Den lille piges savn og den voksen kvindes had

Tidligere på dagen havde jeg været til behandling. Det er hårdt og tiden gik hurtig, men aften var svær, og jeg var fyldt op af svære tanker og følelser. Så jeg skrev en mail til min behandler.

Mail til Behandler onsdag d. 16.09.2020 kl. 21:29

Jeg ville have bragt det på banen. Det var meningen, at jeg ville lukke tankerne og følelserne ud. Det var planen, men jeg gik ind i rummet, og alt mod forsvandt. Mit rum ved dig er fyldt med vrede til den mand, der ødelagde mig. I det rum er der ikke plads til den lille pige, der længes efter sin far. I det rum sidder det eneste menneske, udover min far og mig, som ved hvilket helvede, jeg har været igennem; hvilke smertefulde traumer jeg bærer rundt på. Jeg vil ikke ødelægge det rum. Det er rart at have et rum, hvor min traumer kan rummes. Du sidder foran mig, og jeg ved, du bliver siddende. Uanset hvad jeg siger, så løber du ikke skrigende væk. Så var du løbet for længst.

I mit rum ved dig behøver jeg ikke forstå min fars handlinger. Jeg skal ikke finde undskyldninger for ham eller høre på, at der sikkert også har været gode oplevelser. I det rum bliver han set, som det monster, han er.

Så hvordan skal jeg give plads til den lille pige? Hvordan skal jeg italesætte hendes følelser? Det er mit rum, og jeg vil ikke have nogle former for ”pænhed” om min krænker ind i mit rum ved dig. Men nu sidder jeg her. Den lille pige græder og skriger. Jeg kan ikke længere græde hendes tårer, så i stedet er jeg stille. Helt musestille. Jeg bærer på den lille pige, som savner og længes efter en far på sin fødselsdag. Samtidig raser traumerne i min krop. Hvordan skal jeg kunne være i dette?

Min fødselsdag nærmer sig. Det samme problem hvert år: hører jeg fra min far? Vil han skrive? Eller vil lillesøster overrække mig gaven med sine store håbende og bedende øjne? Jeg kunne træffe en beslutning og bede ham om at skride med sine gaver og ord. Jeg kunne slette hans nummer fra min telefon. Og så ramte skammen. Jeg har stadig hans nummer kodet ind i min telefon. Men det er lige meget. Jeg kan stadig hans nummer i søvne.

Den lille pige indeni mig græder og skriger på en far. Måske det er derfor, jeg ikke kan tage den beslutning om at skære hendes far helt ud af hendes liv. Jeg ved godt, den lille pige er mig, men hun er mere end det. Det lille ødelagte barn er i mine hænder, og ligesom med lillesøster, så kan jeg ikke ødelægge hendes drømme og håb.

Tilbage står jeg forvirret og i smerte. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Om lidt skal jeg i seng. Men hvordan skal jeg kunne lægge mig i sengen og lukke øjnene, når alt jeg ser, er dagen med et af de værste traumer? Jeg græder og skriger og bliver splittet i en milliard skarpe stykker. Men jeg sidder helt stille. Jeg kan se hænderne bevæge sig hen over tastaturet, men jeg er død og mærker intet, imens jeg mærker alt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bringe dette skriv til ende. Tilstanden er uendelig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe fri.

Der gik 35 min, så havde han svaret. Jeg havde ikke forventet så hurtigt et svar, men det var rart. Hans ord gav ro. Jeg er så taknemlig for, at jeg har ham.

Jeg ved, der også er andre, der kan rumme mig. Ligesom der også er andre end min behandler, der kender til traumerne. Men min behandler kender hver en detalje, og jeg ved, jeg ikke ødelægger ham.

2 thoughts on “Den lille piges savn og den voksen kvindes had

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s