrettet altid træner og spiller kampe med hjelm. Det er svært for mig. Jeg forsøger at passe på mig selv, men min primærpædagogs ord sidder fast. Jeg bliver 23 år i næste måned. Det er over 4 år siden, jeg sidst havde noget at gøre med min primærpædagog. Det sidder bare så dybt. Men jeg trodser hende. Jeg taper min krop op, når det er nødvendigt, og jeg spiller med hjelmen. Jeg passer på mig selv.

Det er skræmmende hvor meget en pædagogs ord, kan påvirke en. Min primærpædagog var hele min verden. Jeg var helt overbevist om, at jeg ikke kunne overleve uden hende. De andre personaler på opholdsstedet henviste mig til hende – selv når hun ikke var på arbejde. Det er den følelse, jeg har haft i mange år. For noget tid siden fik jeg aktindsigt i opholdsstedet dagbogsnotater, der omhandler mig. Det var ikke kun en følelse. Dagbogsnotaterne bekræfter, at jeg blev henvist til min primærpædagog.

Dagbogsnotaterne giver mig forklaringer på flere ting. Deres beskrivelser af mig er hårde, og de antager en masse på mine vegne. De vil ikke gå ind i nogen samtaler med mig. Jeg skulle ikke have opmærksomhed på dét, der var svært.

”I går tog det Panda ¾ time at få slugt de 3 piller. Hun kunne ikke komme ud af kontoret og ville hele tiden snakke, især om hvor rædselsfulde de piller var, og at hendes behandler skulle vide, at hun ikke ville tage dem. Jeg hørte ikke så godt, hvad hun sagde. I stedet snakkede jeg bare om alt muligt andet. Men et andet personale sad på kontoret, og Panda gjorde hvad hun kunne for at få hans opmærksomhed” – Pædagog fra opholdsstedet.

Da jeg boede der, var jeg udsat for rigtig mange magtanvendelser. Det er ikke dem alle, der er blevet indberettet, og mange af dem oplevede jeg meget voldsomme. Det var personalet ikke enige i. Der er flere af magtanvendelserne, der sidder fast i hukommelsen i kroppen. I en nattevagt havde jeg det rigtig svært, og jeg ville stikke af fra opholdsstedet for at gøre mig selv ondt. Nattevagten og aftenvagten stod og holdt fast i mig midt i fællesrummet, hvilket de var i deres gode ret til at gøre. Deres beskrivelse af magtanvendelsen fandt jeg i dagbogsnotaterne:

” (…) Da klokken blev 00:45 kunne vi ikke holde hendes humør og livsmod oppe mere og hun ville løbe. Vi holdt så omkring hende og snakkede med hende om at valget stod mellem her og psykiatrisk afdeling, og at vi ikke ville slippe hende frivilligt. (…) Vi stod og holdt om hende til kl. 01.00, hvor vi gik ind på hendes værelse. Hun fik først lov at komme ud af vores favntag derinde.” – Nattevagt og pædagog fra opholdsstedet.

Jeg var rystet, da jeg læste det. Det jeg havde oplevet som en frygtelig fastholdes, blev beskrevet som et favntag. En magtanvendelse og fastholdes bør aldrig beskrives sådan her.

Der er stadig lang vej, før jeg har læst alle mine dagbogsnotater. De er hårde at læse, men det giver noget forståelse for nogle af mine reaktionsmønstre og tankegang. Jeg kan finde ”adressen” og forhåbentlig med tiden kunne sende de reaktionsmønstre og tankegange tilbage til opholdsstedet og væk fra min fremtid.

Det er selvfølgelig ikke alle de ansatte, der skrev så hårdt, groft og forkert om mig. Der var også nogle iblandt dem, som var utrolig ordentlige. Det er desværre ikke flertallet, men de er der, og det er vigtigt at huske.

Actually, I haven’t been doing well, lately

Jeg troede ikke, jeg ville vende tilbage til selvskade. Det føles så skamfuldt at sige højt. Men jeg snublede og faldt, og jeg slog mig slemt. Jeg var i smertehelvede, så jeg vendte tilbage til gamle stier; tilbage til det velkendte. Corona krisen har taget hårdt på mig. Jeg følte ALT, blev taget fra mig. Jeg rakte ud efter selvskade bare et kort øjeblik, men den opslugte mig så hurtig. Pludselig blev den alt, jeg havde. Det er ikke virkeligheden, men det var den eneste virkelighed, jeg så. Jeg skubbede veninder, personale og min behandler væk. Selvskadens dæmon sad på min skulder og lovede mig tryghed og varme. Den lovede at gribe mig, da ingen andre kunne. Den lovede, at jeg ville blive fri og aldrig mere ville være beskidt.

