Kampen for kørekort

Lige før jeg fyldte 18 år, begyndte jeg på kørekort. Jeg skulle aldrig være begyndt den gang. Min hverdag bestod af indlæggelser, tvang og selvskade. Desuden stod en kæmpe forandring for døren. Jeg havde fået afslag på mit ønske om blive boende på mit daværende opholdssted, og jeg skulle derfor flytte på et bosted for voksne med psykiatriske lidelser. Min psykiske tilstand var så ustabil og dårlig, at det aldrig var en mulighed at få en lægeerklæring igennem. Jeg stoppede derfor igen.

Det er 3½ år siden. Jeg er et helt andet sted i mit liv nu. Jeg har kæmpet mig til et liv. Min tilstand er så stabil, at min læge ikke længere ser problemer med at få en lægeerklæring igennem ved embedslægen. Det eneste problem hun så, var min liste med PN-medicin. På listen havde jeg præparatet ”diazepam”, som er et benzodiazeapin. Kører man med benzodiazeapiner i blodet, svarer det til at køre narkokørsel. Det straffes også på samme måde. Fordi halveringstiden er så lang på lige præcis ”diazepam”, så var jeg nødt til at få den skiftet ud med noget andet, hvis jeg ville have kørekort. Jeg har kun brugt ”diazepam” i forbindelse med natten, men behovet for den, er der stadig. For 2 år siden fik jeg et andet benzodiazepin præparat i en periode. Halveringstiden på den, er så kort, at den er forenelig med kørsel 10 timer efter indtagelse.

Så jeg fik bostedet til at kontakte medicinmanden, så jeg kunne snakke med ham om at skifte fra den ene benzodiazepin til et andet. Det viste sig at blive svære, end jeg troede. Jeg har altid godt vidst, at psykiatere og læger generelt ikke vil have, at man har benzodiazepiner som medicin. Men det er hellere ikke noget min daværende psykiater, som ordinerede det i sin tid, har fundet på henover natten. Det har taget år at finde frem til et præparat, som faktisk virkede til om natten.

Medicinmanden snakkede om Sundhedsstyrelsen, som virkelig fraråder at udskrive benzodiazepiner. Det har jeg vist hele tiden, men jeg er ret ligeglade med Sundhedsstyrelsen og deres meninger omkring dette i mit tilfælde. Benzodiazepiner har reddet mit liv. Når mareridt, flashbacks, følelseskaos og andre senfølger fra overgreb har fyldt og gjort det umuligt at sove, så har benzodiazepiner kunne tvinge mine øjne i og give mig tiltrængt søvn. Det gør jeg kan stå ud af min EGEN seng dagen efter og kæmpe videre. Det har forhindret indlæggelser, politiets indblanding, selvskade og selvmordsforsøg. Det har givet mig muligheden for at sove om natten og kæmpe om dagen. Og lige præcis de ord sagde jeg højt til medicinmanden, og min teamperson, som deltog i samtalen, støttede op omkring det.

Det lykkes mig at få forklaret medicinmanden vigtigheden af at beholde et benzodiazepin præparat som PN-medicin. Så nu er ”diazepam” slettet og i stedet får jeg nu ”oxazepam”.

Det betyder så også, at jeg er klar til at få lavet en lægeerklæring og begynde på kørekort. Nu skal jeg bare have sparet nok penge sammen. Så skulle nogen kende en rigmand, som ikke ved, hvad de skal bruge deres mange penge på, så er jeg en glad modtager 😀

Tusind og millioner skridt

Hvordan skal jeg forklare noget, som jeg ikke selv forstår? Hvordan skal jeg kunne fortælle om noget, som ikke har nogen ord? Jeg forsøger virkelig. Jeg forsøger at forklare og finde mening med min tilstand. Det føles som om, jeg er slået tusind og millioner skridt tilbage. Tilbage til en elendighed, hvor jeg har svært ved at finde mening med, hvorfor jeg egentlig er i live. Men hvad der føles som tusind og millioner og skridt tilbage, er i virkeligheden langt færre skridt. Selvom jeg har det frygteligt, så er min adfærd bedre end den var for tusind og millioner skridt tilbage. Min adfærd er ikke farlig. Selvom ens adfærd ikke er farlig, kan man stadig godt have det skidt – og det har jeg.

Min angst er ude af kontrol. Mænd blev til onde skikkelser, og det tog tid, før mit hoved og min krop forstod, at skikkelserne var mænd, som aldrig har gjort mig fortræd.  Nætterne er frygtelige. Mareridt plager mig på trods af store mængder medicin. Jeg har fået af vide, at man ikke kan drømme eller have mareridt på så meget medicin, men det har jeg. Men jeg føler mig endnu mere forkert, når min krop ikke reagere som det er meningen.

Mine mareridt er frygtelige, så jeg tør ikke sove. Det har betydet, at jeg to gange er gået fra bostedet. Første gang ville jeg bare gå en tur, men 2½ time senere gik jeg stadig. Det havde regnet, så min striktrøje var våd. Efter regnen kom blæsten og kølede min krop ned. Min kvindelige teamperson ringede til mig lidt før 22:00. Hun ville høre, om jeg snart kom hjem. Nej. Jeg ville gå hele natten, så jeg ikke skulle sove. Men alle skal sove – man kan ikke blive ved med ikke at sove, sagde min teamperson. ”Jeg vil hellere dø, end jeg vil sove” var mit svar.

Mit valg blev i mellem at sætte mig ind i en taxa, som bostedet ville bestille og betale eller blive efterlyst ved politiet. Jeg tog den rigtige beslutning, da jeg satte mig ind i taxaen.

Anden gang gik jeg uden at sige noget. Da bostedet ringede, var jeg under broen. Hun forsøgte at nå igennem til mig og få mig til at gå hjem, men endnu en gang nægtede jeg. Jeg ville ikke sove. ”Jeg vil hellere dø, end jeg vil sove”. Benene faldt sammen under mig, da jeg brød grædende sammen. Hvis jeg ikke tog hjem, ville hun efterlyse mig ved politiet.

Selvom det nærmest er umuligt for aftenvagterne at forlade bostedet, så tilbød de at komme og hente mig. Til sidst sagde jeg ja og fortalte, hvor jeg var henne. Min mandlige teamperson fandt mig sammen med et andet personale. Indtil de kom, blev det personale, jeg snakkede i telefon, ved med at snakke med mig. Og jeg kom hjem i min egen seng.

