Om at drukne

Jeg har svært ved at finde ordene, men jeg ved, at de er der. De er der et eller andet sted. Jeg skal bare lige finde dem. Det er svært at forklare og beskrive, men det er ikke umuligt. Alle andre har besluttet sig for hvorfor det er så svært at være mig for tiden. Usikkerhed og manglende stabilitet. Det er på grund af flytningen, som jeg  stadig ikke ved noget om. Desuden er det ikke sikkert, at jeg må beholde min behandler – traumebehandleren. Det er så usikkert det hele, og det påvirker mig. Min kontaktperson beskriver det ret godt. Jeg stod på planker og kommunen har revet bræderne væk under mig. Min behandler, mit opholdssted. Jeg mistede balancen og faldt i vandet, og jeg er ved at drukne. Jeg drukner i følelser, tanker, bekymringer og kaos. Jeg tror, at de har ret, når de siger,  at det er det, der har væltet mig. At det er det, der gør så ondt. Men det er svært. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det er det, der har væltet mig. Det er længe siden, at jeg fik beskeden om, at jeg skal flytte. Det er nogle måneder siden nu. Hvorfor vælger det mig så først nu? Kan det virkelig være det, der vælter mig nu? Det tror de – veninden og dem på psykiatrisk afdeling. Jeg vil også gerne tro det. Jeg vil gerne have noget at forholde mig til. Noget at klamre mig til. Noget som kan beskrive min smerte. Men ordene om at det er flytningen og det med min behandler, som har væltet mig, er ikke beroligende. Det beskriver ikke min smerte. Det kan forklare den, men det beskriver den ikke.

Jeg har lyst til at råbe og skrige. Af ren frustration. Af ren afmagt. Men alt det bliver til er en hulken og gråd. Der er intet forløsende ved det. Jeg drukner i smerte og tårer. Jeg drukner. Alene. Jeg ligger og plasker rundt i vandet og skriger på hjælp. Jeg kan se folk omkring mig. Jeg kan se dem, men det er som om, at de ikke kan  se, at jeg er ved at drukne. De trækker vejret i mens, jeg hiver efter mit. Jeg er despeart, forvirret og frustreret. Se mig! Hør mig! Hjælp mig! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke forklare. Mit hoved er en grødet masse. Jeg har en forklaring på smerten, men det er som om, at det ikke er forklaring nok. At der ligger mere bag den, men jeg ved ikke, hvad det er. Jeg ved bare at det gør ondt, og at jeg er ved at drukne.

Jeg er et stort kaos, og det kommer til udtryk i desperate, destruktive, impulse handlinger. Jeg slår, græder og selvskader. Jeg græder mest. Jeg er så forfærdelig ulykkelig. I går måtte de tvangsmedicinere mig, fordi jeg var så ulykkelig og ikke var i stand til at tage i mod medicin. Patientrådgiveren har været og snakke med mig. Om hans hund og mine ar. Vi snakker sjældent om tvangen. Det gør mig ikke noget – tværtimod. Han kender mig godt efterhånden, og håber bare det bedste for mig. Han vil gerne snakke med mig – også selvom det ikke er om tvangen. Han dukker trofast op hver gang, og jeg har en tro på, at det ikke kun er, fordi jeg er et arbejde.

Mor har haft ringet. Hun ville gerne snakke om mødet på onsdag. Det er et møde med min børne sagsbehandler og min voksen sagsbehandler. Min mor, hendes bisidder og min primærpædagog kommer også. Mor gør sit bedste. Det ved jeg, og det er nok. Hun er engageret og går ind i det med liv og sjæl. Hun vil mig det bedste. Det er jeg ikke i tvivl om. Hun har skrevet en masse spørgsmål ned, og jeg håber inderligt, at de kan besvare bare nogen af dem. Mødet skræmmer mig, samtidig med at jeg ser frem til det. Jeg ser frem til det, fordi jeg håber at få noget afklaring omkring flytningen. Det skræmmer mig, at der er en mulighed for, at jeg ikke får afklaring på noget. Jeg er skrækslagen for at mødet vil efterlade mig endnu mere alene i kampen for ikke at drukne. Jeg er bange for at mødet ender med at drukne mig.