Jeg lod min behandler læse de mørke tanker og frygtelige oplevelser. Jeg lukkede ham helt derind, hvor det gør allermest ondt. Han fik lov at høre dét, jeg skammer mig så meget over. Dét jeg ikke tør sige højt. Jeg var sikker op, når ordene havde forladt mig og nået ham, så ville han kigge væk og aldrig hjælpe mig igen. Jeg var sikker på, jeg vidste, hvad han ville sige, tænke, mene og syntes. Jeg tog fejl.

”Hvordan kan noget, der føles så godt, være forkert? De siger, det ødelægger mig. Jeg siger, det er min redning. De siger, min tanker er fordrejet. Jeg tænker, de lyver. Det er dem, der ikke vil se sandheden i øjnene. De kan se det samme som mig, de vil bare ikke indrømme det. Blodet, der rammer vaskens hvide bund, farver vasken sort. De siger, de ikke kan se det; at blodet er rødt, som blod skal være. De må da kunne se det samme som mig; det er sort, klamt og beskidt! Hvorfor vil de ikke bare indrømme det? Jeg var en klam, lille tøs. Det har sat sig i blodet. Hvorfor kan de ikke bare være ærlige? Jeg kender sandheden. Inderste inde ved de det også.

Far sprøjtede, og forurenede alt indeni mig. jeg var ikke uskyldig. Mine hænder var om hans lem. Ligesom min mund. Jeg ved, hvordan han kan lide det. Det var bedst, når jeg var helt i bund, og var ved at blive kvalt af hans lem. Det var bedst, når jeg kæmpede for at få vejret. Jeg vidste, hvad jeg kunne gøre for, at det gik hurtigere. Skammen tynger mig. Føj, hvor var jeg klam! Nej, det er nok selvhadet, der tynger mig. Eller en blanding. Men føj, hvor er jeg klam og ulækker!

Det er svært at sige højt. Folk er hurtige til at skyde tanken om skam og selvhad ned. Det kan jeg ikke føle; det må jeg ikke føle. Det er forkert. Jeg er forkert. De kan ikke forstille sig at et lille barn, kan have nogen andel i overgreb. Børn misbruger ikke dem selv. Men hvad hvis jeg gjorde? Hvad hvis jeg kunne have handlet anderledes? Hvad hvis jeg skreg? Mor lå nedenunder og fars kone lå i soveværelset i samme lejlighed som mig. Hvad hvis jeg havde kæmpet i mod? De siger, jeg ikke skal føle skyld og skam, men det gør jeg. Jeg drukner i det. Jeg var, og er stadig, så klam, ulækker og beskidt. Jeg ville sådan ønske folk bare ville være ærlige; at de lader vær med at sige dét, som forventes af dem.

Der er ikke nye erindringer. Der er ikke nye hukommelsesspor. Det hele er velkendt. Også det jeg gjorde. Hvis jeg fortalte, hvad JEG har gjort, så tror jeg ikke folk ville være så hurtige til at fratage mig skylden. De ville se mig, som jeg ser mig selv. De ville forstå, at jeg ikke var uden skyld. De ville vide hvor modbydelig, jeg er. Jeg tør næsten ikke sige ordene højt. Jeg tør ikke fortælle hvor deltagende, jeg kunne være. Jeg er rædslagen for, at dem der er der for mig nu, vil vende mig ryggen. Tænk, hvis de forlader mig. Hvordan skal jeg så nogensinde overleve?

Jeg rakte ud efter selvskade bare et kort øjeblik, men den opslugte mig så hurtig. Pludselig blev den alt, jeg vil. Selvmordstanker og -handlinger forsvandt. Jeg fortæller mig selv, det er bedre sådan her. Det er et kompromis. Jeg holder mig i live, men ødelægger mig selv i smug. Hvis jeg giver slip, hvad har jeg så? Hvordan skal jeg kunne overleve?