I dagtimerne ved min fornuft godt, at det bedste er, at jeg bliver på bostedet og rækker ud efter hjælpen. Men når mørket falder på, og natten nærmer sig, forsvinder fornuften. Tilbage er jeg efterladt med angsten, som styrer krop og sind. Jeg forsøger at tage kontrollen. Jeg forsøger at lade personalet hjælpe mig. Jeg forsøger virkelig.

Mareridtene, stemninger og smerten er så overvældende. Så fortæl mig… hvor skal jeg løbe hen? Hvordan kan jeg slippe af med det? Jeg ved, det ikke slår mig ihjel, men det virker mere humant, hvis det gjorde. Hvor længe går der, før jeg kan trække vejret igen? Vær sød ikke at bede mig om at aflede – det udsætter det kun.

Min behandlers svar til mine spørgsmål er: ”Pas din traumeterapi, så vil du på et tidspunkt komme et sted hen, hvor livet ikke er så smertefuldt.” Han lover mig hverken paradis eller lyserøde skyer. Han har lovet mig et liv, hvor jeg er mere fri, et liv med ikke så voldsom en smerte. Samtidig er han helt ærlig omkring tidshorisonten; der er stadig flere år tilbage af terapien. Hans svar er nedslående samtidig med, jeg ved, det er realistisk. Med så voldsomme seksuelle overgreb, hvor der har været meget vold involveret, vil det tage lang tid at få det lagt ned.

Det vil stadig tage tusind og millioner af skridt at komme derhen, hvor jeg gerne vil være. Men de første mange tusind og millioner skridt er taget. Og forhåbentlig er jeg ikke slået lige så langt tilbage, som det føles.

Jeg kæmper videre.

Long story short, I survived

De snakker om ham, og jeg ville ønske, de stoppede. Men jeg kan ikke bede dem om ikke at snakke om far – vores far. Det vender sig i mig, og noget i mig dør en smule hver gang, han bliver nævnt. Han har stadig sit liv, mens jeg skal kæmpe for mit. Om natten bliver jeg pint af mareridt. Om dagen bliver jeg pint af flashbacks. Chok-traume behandlingen tager hårdt på mig. I sidste ende skulle det gerne blive det hele værd. Min behandler holder stort set ikke sommerferie i år. I hvert fald ikke på en måde, som kommer til at påvirke mig særlig meget. Jeg græd af glæde, da han fortalte mig det. Han er væk en uge i juli og så endnu én i august, men det er også det. Det betyder så meget – specielt da vi er et meget sårbart sted i behandlingen.

På trods af hårde dage, så kommer jeg igennem dem på en god måde. Min app tæller stadig dage uden diverse ting. Tallene stiger, og de har aldrig før været så højre. I dag ser min app sådan her ud:

• 369 dage = 1 år og 4 dage = uden indlæggelse
• 375 dage = 1 år og 10 dage = uden hovedbanken
• 375 dage = 1 år og 10 dage = uden politi
• 461 dage = 1 år, 3 måneder og 4 dage = uden tvangsindlæggelse
• 461 dage = 1 år, 3 måneder og 4 dage = uden selvmordsforsøg
• 461 dage = 1 år, 3 måneder og 4 dage = uden overdosis
• 470 dage = 1 år, 3 måneder og 13 dage = uden at skære
• 489 dage = 1 år, 4 måneder og 4 dage = uden fastholdelse
• 489 dage = 1 år, 4 måneder og 4 dage = uden bæltefiksering
• 503 dage = 1 år, 4 måneder og 18 dage = uden tvangsmedicinering
• 739 dage = 2 år og 9 dage = uden hængningsforsøg
• 2235 dage = 6 år, 1 måned og 13 dage = uden overgreb begået af far

 

For et par dage siden brød jeg sammen efter, jeg var kommet hjem fra endnu en dag, der var fyldt op med aktiviteter. Jeg faldt sammen på badeværelset, hvor jeg skilte en skraber fra hinanden. Jeg sad med de skarpe knive i hånden. Det hele var blevet for meget. Jeg havde så ondt, at det var svært at se andre muligheder. Men en anden mulighed var at række ud efter nattevagternes hjælp. Hvis jeg skar, ville jeg alligevel skulle have hjælp bagefter til at komme på skadestuen. Så jeg ringede efter dem inden, og de kom over. Den ene hjalp mig i seng, og den anden fjernede de skarpe knive og tog dem med sig. Jeg fik pn medicin til at hjælpe mig med at finde ro og falde i søvn, og så var der en ny dag, da solen stod på igen.

Jeg skifter i mellem at ville kæmpe og give fuldstændig op. Det er enten eller. Der er ingen nuancer i det. Jeg er en fighter samtidig med, jeg har en ødelagt sjæl. Jeg vil leve, men jeg vil ikke kæmpe mere. Jeg vil intet samtidig med, jeg vil alt. Det er frustrerende og forvirrende på samme tid.

Minderne er brutale. Brudstykker er blevet givet til mig – stykke efter stykke. Det har stået på i nogle måneder. Efterhånden har jeg fået så mange brudstykker, at det er blevet til en indre film fyldt med overgreb. Min behandler har set min smerte, men jeg har lukket i. Sidste gang satte jeg få ord på smerten og græd en smertefuld gråd. Endnu en gang blev jeg ramt af en virkelighed så brutal, at jeg konkluderede, at det her liv ikke er smerten værd. Jeg har svært ved at forstå, hvordan jeg nogensinde skal kunne komme videre med et liv efter sådan en opvækst.

I mit indre øre kan jeg høre min tidligere primærpædagog sige, at jeg fastholder mig selv i offerrollen. Men jeg var et offer, og det var frygteligt. Jeg ved min behandler ikke er enig i min primærpædagogs udtalelse, og det er virkelig rart. Jeg ville ønske, jeg bare kunne glemme og leve mit liv. Men så simpelt er det ikke. Jeg er nød til at tage mig af den lille, ødelagt pige, som var et offer for en mands brutale overgreb.