”Der er en ny dag i morgen” siger de; som om natten nulstiller dagen forinden. Natten varer en hel evighed, og jeg kan ikke finde ro. De lyver; natten nulstiller intet. Den kvæler mig blot langsomt. De er positive, optimistiske og fulde af fortrøstning. Det virker som om, de tror, det giver mig styrke. Hvis bare de vidste og forstod, at det i stedet drukner mig.” 

Da han havde læst ordene, sagde han: ”Du er godt nok modig”. Jeg forventede det værste. Jeg forventede ikke, han ville syntes, jeg er modig. ”Det er de færreste, der tør sætte ord på det, der skaber skam og skyld”. Han er ikke enig i, at jeg er beskidt, klam eller har nogen former for skyld, men han forstår, hvorfor de følelser er opstået i mig.  Det er naturligt, men det er ikke sandheden.

Hans ord og reaktion kom bag på mig, men det hjalp mig. Jeg forsøger ikke at skubbe ham væk. Jeg forsøger at lade personalet hjælpe mig, og jeg forsøger ikke at lukke veninderne ude. Og jeg forsøger at holde fast i fremtiden. Hvis jeg forsætter med den nye form for selvskade, så risikerer jeg, at jeg ikke er i stand til at holde fast i mit kørekort. Hvis jeg forsætter, så venter håndbolden ikke efter sommerferien. Jeg ved, jeg er nødt til at kæmpe mod dæmonerne. Jeg faldt og mistede fodfæste. Jeg er i gang med at rejse mig igen. Det er ikke et nederlag. Det er et bump på vejen. Jeg skal nok rejse mig igen og stå endnu stærkere end før.

Ny tid med gamle dæmoner

Det er på alle læber. Der findes efterhånden ikke andre samtaleemner. Danmark har lukket ned; ligesom resten af verden. Vi skal holde afstand, og al vores hverdag er taget fra os. Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, stjal hun min hverdag, og jeg mistede min struktur. Hun beder os holde ud og minder os om, at det er for Danmarks bedste. Jeg ved, hun har ret, men bare fordi hun har ret, bliver det ikke nemmere at være i. Corona tiden dræber mig langsomt indefra. Jeg holder ud og holder ud. Det er kun et spørgsmål om tid før den tynde snor, jeg balancerer på, knækker. Hvis bare jeg vidste, hvornår ALT er normalt igen, kunne det måske give noget ro, men der er ingen, der har svaret på det. Mange mener, at det ALDRIG bliver normalt igen – at det har ændret verden for altid.

Lederen på mit bosted fik i en sætning sagt, at det ikke er sikkert, personalet nogensinde vil kunne give én et kram igen. Noget i mig gik i stykker lige dér. Det er netop en af de ting, jeg virkelig savner. Lige nu er omsorg, at vi holder afstand. Det ved jeg. Min fornuft fungerer, men mit lille indre, brændte barn forstår det ikke. I stedet prikker det til følelsen af at være beskidt og klam. Og med sig har de taget deres følgesvende skam og skyld. Det lille barn skriger af smerte. Så her står jeg. Midt i kaosset, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tør ikke snakke med nogen om, hvor svært jeg har det. Tænk hvis jeg åbner op, og jeg så falder – hvem skal hjælpe mig op igen? Jeg kan ikke forklare det lille indre barn, hvorfor de holder afstand. Hun kan ikke bruge ord – de har aldrig kunne redde hende. Alt hun reagerer på, er handlinger. Hun græder og skriger af smerte, og de kigger bare på.

Jeg kom til at tage min teampersons hånd, da hun rakte den ud. Hun rakte ud efter medicinbægret og ikke min hånd. Jeg skammer mig enormt meget, og da hun kort tid efter blev fritaget fra tjeneste, følte jeg mig så skyldig. Det sidder stadig i mig. Jeg ved stadig ikke, om det er min skyld.

Min behandler er der stadig; på en måde. Vi snakker igennem en skærm. Det er ikke det samme, men det er da noget. Jeg ved, jeg er heldig. Det er ikke alle, der stadig har kontakt til deres behandler, og mange af dem har da slet ikke et bosted med døgnbemanding. Desuden så ringer han både mandag, onsdag og fredag. Men der er en afstand. Vi kan begge mærke den, og han kan mærke, jeg langsomt lukker ned. Mine ord er få. Jeg kan ikke lukke ham ind, for han står ikke lige ved siden af mig, så han kan gribe mig. Jeg føler ikke, der er nogen, der kan gribe mig. Alle føles så langt væk. Der er ét sted, hvor der er kontakt. Det er også derfor, jeg stadig er i live. Det er også derfor, politiet ”kun” har skulle køre mig hjem 2 gange, efter jeg har været gået ud i havet om natten.

Min veninde Butterfly. Der har jeg kontakt. Hende og jeg holder hinanden oppe. Vi laver strukturplaner og laver aftensmad sammen. Vi er blevet hinandens ”corona” familie. Vi bor på samme bosted. Hendes lejlighed er nærmest blevet til min i denne tid. Vi mødes typisk ved middagstid, og så er vi sammen indtil, vi skal i seng. Vi krammer hinanden og har kontakt. Vi holder ikke afstand til hinanden. Hun er alt, jeg har.

Det er en kæmpe overvindelse hver gang, jeg skal forsøge at være ærlig omkring mine selvmordstanker og -planer. Jeg er bange for deres reaktion. Tænk hvis de tror, jeg bare siger det for at få opmærksomhed. Eller at jeg bliver mødt med ordene om, at alle har det svært for tiden. Det ville også være frygteligt, hvis de tog det for seriøst, for jeg vil jo ikke indlægges. Men tavshed kan også blive min død. Jeg er bange. Forvirret. Jeg tøvede med at sige ordene højt, da jeg sad overfor min ene teamperson. Hun sagde, hvis der var den mindste chance for, at det jeg overvejede at fortælle, ville hjælpe mig at sige højt, så syntes hun, jeg skulle gøre det. Hun stod klar med et lyttende øre; ligesom hun altid gør. Jeg fik sagt ordene højt, og vi har lagt en plan med noget ekstra medicin. Det føles som det eneste, der kan tilbydes for tiden. Afstanden, der skal være, gør det svært at gøre andet. Min teamperson har bedt ledelsen undersøge om der ikke er en mulighed for, at jeg kan få NADA, selvom der er corona, hvis bare de beskytter sig. Jeg får svar inden ugen er omme. Jeg håber inderligt.

Der er stadig længe til, der er noget, der bliver normalt. Jeg håber bare, jeg overlever indtil da. Jeg kæmper i hvert fald alt, jeg kan.

Where there is anger, there is always pain underneath

23. marts 2014 22:48

Udvikling og adfærd. Skrevet af Primærpædagog

Panda har været på sit værelse i dag. Hun ryster en del i dag. I aften har hun været med et par piger i Spar. Hun spiste ikke meget aftensmad, men hun spiste en romkugle fra Spar.

Panda kommer og giver mig noget, jeg skal læse. Det handler om Drengen har overskredet hendes grænser. Det har vi snakket om.

Panda har ikke lyst til massage i dag, og hun sidder ved computeren, da hun skal i seng. Hun har fået sin natmedicin og PN-medicin ved 21-tiden.

22 ord er alt hun brugte til at beskrive den aften, hvor Drengen voldtog mig. Det er alt. Det jeg gav hende, som hun skulle læse, indeholdt detaljeret beskrivelser af, hvad han havde gjort ved mig.  Min primærpædagog valgte at slå det hen som ingenting. Hendes handlinger, eller mangel på samme, siger alt. Hvis hun havde troet på mig, havde hun kørt hendes 16-årige kontaktbarn på sygehuset eller kontaktet politiet. Havde hun ment, der var sandhed bag mine ord, så havde hun handlet.

Tilbage sidder jeg med en enorm vrede. Min primærpædagog svigtede mig. Hun svigtede et ødelagt barn. Jeg stolede blindt på hende. Hun var det voksne menneske, jeg havde allermest tillid til. I dag er hun det menneske, jeg håber, jeg aldrig kommer til at ligne. Det er hårde ord, og måske er det kun vreden, der taler, men vreden virker som en lavine, der tager alle de andre dårlige oplevelser med sig. Alt det gode min primærpædagog har gjort for mig falmer i lyset af alle de frygtelige episoder.