She was not fragile like a flower. She was fragile like a bomb…

Verden er forvirrende, og jeg er rundtosset. Dæmonerne hiver og flår i mig. I mens forsøger jeg at holde fast i noget. De forsøger at trække mig til sig, og det er virkelig tillokkende bare at give slip. Bare et øjeblik. Bare en lille pause. Det ville være vidunderligt, men min fornuft ved godt, at hvis jeg giver slip, så nøjes dæmonerne ikke med et lille øjeblik. Dæmonerne vil forsøge at tvinge mig til at blive. Så jeg holder fast – også selvom det gør ondt. Min fornuft og mit følelsesliv har svært ved at blive enige. Ligesom min fornuft har svært ved at blive enige med dæmonerne. Medicinen er en daglig kamp er tvinge ned. Dæmonerne forsøger at overbevise mig om, at jeg ikke skal have medicinen. Jeg fortjener den ikke, og de griner af mig, hvis jeg siger dem i mod.

Se selv! Personalet går bare. Hvis de mente, du fortjente den, så ville de være blevet. Så ville de have støttet dig i at tage den. Nu står medicinen lige der foran dig, og du skal ikke tage den. Du må ikke. Du er den sidste i verden, der fortjener noget, der kan lindre smerten. Personalet ved, at du ikke kan tage medicinen selv. De synes ikke, du skal have den. Det er kun fordi en læge har ordineret det, at de giver dig den. De ville helst være fri. Kan du ikke fatte det?

Jo, det kan jeg. Så jeg tager bærgeret med medicinen og går. Gangen efter er dét det samme. De sætter medicinen foran mig og går. Og så går jeg igen med medicinen uden at have indtaget den. Verden bliver mere og mere forvirrende, og min kvindelige teamperson gennemskuer mig med det samme i nattevagten. Jeg finder medicinen frem, og hun støtter mig i at tage medicinen. Endelig ro.

Dæmonerne bliver ved med at forsøge at overbevise mig om ikke at tage medicinen. ”Skynd dig at tage medicinen før, de når at overbevise dig om andet” får det ene personale sagt til mig. Han taler til min fornuft og fodre den så meget, at den vinder kampen over dæmonerne denne gang.

Det er modbydeligt. Jeg kan ikke se i spejlet. Jeg kan ikke kigge ned af dette frygtelige hylster. Jeg kan ikke holde ud at røre ved dette modbydelige monster. Så jeg dækker spejlet til og slukker for lyset. Jeg tænder for bruseren, men jeg lader vandet forblive koldt. Jeg skal ikke være god ved denne krop, der skal forstille at være min. Det er ikke min, og det bliver aldrig min. Så jeg nedkøler den og tvinger den til at blive ramt at de kolde, hårde stråler. Jeg vasker håret og kroppen, så jeg ikke ser lige så klam ud, som jeg er. Jeg forstår ikke, hvis nogen kan holde mig ud. Jeg kan ikke holde mig ud.

Dagene går, men de flyder sammen og mister deres betydning. Jeg skærer ikke min krop, og jeg smadrer ikke mit hoved. Jeg gør alt det min app ikke tæller dage uden. Så jeg tager kolde bade og andre ting, som er afstraffelse og giver en følelse af kontrol.

Min krop skranter og råber på at blive passet på. En periode med pencillin er begyndt, så min krop kan komme oven på igen. Men så er der den anden lægeundersøgelse, som er på programmet i næste uge. Min læge skal tjekke mit mave-tarmsystem, og det indebærer også en undersøgelse af min tarm. Jeg er panisk bare ved tanken. Min læge ved det godt. Hun vidste det allerede inden, hun fortalte mig det. Hun er sød og forstående, men jeg er panisk. Jeg er ikke længere en voksen kvinde. Jeg er en lille skræmt pige, der ville ønske, hun kan gøre sig så lille, at hun forsvinder. Jeg er en lille skræmt pige, der bønfalder en langt ældre mand om at stoppe, fordi det gør så ondt. Men jeg er ikke længere en lille pige, og det er ikke en mand, der skal gøre mig noget. Det er en professionel kvindelig læge, som jeg stoler på. Det har jeg i hvert fald gjort, men den lille piges angst er ved at slette al tillid. Den lille pige stoler ikke på nogen. Den lille pige er bange. Jeg er bange.

Han tager hårdt fat i min arme. Jeg ved, at det bare er i sjov, men da han giver slip, kan jeg stadig mærke, hvor han fingre var begravet i mine arme. Jeg synes ikke, det var sjovt.

Min behandler er væk. Helt væk. Normalt ringer han, når han har ferie, men han er i udlandet denne gang, så jeg er overladt til mig selv og mine flashbacks. Jeg ved godt, at jeg er urimelig og tavelig, men jeg er også virkelig desperat og bange.  Og han plejer at være der. Det gør ondt at mærke, hvor afhængig jeg er af ham. Halvdelen af tiden er gået. Om to uger er han tilbage igen. Jeg skal bare igennem to uger mere.

Og så har jeg mødt Præsten. Det er længe siden, jeg sidst så ham, men pludselig stod han i den lokale købmand. Jeg skyndte mig ud af butikken. Lillesøster lille hund ventede på mig udenfor. Da jeg kom ud til hunden, kunne jeg ikke bare gå. Så jeg ventede på at Præsten kom ud. Pludselig kom jeg i kontakt med en masse følelser. Han har aldrig skulle hive mig om på den anden side af gelænderet på broen. Han har aldrig skulle befri mig fra lykken omkring min hals, der var ved at tvinge det sidste liv ud af mig. Men han har reddet mig. Han gennemskuede mig med hjælp fra den veninde, som mere er som en storesøster for mig. Det var ham, der fortalte offentligheden om de seksuelle overgreb. Han var med til at få det stoppet. Han reddede mig.

Min teamperson spørger, hvad jeg tænker om det. En milliard tanker fløj igennem mit hoved, men ikke en eneste kunne forlade min mund. Jeg havde ikke set den komme. Jeg havde ingen anelse, og nu griner dæmonerne endnu mere af mig. Hvad havde jeg regnet med? Jeg kan jo ikke finde ud af at gøre noget rigtigt. Jeg er en fiasko. De vil have fremskridt. Jeg forsøger. Jeg troede, jeg gjorde, hvad jeg kunne. Men mit bedste er åbenbart ikke godt nok. Det skal gå stærkere. Der skal være fremskridt og fremgang. Og jeg vil bare gerne have ro. Jeg vil bare gerne have lov til lige at trække vejret. Men jeg skal løbe stærkere. Jeg skal gøre det bedre. Men hvad hvis jeg falder i forsøget på følge med i deres tempo?