Jeg husker ikke, hvordan vi kom ind på emnet, men jeg husker følelserne. Jeg husker den enorme skam. Min primærpædagog sagde til mig, at jeg flirtede med alle de mandlige personaler, men at det selvfølgelig gav god mening, fordi jeg var jo vant til, at det var sådan, jeg fik min fars opmærksomhed. Skammen og skylden fyldte alt i mig. Jeg følte, hun gav mig ansvaret for at overgrebene havde fundet sted. Hvis JEG ikke havde flirtet, havde han ikke misbrugt mig. Jeg husker, da jeg skrev om det på bloggen. Jeg skrev ikke, hvad vores samtale havde handlet om. Jeg skrev om skammen. Og skylden. Hun slog mig i tusindvis af stumper, som hun hjalp med at samle op bagefter. Hun svigtede mig og ødelagde noget i mig. Jeg forsvarede hende og gjorde mig selv til den forkerte.

Aldrig nogensinde igen vil jeg gøre det.

Det er sådan noget, der gør, jeg er glad for, jeg kæmpede for aktindsigt i opholdsstedet dagbogsnotater. Selvom det vækker vrede, bitterhed og tristhed at læse, så styrker det mig. Jeg er ikke forkert. Jeg blev gjort forkert, men det ligger ved dem; ikke mig.

Jeg gjorde det

Jeg sad i rummet som den eneste pige. Der var nogen unge drenge og så to ældre mænd. Vi var alle helt stille. Den motorsagkyndige havde et alvorligt ansigtsudtryk og en stemme uden liv. Det ene billede blev erstattet af et nyt, og sådan forsatte det til vi havde været igennem alle 25 billeder med tilhørende spørgsmål.

Mine ben rystede under mig, da jeg rejste mig fra stolen. Ude i venteværelset gik jeg uroligt omkring. Den motorsagkyndige sagde mit navn højt og gav mig dommen. 4 fejl. Tårerne trillede ned ad kinderne, men de trillede af glæde. Jeg bestod. Og så i første forsøg. De 4 fejl var uden betydning. Jeg bestod.

Min søster var en af de få, der vidste jeg skulle op. Hun blev den første, jeg ringede til. Derefter mor og veninderne. Og så bostedet, da jeg kom hjem.

3 uger senere hentede min kørelærer mig på min adresse. Det var svært at høre, hvad han sagde. Min krop rystede af nervøsitet. Vi kørte i 45 min., før vi endte ved politigården. Nervøsiteten var kommet under kontrol, men da jeg gav den motorsagkyndige hånden, kom det hele tilbage.

25 min. senere var vi tilbage ved politigården. Han startede med at remse alle mine fejl op. Jeg var sikker på, han ville dumpe mig. ”Men ingen af fejlene er alvorlige nok til, du ikke skal have dit kørekort” sluttede han af.

Min søster ventede på mig ved politigården sammen med min kørelærer. De gav mig begge et kram og ønskede mig tillykke. Søster og jeg havde aftalt, jeg måtte køre derfra i hendes bil, hvis jeg bestod. Men hele min krop rystede, så jeg bad hende køre i stedet. Men jeg bestod. Kørekortet var endelig mit!

Søster skulle af med bilen. Da hun fik kørekort for ét år siden, gav far hende en peugeot 208, hvor hendes eneste udgift ville blive brændstof. Men efter et år skulle hun aflevere den tilbage. Året gik, og hun afleverede den i går. Samme dag skrev jeg under på, at jeg købte en chevrolet spark sammen med søster. Ingen af os har råd til at have en bil selv. Vi bor tæt på hinanden, så vi har valgt at købe en sammen.

Det føles helt voksent. Kørekort og bil.

Jeg er så stolt af mig selv. Jeg har kæmpet de sidste 4 år for at blive stabil nok til at kunne få en lægeerklæring igennem til kørekort. Jeg har slidt for at møde op til teoriundervisning og være nærværende. Jeg har sørget for, at jeg ikke fik Oxazepam* som PN medicin 12 timer inden, jeg skulle køre bil. Jeg har klaret det.

*Oxazepam er et beroligende benzodiazepin, som man ikke må være påvirket af, når man kører bil. Jeg kører først bil 12 timer efter, jeg har indtaget Oxazepam.

Family is supposed to be our safe haven. Very often, it’s the place where we find the deepest heartache

”Hvordan kan det være, du ikke kan sove?” spørger mor omsorgsfuldt. Det er svært at svare hende. Jeg vil gerne være ærlig, men hun kan ikke holde til at høre svaret. Det vil være for voldsomt. Det kan jeg ikke gøre imod hende. Flashbacksne er i forvejen altødelæggende for mig selv. Jeg kan ikke fortælle hende, hvordan hendes eksmand trænger med magt ind i sin lille datters underliv, imens hun selv ligger nedenunder og sover. Jeg kan ikke fortælle hende, hvordan jeg stadig kan mærke hans hænder på min krop. Eller hvordan jeg hiver efter vejret midt i et angstanfald, fordi han ikke tillader at lade luft trænge ned i mine lunger. Så  i stedet for at fortælle hende den fulde, dybe og dystre sandhed, giver jeg hende stikord. Mareridt. Angst. Flashbacks. Og min PTSD der virkelig piner mig.

Og så bliver mor helt stille. Jeg bliver i tvivl om hun stadig er i den anden ende af røret. Hun fumler med ordene, og vi skifter emne.

Jeg går fra at ville være omsorgsfuld overfor mor til at være fyldt med en voldsom vrede. Hun svigtede mig. Hun reddede mig ikke. Hun skulle beskytte mig mod den onde verden, og hun levede ikke op til sit ansvar. Følelsen af svigt viser sig som et enormt raseri. Jeg får trang til at fortælle hende om alle detaljerne. Fortælle hende om smerten, han påførte mig. Hvordan han kvalte livet ud af mig. Hvordan min lille krop blev splittede i to. Og alle de handlinger, han tvang mig til at gøre. Jeg vil fortælle hende om ensomheden. Og hvordan jeg var heldig, når jeg kunne forsvinde ned i madrassen eller op i hjørnet af loftet. Hvordan jeg bad og håbede på, at hun ville redde mig fra monsteret. Og hvordan håbet forsvandt; hvordan jeg gav op. Jeg vil have, hun mærker min smerte; at hun mærker, hvor meget jeg led.

Min fornuft ved, det er vreden, der snakker. Det er den indre del, der vil have retfærdighed for den lille pige; der vil beskytte den lille pige. Det er den indre del, der vil fortælle mor, hvor groft hun har svigtet. Hun har ikke længere muligheden for at redde mig. Den chance forsvandt for mange år siden. Hun kan ikke ændre på noget. Et vredesudbrud vil ikke retfærdiggøre hendes (manglende) handlinger; det vil ikke kunne bringe noget godt med sig. Så jeg forbliver stille overfor mor.

Hun forsøger virkelig at være der for mig NU. Da jeg flyttede på opholdssted som 14-årig, skrev hun godmorgen og godnat til mig HVER dag indtil jeg blev 18 år. Jeg har over 100 indlæggelser bag mig, og hun er dukket op hver gang. Hun er kørt på opholdsstedet utallige gange for at pakke taske til mig, og hun beklagede sig aldrig over det. Hun har hjulpet med rengøring og indkøb, når jeg har været afhængige af krykker. Hun har kørt mig til storbyen, så jeg kunne nå til behandling, når der var aflysninger på det første tog, jeg skal med.

Og så er det, jeg igen mærker vreden. Hvorfor var hun der først, da andre havde reddet mig? Hvor var hun, da jeg havde allermest brug for hende? Hun er der nu. Men jeg havde allermest brug for hende, da jeg var en lille pige. Jeg havde brug for, hun reddede mig dengang.

Jeg har fået at vide, man skal tilgive for at kunne komme videre. Jeg kan ikke tilgive min mor. Og jeg kan på ingen måder tilgive min far. Det tror jeg hellere ikke, jeg skal. Jeg skal nok komme videre. På et tidspunkt. Uden at tilgive dem. Det er okay, jeg er vred. Vreden er berettiget. Jeg skal tilgive mig selv, og så skal jeg finde ud af at være i, at jeg ikke blev velsignet med forældre, der kunne passe på mig selv.

Selvom fortiden ikke blev, som jeg ønskede…

… så ser fremtiden ud til at blive ret fantastisk!

For 2 år siden gik jeg ud ad afdelingens døre som patient for sidste gang. Jeg regnede ikke med, det blev sidste gang – det gjorde andre nok hellere ikke. Den psykiatriske afdeling var blevet mit andet hjem, som beskyttede mig fra mig selv, når jeg var allermest dårlig. Jeg ønskede ikke at være indlagt, men det var mit trygge sted. Så da jeg gik ud ad deres døre, var det ikke med en forventning om aldrig at vende tilbage. Men det blev sidste gang, jeg var på afdelingen som patient.