Lillesøsters lille hund har brug for opmærksomhed og omsorg, når lillesøster har lange dage på studiet. Så jeg tager mig af ham. Nogen gange sammen med en skøn veninde. Nogen gane hjemme ved mig selv. Denne gang var veninden og jeg taget hjem til lillesøster for at passe ham. Pludselig er far der. Hans bil er genkendelig. Ligesom hans stemme. Mit indre var i kaos. Men min veninde var der, og det betød alt. Hun betyder alt.

Han satte gang i et kæmpe kaos. Mit hoved kunne ikke følge med, og jeg tror han tog en del af mig med sig. Jeg savner ham så frygtelig meget. Folk plejer at være forstående. De siger, at der også var gode stunder, hvor han faktisk var en god far. Det er forståeligt, at jeg savner den del. Men det er ikke den del, jeg savner. Jeg kan ikke længere huske den del. Alt jeg husker er forbundet med forskellige overgreb. Men jeg savner ham. Jeg savner ham virkelig meget. Og jeg kan ikke forklare hvorfor. For det lyder mærkeligt og forkert, at jeg savner hans opmærksomhed og kærlighed. Jeg er bange for at sige det højt. Tænk hvis nogen vil bekræfte mig i, at jeg selv bad om, at han forsatte overgrebene? Mit hoved er et forvirrende kaos.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal ende dette indlæg. Det ender bare…

It’s a slow process but quitting won’t speed it up

Ligesom alle de andre gange er det utrolig svært at komme i gang med at skrive igen. I hvert fald på bloggen. Jeg vil så gerne være positiv og fortælle alt det gode, der faktisk sker. Men det her sted, bloggen, er mit sted. Det er både mine op- og nedture. Det er både glæde og tårer og alt midt i mellem. Det er ikke så sort/hvidt, som jeg forstiller mig i mit hoved. Det er ikke enten eller. Det kan godt gå godt, selvom det er virkelig svært. Og det er det. Det er virkelig svært. Også selvom dagene modbeviser det. Antal dage uden indlæggelse, selvskade, politi og selvmordsforsøg stiger. Jeg klarer en time af gangen – nogle gange mindre, men jeg klarer det. Det skal jeg.

Det er forvirrende at være til. Stemmerne begyndte at dominere mere og mere. Langsomt begyndte de at tage mere og mere af min frihed. Jeg måtte ikke længere tage varme bade. Det skulle være så koldt som muligt. Så skulle jeg sidde op og sove. Men så måtte jeg slet ikke sove i sengen. Hverken liggende eller siddende. Til at starte med måtte jeg gerne sove liggende på gulvet, men senere måtte jeg heller ikke det. Det eskalerede mere og mere. Stemmer var alt overdøvende, og mit selvhad voksede sig større og større. Jeg ønskede sådan, at noget eller nogen ville kunne fjerne noget af alt det selvhad. Jeg blev en fange i mig selv. Styrede af nogen, som fastholdt mig deres sandheden. Men det gav mening. Og jeg behøvede ikke længere tænke. Jeg skulle bare lytte.

Et kvarter inden jeg skulle have hentet min natmedicin, valgte jeg at gå en tur. Jeg sagde det til personalet, så de ikke ville efterlyse mig ved politiet, når de opdagede, at jeg var gået uden at sige noget. Hende jeg sagde til, at jeg gik, spurgte om det var en god idé. Det sagde jeg, at det var, selvom jeg godt vidste, at det var det ikke. Det vidste hun også godt. Men hvad skulle hun gøre? Inden jeg vendte ryggen til hende og gik, mindede hun mig om, at hun var på telefonen. Jeg endte på broen. Jeg var ikke nåede særlig langt ud. Jeg begyndte at tænke og tvivle. Jeg begyndte at tænke på konsekvenserne ved de handlinger, jeg var ved at føre ud i livet. Så jeg huskede hendes ord og ringede til hende. Jeg hulkede og blev ved med at sige, hvor ynkelig jeg var.

Men jeg var hverken ynkelig eller opmærksomhedskrævende. Jeg gjorde det rigtige. Det er fremskridt. Jeg rakte ud efter hjælpen midt i al kaosset og smerten.

Dagen efter væltede min verden endnu mere. Jeg var ved min behandler. Men det var svært at snakke. Jeg tænkte ikke. Jeg skulle bare lytte og gøre, som der blev sagt. Min behandlers ord var ikke vigtige, blev stemmerne ved med at fortælle mig. Jeg var ikke vigtig. Min frustration og alt kaosset blev mere og mere ulideligt. Min behandler brugte de grimme ord. Ligesom min teamperson fra bostedet gjorde dagen gør. Misbrugt. Seksuelt misbrugt. Incest. Men jeg blev ikke misbrugt, forsøgte jeg at fortælle dem. Jeg blev bare brugt. Definitionen på misbrug er at bruge noget eller nogen på en utilsigtet måde. Utilsigtet defineres som noget man ikke havde til hensigt; uden at det var meningen. Det var meningen. Jeg blev født, så jeg kunne opfylde en mands behov. Men jeg opfylder ikke længere en mands behov. Jeg er ikke længere noget.

Da jeg definerede ordet misbrugt og utilsigtet, definerede jeg det, så det passede ind i mit hoved. Ikke at definitionen var forkert, men der er flere definitioner på ordene. Jeg valgte ikke at definere ordet incest. Det kan jeg ikke tale mig udenom. Incest indebærer seksuelt samvær med en fra egen familie. På papiret er han min far. Og vi har haft seksuelt samvær.

Da jeg blev afhørt af politiet i forhold til politianmeldelsen af min far, spurgte betjenten, hvor mange gange det var sket. Jeg blev forvirret. Jeg havde ikke talt. Hvorfor skulle jeg også det? Og hvornår skulle jeg være begyndt? Da det blev til samleje? Eller da han begyndte at røre ved mig? Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg vidste ikke, at det var forkert eller ulovligt for meget senere. Det var først meget senere, jeg fandt ud af, at det ikke var normalt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne oplyse, hvor mange gange det er sket? Jeg var så lille.