For 2 måneder siden, fik jeg en mail fra den børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, der dengang var min stamafdeling. De ville høre, om jeg kunne tænke mig at blive ansat hos dem, som det der hedder ”peer-to-peer” medarbejder. Altså en ansat med brugererfaring. Efter et møde med afdelingssygeplejersken og min tidligere kontaktperson fra afdelingen, takkede jeg ja.

Det var en speciel oplevelse at træde ind på kontoret for første gang. Jeg satte mine ben i et lokale, som der altid har været forbudt område for mig. Pludselig var jeg der i en helt anden rolle. Jeg er ikke længere patient og ej hellere besøgende. Der er andre forventninger til mig og helt andre muligheder. Det er en helt ny stilling, der er blevet ansat i. Hverken afdelingen eller jeg har prøvet det før. Det gør også, at det ikke ligger 100% fast, hvad jeg skal. Den korte, og ret fantastisk beskrivelse, er, at jeg skal give håb til de patienter, der er indlagt på døgnafsnittet. Jeg er en af afdelingens solstrålehistorier. Med over 100 indlæggelser og et enormt antal tvangsforanstaltninger bag mig, har jeg været et svært tilfælde. Nu kan jeg bruge noget af alt det helvede, jeg har været igennem, til noget godt.

Det nye arbejde betyder, jeg om lidt stopper på den café, hvor jeg har arbejdet de sidste 2½ år. Det er noget nyt og spænende, jeg skal ud at prøve. Noget som også er mere i stil med, hvad jeg vil karrieremæssigt i mit liv. Men caféen er et fantastisk sted. Menneskerne er vidunderlige og arbejdet er sjovt. Det bliver svært at skulle sige farvel. Jeg har kun 2 vagter tilbage. Jeg fortryder ikke, men jeg ville ønske, jeg kunne det hele, men det kan jeg ikke. Derfor er jeg nødt til at vælge. Valget blev arbejdet på afdelingen og flere enkeltfag på VUC. Derudover har jeg min chok-traumeterapi, som jeg skal passe.

Til næste år begynder en ny udfordring. Jeg starter på engelsk B og psykologi C. Engelsk bliver almindelig undervisning, hvor psykologi bliver som fjernstudie. Det er 4 år siden, jeg sidst gik i en almindelig skoleklasse og modtog undervisning, så det her er et stort skridt, og det bliver en kæmpe udfordring. Men det er en udfordring, jeg glæder mig helt enormt til.

I år har jeg været til en enkelt eksamen. Det er den første eksamen i over 3 år, jeg har været til. Jeg har læst religion C som fjernstudiefag. Min lærer har været svær at samarbejde med. I perioder har jeg virkelig været tæt på at opgive faget. Jeg har fået et utal af påmindelser om fra skolens side, at de ville se, jeg var studieaktiv. Det var svært at komme i gang med at læse igen, og fjernstudie fag kræver enorm disciplin. Men jeg har klaret det. Jeg kæmpede mig igennem det, og nu er faget afsluttet med en mundtlig eksamen. Jeg fik et 7-tal, og jeg er enormt stolt. Jeg troede aldrig, jeg ville blive stolt at noget under et 12-tal. Men jeg har kæmpet mig igennem det fag, og jeg klarede den. Jeg gav ikke op.

Sammen med jobsagsbehandler og studievejleder har jeg fået lagt en plan for de kommende års uddannelsesplan. Første år skal jeg have engelsk B og psykologi C. Andet år skal jeg have dansk A og biologi B. Tredje år skal jeg søge ind på sygeplejerskeskolen. Hvis jeg ikke kommer ind, tager jeg et år, hvor jeg arbejder, og får derfor mere erhvervserfaring.

I once had…

Jeg havde en faster, der var som en farmor for mig. Hun er en af de ældste i en søskendeflok på 12 børn, hvor min far er en af de sidste. Hun fik derfor en mor-rolle for min far. Når jeg var syg som barn, blev jeg sendt hjem til min faster. Det var også hende, der passede mine søskende og mig, når vores forældre skulle i byen. Hun var fantastisk. Hendes hus var altid fyldt med hende børnebørn, nevøer og niecer. Når vi skulle sove ved hende, fik alle børnene lov til at vælge en bog fra hendes store reol, der var fyldt med en masse skønne historier. Uanset hvor mange børn vi var, så læste hun dem alle op, inden vi skulle i seng. Da jeg blev ældre, kom jeg tit forbi hende for at hyggesnakke. Hun hjalp mig med mine historieopgaver og var interesseret i mit liv.  Hun var der altid for mig. Indtil min far blev varetægtsfængslet for incest. Så forsvandt hun. Ligesom resten af familien.

I min familie er vi oplært i, at familien er ALT. Uden dem er man intet. Som familie står man sammen uanset hvad, og man har hinandens ryg. Men jeg forrådte min familie. Jeg brød de uskrevne regler. Jeg sagde de forbudte ord højt. Volden ville jeg måske have kunnet klare i længere tid. Men de seksuelle overgreb tog alt liv fra mig. Jeg brød familie Loven, det gjorde mig til udstødt.

Jeg havde en faster, men hendes blik er rettet mod jorden, når hun ser mig. Hver gang har jeg kigget længsel fuldt efter hende. Og jeg græd en smule hver gang.

Men efter 7 års stilhed forsøger hun at skabe kontakt via Facebook. Det er en simpel venneanmodning, men følelserne den fremkalder er langtfra simple. Det er specielt savnet, der gør ondt. Et savn der gør, jeg vil have min familie tilbage uanset hvad, det skulle koste. Jeg ved, det er den lille pige, der snakker. Det er den lille pige, der længes. Det er hende, der græder efter sin familie. Den voksne kvinde ved godt, det var det bedste at komme væk fra volden og de seksuelle overgreb. Men jeg er nødt til at tage mig af den lille piges følelser. De er okay. Hun er okay.

Jeg kender sandheden, tror jeg…

Efter håndboldtræning står nogle af dem der har børn og snakker. Emnet er børnepasning. Deres børn er mellem 8 og 10 år. De har barnepige, når forældrene ikke er hjemme. 2 af børnene skal prøve at tage toget uden deres forældre. Forældre er ikke meget for det. Det er i sådan en situation, hvor jeg mærker forskellen på andre familier og min egen. Da jeg gik i børnehave, skulle min knap 4 år ældre storebror hente mig. Sammen tog vi bussen hjem, hvor vi alene indtil vores forældre kom hjem omkring spisetid. Da mine forældre blev skilt, var jeg 9 år. Der fik vi endnu mere ansvar. Mor plejede at sørge for, vi kom med skolebussen om morgen, og at der var madpakker til os. Det gjorde hun stadig. Men det gjorde vores far ikke. Han havde os halvdelen af tiden. Når vi var ved ham, sørgede jeg for at min lillesøster kom op, fik madpakke med og nåede skolebussen til tiden.

Tilbage sidder jeg og er i tvivl. Jeg har svært ved at få en fornemmelse af, hvad der er normalt. Er det normalt at man har barnepige, når man 8-10 år? Jeg tror ikke, det er så normalt at lade en 7-årig hente sin søster fra børnehave, så de kan tage bussen hjem, hvor de er alene i 3 timer, før forældrene kommer hjem. Men jeg er i tvivl.

Der er flere steder i mit liv, hvor jeg må minde mig selv om, at min familie ikke er et forbillede for, hvordan en familie skal være. Jeg er nød til at minde mig selv om, at alt det min far og hans tvillingebror har bildt mig ind, ikke nødvendigvis er sandheden eller det rigtige at gøre. Jeg kom væk hjemmefra som 14-årig, og det gav mig en fantastisk mulighed for at lære, der findes andre virkeligheder, end den jeg voksede op i. Min søster forbinder stadig frygt og respekt med hinanden. Jeg ved – jeg har lært – at det ikke er sandheden. Jeg prøver at lære hende det, men det er svært.

Min fars tvillingebror har en søn, der jævnaldrende med mig. Vi har gået i samme klasse det meste af tiden i folkeskolen. I 3. klasse skulle vi på lejrtur sammen med klassen. En naturvejleder viste klassen rundt i naturen, hvor han fortalte om planter og træer. Vi kom til et sted, hvor naturvejlederen fortalte, at den kæp han stod på i hånden, blev brugt til at slå børn med i gamle dage. Min fætter og jeg udbryder, at sådan en kunne vores fædre bruge i stedet for, når de ville slå os. Vores lærer tyssede på os. Sådan noget måtte man ikke sige højt. Og det blev vi gode til.