Og så er det jeg går i stå. Jeg var lille. Meget lille. Yngre end jeg først regnede med. På min væg har der hængt et billede af min lillesøster, hvor min elskede dalmatiner er i baggrunden. Jeg ønskede mig brændende en dalmatiner. Og det fik jeg. Det var hans gave til mig, fordi jeg var sådan en dygtig pige. Billedet er taget i starten af 2002. Jeg var 4 år på det tidspunkt. Jeg var så lille.

Den erkendelse har taget hårdt på mig. Pludselig var jeg ikke længere et menneske. Jeg var en genstand, der var blev født for at opfylde en mands behov. Jeg opfylder ikke længere hans behov. Hvad er jeg så?

Jeg husker ikke meget, efter jeg kom hjem fra min behandler. Jeg ved, at jeg kom hjem omkring klokken 16. Og jeg ved, at jeg brød sammen omkring klokken 19. Jeg skulle have været til håndboldtræning, men jeg var opløst i gråd, så jeg kom ikke af sted.

Om aften spurgte jeg personalet, om der var mulighed for noget skemalagt pn medicin ugen ud. Vi lavede en plan, og fredag morgen ringede personalet til psykiatrisk afdeling, som roste mig utrolig meget for min gode måde at løse denne svære tilstand på. Tidligere var jeg blevet indlagt i stedet. Jeg lærer langsomt at klare det hjemme i stedet.

Jeg har kun noget at gøre med min medicin, når jeg skal tage den. Det er personalet, der køber det, får det bragt til bostedet, opbevarer det, doserer det og udleverer det. Derudover holder de øje, når jeg skal indtage medicinen. Den ene dag jeg kom hjem fra arbejde, bad jeg om at snakke med min ene teamperson, som havde dagvagt den dag. Jeg bad om al min medicin. Der var ingen tvivl at spore i hendes stemme, da hun nægtede det. Men tanken var virkelig svær at slippe. Jeg ville virkelig gerne have den. Så behøvede de ikke bruge så meget tid på mig. Jeg ville trække mig fra verden – langsomt. På den måde ville ingen opdage, når jeg ikke længere var her. Så jeg ville have min medicin, og jeg ville flytte. Jeg ville trække mig fra verden for derefter at forsvinde. Men hun vil ikke lade mig forsvinde.

En blanding af ro, medicin og ord har hjulpet. Selvhadet og stemmerne er der stadig, men jeg er ved at vinde magten tilbage. Jeg inviterer dæmonerne med til te. De må gerne være der – også selvom det er virkelig smertefuldt. Det er en langsom proces, men det er en proces.

I will remember and recover, not forgive and forget

Blændet af lyset famler jeg mig frem. Mine øjne er ikke vant til lyset. Det har lært at se i mørket. Men jeg øver mig. Jeg skal nok finde fodfæste i lyset. Lige nu er det bare svært. Jeg er på fremmed grund. Jeg ved ikke, hvordan man er i det her. Det er smertefuldt, men samtidig også fantastisk. Dæmonerne kan ikke længere gemme sig. Jeg kan se dem. Jeg ved i hvilken retning, jeg skal slå. Jeg behøver ikke flygte. Klumpen af smerte og lidelse er blevet løsnet. Jeg kan trække vejret igen. Og jeg er ikke lammet af skræk. Jeg kan kæmpe. Jeg er lige her.  Og jeg er stærkere end længe set. Det kan mærkes. Jeg kan mærke – ligesom mine omgivelser også kan. Det går bedre. Jeg har det bedre. Der er lang vej endnu, men jeg tror på, at der faktisk er en vej. Jeg er begyndt at få en stille tro på, at det her nok skal lykkes. Måske er der faktisk andet end smerte og lidelse til mig? Jeg har lov til at have et liv, som ikke defineres af min fortid. Jeg blev et offer for en mands skrækkelige og modbydelige lyster. Det var en voksen krænker mod et lille barn. Det var ikke en fair kamp. Sådan nogle kampe er svære at vinde, og der er ingen skam i at tabe sådan nogle kampe.

Der er tændt en flamme i mig. Jeg mærker en kampgejst, som jeg sjældent har mærket. Min behandler har en gang sagt til mig, at den eneste som vil smile over min død er min krænker. Den fornøjelse skal han ikke have. Han skal ikke have lov at lukke munden på mig igen. Jeg har været stille alt for længe. Jeg har fået min stemme igen. Den skal han ikke have lov til at tage fra mig igen. Jeg har altid hadet at tabe, og ham af alle mennesker skal ikke have lov til at vinde.

Manden, som er min krænker, er samtidig også min far. Det er ikke nemt. Så jeg har været nød til at skille dem ad. Der var far, og der var krænkeren, men som tiden går begynder de at flyde mere og mere sammen. De er ved at blive til en og samme person, og måske har de i virkeligheden været det hele tiden.  Jeg har gode oplevelser med min far, men de er blevet ødelagt af krænkeren. Far købte mig en dalmatiner, så jeg kunne få mere tid med krænkeren. For hunden krævede min opmærksomhed. Huden krævede, at jeg var der og passede den, men hunden var kun ved far. Den måtte ikke komme hjem til mor. Det var min hund, men kun i fars hus. Da jeg var helt lille, hørte jeg om børnelokkere. Det var gamle mænd, som tilbød børn slik, så de kunne gøre børnene ondt. Virkelighedens børnelokkere er ofte mere snu end det. Min krænker var mere snu end det. Han vidste, at jeg var ligeglad med slik. Jeg ønskede mig brændende en dalmatiner. Og det fik jeg.  Af min far. Så krænkeren kunne få mere tid med mig. Det er svært ikke at blande far og krænkeren sammen, og måske behøver jeg ikke holde dem adskilt længere. Jeg havde en krænker, som var far. Jeg havde en far, som var krænker.

Nogen snakker om, at man skal tilgive. Sætningen gør mig vred. Jeg skal ikke tilgive en mand, som havde til opgave at beskytte og passe på sit barn, men som i stedet valgte at udnytte det barn. Jeg skal ikke tilgive den mand, som tyvstjal min barndom og ungdom, og som misbrugte min tillid og loyalitet til ham. Jeg skal ikke tilgive ham. Det, han har gjort, er utilgiveligt. Jeg skal tilgive mig selv. Det er alt. Jeg har læst, at man er svag, hvis man ikke kan tilgive. Jeg har hørt, at man skal tilgive for at kunne komme videre. Jeg er ikke svag, fordi jeg ikke kan tilgive ham. Jeg behøver ikke tilgive ham for at komme videre. Jeg vil huske, og jeg vil overvinde det. Jeg vil ikke tilgive og glemme.

I dag mærker jeg vreden, og det er okay. Jeg må gerne være vred. Det er okay at være vred. Det er aldrig okay at være ond. Og han var ond.

I know I have to be careful because there is something self destructive within me

Sent om aften bryder jeg helt sammen. Tårerne vælter frem. Personalet sidder ved mig, men de har svært ved at finde ud af, hvad de skal gøre. Jeg ved, hvad jeg har brug for, men jeg ved ikke, hvordan de kan hjælpe mig. Jeg har brug for omsorg. Jeg har brug for nærvær. Jeg har brug for forståelse.  Det føles ikke som om, at de kan give mig noget af det.

”Vi kommer ind til dig om 10 minutter igen. Så kan du lige sidde og tænke over, hvad dig og din mandlige teamperson har snakket om” siger den ene af personalerne til mig inden, hun rejser sig op og går.

Jeg vil dø!

Min teamperson og jeg snakkede om lillesøster – hvad skal jeg bruge den samtale til, når alt jeg kan tænke på, er, at jeg vil dø?

Min smerte kan ikke rummes. Jeg vil dø, og de kan ikke rumme mig. Jeg er alene. Selvom de siger, at de kommer igen, så føler jeg mig frygtelig alene. De har efterladt mig alene i smerten.

Hun kommer igen – ligesom hun lovede.  I mellemtiden er jeg blevet endnu mere ulykkelig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde stopper med at græde. Jeg falder fra hinanden. Jeg knurrer min lille isbjørn ind til mig. Som var det min redningskrans ude på det store hav. Hun kan ikke nå ind til mig, og hun går igen. I stedet sender hun en af nattevagterne over.

Nattevagten, som er Spirrevippen, sætter sig ved siden af mig og holder om mig. Langsomt stopper jeg med at græde. Langsomt finder jeg roen igen. Hun holder om mig længe, og det er alt, jeg har brug for. Hun hjælper med at holde sammen på stumperne af mig.

Hun giver slip på mig, men hun bliver ved mig. Jeg går ud på badeværelset for at vaske mit ansigt. Mit ansigt er sort af mascaraen, og mine øjne er røde og hævede.  Jeg vasker det sorte væk og går ind i stuen til hende igen. Jeg sover i stuen for tiden. Det er nemmere end at sove i min seng. Desuden kan jeg se fjernsyn i stuen. Det er lidt mere besværligt i soveværelset. Hun ligger kastanjedynen over mig og stryger mig hen over panden til jeg falder til ro.

…

Jeg hører svagt vækkeuret. Jeg må have slukket for det, for det stopper med at larme, og jeg sover videre. Jeg sover fra løbeturen og morgenmedicinen. Det er min kvindelige teamperson, der kommer ind til mig med morgenmedicinen, da jeg ikke selv kom og hentede den. ”Hård nat?” spørger hun. Hun kommenterer mine øjne, som stadig er røde og hævet. Hun spørger ind til selvmordstanker, og vi snakker om sårbarhedsgrænsen. Jeg pressede mig selv til det yderste sidste weekend. Nu betaler jeg prisen. I går snakkede jeg også med hende om selvmordstankerne, og vi fik lavet en plan for, hvad der var vigtigt af planer, og hvad der kunne aflyses, så jeg kunne slappe af og samle kræfter. Vi fik sorteret nogle aftaler fra, og der blev plads til, at jeg kunne samle kræfter igen. Jeg er gået 2 skridt frem og 1½ tilbage. Det går stadig fremad – også selvom det går en smule baglæns.

…

Det er nogle dage efter, og selvmordstankerne er mere under kontrol. De er der, men jeg behøver ikke handle på dem, ligesom jeg tænkte, at jeg skulle for nogle dage siden. Jeg var til håndboldtræning i går, som gjorde mig så udmattet, at jeg sov hele natten, men ikke så udmattet, at jeg ikke kunne stå op næste dag og tage til møde på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Mødet var med patientklagenævnet. Jeg klagede over bæltefiksering og tvangsmedicinering tilbage i slutningen af august. Jeg har fået medhold i begge klager.

Vrede og frustration

Jeg må gerne være vred. Det er helt okay. Jeg har masser at være vred over. Jeg må bare ikke miste kontrollen. Jeg må ikke miste den ligesom, jeg gjorde i mandags. Jeg slog ham. Jeg slog den mandlige pædagog. I vrede og frustration. Jeg husker vreden, men ikke at jeg slog ham. Jeg husker mig selv krøllet sammen på gulvet i mens jeg tager mig til hovedet og græder, at jeg ikke må slå. Men jeg slog ham. Jeg mistede kontrollen. Og jeg hader mig selv for det. Det er alt det, jeg ikke vil være. Jeg vil ikke være ligesom far. Han hader mig ikke – altså den mandlige pædagog. Han vil mig stadig. Jeg forstår det ikke. Måske skal jeg heller ikke forstå lige nu. Måske kommer forståelsen først senere. Men jeg må gerne være vred. Jeg skal ikke forsøge at fjerne vreden. Det er okay, at den er der. Jeg skal bare huske, hvem vreden er rettet i mod. Det er jo ikke den mandlige pædagog, jeg er så rasende på, at jeg vil slå ham. Det er mine forældre. Jeg forsøger at holde ud at være i vreden, men den føles ubærlig. Jeg er fyldt til bristepunktet, og jeg er bange for at eksplodere. Hvis jeg eksploderer, mister jeg kontrollen fuldstændig, og så vil det ikke kun være et enkelt slag mod en uskyldig. Det er det, jeg frygter allermest for tiden.

En anden ting jeg frygter, er min fødselsdag. Jeg fylder 18 år om et halvt år. For mig er det lige rundt om hjørnet. Det opholdssted jeg bor på nu, er et tilbud til børn og unge mellem 12 og 18 år, men man kan bo på efterværn til man er 23 år. Jeg frygter, at kommunen flytter mig til et voksentilbud. Det er svært for tiden. Så svært at det har endt ud i op til flere magtanvendelser herhjemme og flere tvangsforanstaltninger på psykiatrisk afdeling. Jeg frygter, at det er sådan noget de kigger på, når de skal tage beslutning om, om jeg skal blive boende eller flytte. Jeg vil så gerne blive boende – ikke for evigt selvfølgelig. Jeg er godt klar over, at en dag er jeg nød til at flytte. Jeg vil bare så gerne have, at man giver min chok-traumeterapi en chance. Jeg er først lige startet op på det, og vi roder i nogen ting der gør forfærdelig ondt. Derfor vil det også være svære i en periode, men det er forhåbentlig kun en periode. Selvom det måske ikke ser sådan ud udefra, så arbejder vi hårdt og godt på mit opholdssted. Jeg kan se fremskridt. Der er fremskridt. Jeg har ikke skåret i 53 dage. Jeg er blevet langt bedre til at tage i mod nye mennesker – også mænd. Jeg er bedre til at række ud efter hjælp og tage i mod den. Jeg er blevet bedre til at mærke mig selv og mine behov og handle ud fra det. Det ser ret sort ud lige fortiden, men der er fremskridt, og det synes jeg er vigtigt at huske og holde fast i. Jeg vil så gerne have de ekstra år her på mit opholdssted, og så forhåbentlig være nået så langt i min udvikling, at jeg vil kunne flytte for mig selv og kunne klare mig med noget støtte i hjemmet. Det var meningen, at der skulle have været et møde i denne måned, hvor der skulle tages nogle beslutninger, men min sagsbehandler er stoppet, så jeg tvivler stærkt på, at der kommer et møde i denne måned. Jeg har stadig et møde fra tilbage i september, som heller ikke er blevet holdt endnu. Ventetiden er frustrerende.

Decembers mareridt

December har altid været en svær måned for mig. Den gang jeg boede hjemme, var december måned den væreste måned af dem alle. Mine forældre var stresset og presset. Min mor havde ekstra meget behov for kontrol i den måned. Alt skulle planlægges ned til mindste detaljer. Der var ingen muligheder for at lave den mindste ændring eller omrotering. Hun havde endnu mindre overskud til sine børn. Værst var det med far. Han var næsten aldrig hjemme, og når han endellig var, var det et kæmpe kaos. Han var gal og vred over den mindste ting og det ene slag blev hurtigt efterfulgt af et nyt. Vi behøvede ikke en gang bryde hans regler. Vi kunne være uheldige at stå det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mors overskud var ikke-eksisterende. Der var ingen trøst eller forsvar at hente ved hende. Nætterne var for mit vedkommende forfærdelige. De nattelige overgreb blev voldsommere og ofterer. De var et vågent mareridt.

December måneds mareridt hænger fast endnu – angsten sidder fast endnu. Selvom jeg ikke bor hjemme mere og mor har ændret sig makant siden hende og far blev skilt, så vil den ikke forlade mig. Den sidder fast i mig før julemåneden begynder og giver først slip en gang i det nye år. I år er jeg opmærksom på, at det er det der sker, at det er angsten, som sætter sig fast. Det har ikke gjort den mindre, men opmærksomheden et skridt i den rigtige retning. En dag har jeg kæmpet angsten væk.

Ansgten bringer sine næremste venner med sig: selvmordstankerne og -planerne og søvnløsheden. Vennerne som til sidsst blev for voldsom for mig. Søvnløsheden bragte mere medicin og selvmordstankerne og -planerne kostede en indlæggelse. En indlæggelse som skulle have varet mindst til fredag den 27. december, men som jeg med meget besvær fik afsluttet mandag den 23. december i stedet.

Jeg har kunne holde min selvskade nede i denne måned. I hvert fad cuttingen er blevet væsentig mindre indtil videre. Faktisk har jeg kun skåret én gang i denne måned. Jeg har aldrig før været nede på sådan en lavt antal gange siden, jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg prøver at være stolt af mig selv. Det er fremskridt. En af de fremskridt som jeg også selv kan se.

Væk i min egen verden

Det var meningen, at jeg skulle have snakket med min kontaktlærer i dag om de to kommende uger. Hun har sygemeldt sig i dag, og lederen siger, at hun er på kursus resten af ugen. Jeg har prøvet at skrive til hende. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg forsøgte at handle på, at det var svært. Den løsning hun kom med, forsvandt lige pludselig. Jeg var kun i skole 1½ time i dag, så det gik, men hvad gør jeg resten af ugen?

Jeg havde en aftale med min behandler klokken 11. Jeg har det dårligt. Allerede da jeg kommer ind på hans kontor, er jeg ved at forsvinde. Vi snakker om medicinen. Hvorfor den er svær at tage. ”Jeg opgiver, at fortælle dig at du ikke fortjener at blive straffes. At det på ingen måder kan være din skyld” siger han. Noget indeni mig går i stykker. Han opgiver? Jeg er bange for, at det helt betyder han opgiver mig. Han forklarer mig, at han opgiver den metode. At han vil prøve en anden. At det ikke er mig hans opgiver, men at han ændrer strategi. Han fortæller mig, at jeg har rykket mig på så mange punkter, men lige på det område er jeg, hvor vi startet – stadig overbevist om at jeg skal straffes, og at det er min skyld. Jeg kan ikke se, at jeg har rykket mig. Det er kun, når jeg har det på skrift. Når der er nogle statistikker der fortæller mig, at det går fremmad. Det ved han godt, men han kan se, at det går fremad. Vi snakker om, da jeg gik ved ham i starten – om hvor forpint jeg så ud. At jeg stort set altid sad og rystede, og lignede en der var på kanten af et sammenbrud. Sådan ser jeg ikke ud længere. Ikke særlig ofte i hvert fald.

Men jeg har det dårligt. Jeg er fjern, og da han begynder at snakke om berøring, bliver det slemt. Jeg forsvinder fra ham. Hans ord er svære at tage ind. Jeg kan ikke formulere mig eller tænke. Jeg kan ikke svare på hans spørgsmål. Jeg er der ikke.

Vi prøver at lave en mindfulnessøvelse. Noget af mig får den lavet, men jeg er stadig ikke til stede. Han beder mig tage mit headset i hænderne. Da jeg har fået det i hænderne, skifter han emne.

Han spørger ind til min skole. Jeg er på kanten til at bryde sammen, men jeg vender lige så stille tilbage til ham. Jeg fortæller ham om de to næste uger. Han kan sagtens forstå, at det svært. Vi snakker om, hvad der sker, når jeg snakker om emnet sex. Fysisk får jeg kvalme og hovedpine. Min hals snøre sig sammen. I nogen tilfælde ender jeg med at kaste op. Psykisk bliver jeg fjern. Jeg er overbevist om, at når folk snakker om emnet, så kan de se på mig, at jeger blevet misbrugt seksuelt. At de kan se hvor beskidt jeg er. At de kan se hvilken modbydelig person, jeg er. At de kan se, at det min egen skyld. Han kan ikke tage fra mig, at jeg føler sådan, men han fortæller mig, at man ikke kan se det. Han spørger ind til, om jeg har lyst til at skære i mig selv, når folk snakker om det. Mit indre bliver fyldt om med snavs som jeg skal have ud. Jeg skal straffe mig selv. Selvhadet er stort.

Han siger, at jeg dissocierer, når jeg bliver fjern. Han fortæller, at både mennesker og dyr gør det. Kroppen spiller død. Der er fare på færde. Det er som at trykke på en knap ved mig. En knap som udløser angst, som gør mig panisk og utryg. Derfor lukker kroppen ned. Det er kroppens forsvarsmekanisme.

Jeg skriver til min primærpædagog, da jeg sidder i toget på vej hjem. Fortæller hende, at jeg fik snakket med ham om skolen. Egentlig var aftalen, at jeg skulle skrive, hvis jeg ikke fik snakket med ham om det. Men jeg prøvede at fokusere på det positive, og hun blev ikke sur over jeg skrev. Tvært i mod. Og hun spørger også ind til, hvilke færdigheder vi kom frem til, at jeg skal bruge i skolen, og hvad jeg skal være opmærksom på. Det er godt at tegne, eller sidde med et headset i hænderne. Musik i det ene øre er også. Jeg må bare ikke bruge det til, at få verden til at forsvinde. Jeg skal huske at være opmærksom på, når jeg forsvinder, så jeg kan kæmpe mig tilbage igen.

Hun skriver, at jeg virker positiv. Jeg prøver også. Måske er jeg også? Jeg smiler, da jeg skriver med hende. Måske har jeg det faktisk godt? Jeg kan ikke finde ud af det.

Jeg sidder krøllet sammen på bunden af bruseren. Tårerne vil ikke stoppe med at strømme usynligt ned af kinderne. Jeg er gået i stykker indeni. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er galt. Jeg skriver stadig med hende, da jeg kommer ud fra badet, men jeg lader hende ikke vide, at jeg er gået i stykker. Hun skriver, at jeg skal huske, at jeg kan skrive senere, hvis jeg har brug for det.

Kugledynen bliver trukket helt op til ørerne, og isbjørnen bliver knurret ind til maven. Tårerne får lov at trille, i mens jeg lydløst skriger min smerte ud. Jeg ender med at græde mig selv i søvn. Det var måske også meget godt. Så havde jeg en time, hvor jeg ikke kunne gøre skade på mig selv. En time hvor jeg var overladt til mørket – uden mareridt.

Da jeg vågner, er jeg tom. Jeg er her ikke. Jeg sidder i sengen uden at foretage mig noget. Jeg kan ikke noget. Der er ikke noget, der er vigtigt alligevel. Jeg sætter mig til at skrive. Prøver at finde mig selv igen ved at skrive. Finde kernen til hvad der er gået galt. Hvorfor jeg er i stykker.

Jeg hører godt, at det banker på døren, men gider ikke åbne den. Jeg gider ikke snakke med nogen. Jeg gider ikke høre på nogen. Jeg vil ikke have nogen skal se mig. Jeg håber på at blive usynlig – at forsvinde væk. Jeg ved godt, at de er der, og da de åbner munden, er jeg heller ikke i tvivl om, hvem af dem det er. De vil have mig tilbage til verden. Jeg er langt væk, siger de. Jeg kan ikke komme tilbage. Jeg ved ikke, hvordan man gør. ”Der er noget helt galt, Panda.” Der er noget galt med mig. Jeg ved det godt, men jeg ved ikke hvad. Tårerne begynder at trille igen. Egentlig vil de have mig med ud fra værelset, men jeg kan ikke. Da jeg fortæller hvorfor, jeg skriver, giver de mig lov til at blive her, men de vil komme tilbage. Jeg er ligeglad. De kan ikke hjælpe mig. Ingen kan. Jeg føler mig fortabt, ensom, og forladt.

Min lærer har skrevet. Hun sender et forslag til mig på mail, og så retter vi til over sms. Jeg kan ikke overskue det, men jeg siger ja til hendes tilbud. Tirsdag og onsdag skal jeg komme, da det er information, som vi skal bruge i gruppe. Onsdag har jeg lyst til at gemme mig langt væk. Et af emnerne er voldtægt og seksuelle overgreb. Det holder jeg ikke til. Torsdag er der gruppearbejde. Fredag har hun givet mig lov til først at møde 11:15. Der skal vi lave aktiviteter så grænseoverskridende, at jeg ikke en gang kan fortælle om dem.

Den tredje pædagog er inde ved mig. Han prøver at snakke med mig. Jeg er stadig langt væk. Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan overskue, at de alle tre prøver at nå ind til mig. Det skaber forvirring inde i mig. Han forstår mig åbenbart ikke, for han bliver. Han bliver ved med at snakke uden at få nogen svar fra mig. Til sidst fortæller jeg ham, at jeg har en aftale med de to andre pædagoger. Han går.

Da han lukker døren, triller tårerne for alvor. 3 timer efter jeg begyndte at skrive, sidder jeg stadig og græder. Jeg kan ikke fungere. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal række ud efter hjælp. Hvordan jeg skal lukke nogen ind.