Jeg skal udskrives i morgen, og jeg ved, at jeg kan holde ud til onsdag. Jeg tror også, at jeg kan holde ud til torsdag. Jeg har ting jeg skal. Noget at holde fast i. Spøgsmålet er nok mere hvor hel jeg er, når jeg er kommet igennem onsdag og torsdag. Jeg er bange for at miste kontrol. Jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for kommunen. Jeg er så frygtelig bange.

Vrede og frustration

Jeg må gerne være vred. Det er helt okay. Jeg har masser at være vred over. Jeg må bare ikke miste kontrollen. Jeg må ikke miste den ligesom, jeg gjorde i mandags. Jeg slog ham. Jeg slog den mandlige pædagog. I vrede og frustration. Jeg husker vreden, men ikke at jeg slog ham. Jeg husker mig selv krøllet sammen på gulvet i mens jeg tager mig til hovedet og græder, at jeg ikke må slå. Men jeg slog ham. Jeg mistede kontrollen. Og jeg hader mig selv for det. Det er alt det, jeg ikke vil være. Jeg vil ikke være ligesom far. Han hader mig ikke – altså den mandlige pædagog. Han vil mig stadig. Jeg forstår det ikke. Måske skal jeg heller ikke forstå lige nu. Måske kommer forståelsen først senere. Men jeg må gerne være vred. Jeg skal ikke forsøge at fjerne vreden. Det er okay, at den er der. Jeg skal bare huske, hvem vreden er rettet i mod. Det er jo ikke den mandlige pædagog, jeg er så rasende på, at jeg vil slå ham. Det er mine forældre. Jeg forsøger at holde ud at være i vreden, men den føles ubærlig. Jeg er fyldt til bristepunktet, og jeg er bange for at eksplodere. Hvis jeg eksploderer, mister jeg kontrollen fuldstændig, og så vil det ikke kun være et enkelt slag mod en uskyldig. Det er det, jeg frygter allermest for tiden.

En anden ting jeg frygter, er min fødselsdag. Jeg fylder 18 år om et halvt år. For mig er det lige rundt om hjørnet. Det opholdssted jeg bor på nu, er et tilbud til børn og unge mellem 12 og 18 år, men man kan bo på efterværn til man er 23 år. Jeg frygter, at kommunen flytter mig til et voksentilbud. Det er svært for tiden. Så svært at det har endt ud i op til flere magtanvendelser herhjemme og flere tvangsforanstaltninger på psykiatrisk afdeling. Jeg frygter, at det er sådan noget de kigger på, når de skal tage beslutning om, om jeg skal blive boende eller flytte. Jeg vil så gerne blive boende – ikke for evigt selvfølgelig. Jeg er godt klar over, at en dag er jeg nød til at flytte. Jeg vil bare så gerne have, at man giver min chok-traumeterapi en chance. Jeg er først lige startet op på det, og vi roder i nogen ting der gør forfærdelig ondt. Derfor vil det også være svære i en periode, men det er forhåbentlig kun en periode. Selvom det måske ikke ser sådan ud udefra, så arbejder vi hårdt og godt på mit opholdssted. Jeg kan se fremskridt. Der er fremskridt. Jeg har ikke skåret i 53 dage. Jeg er blevet langt bedre til at tage i mod nye mennesker – også mænd. Jeg er bedre til at række ud efter hjælp og tage i mod den. Jeg er blevet bedre til at mærke mig selv og mine behov og handle ud fra det. Det ser ret sort ud lige fortiden, men der er fremskridt, og det synes jeg er vigtigt at huske og holde fast i. Jeg vil så gerne have de ekstra år her på mit opholdssted, og så forhåbentlig være nået så langt i min udvikling, at jeg vil kunne flytte for mig selv og kunne klare mig med noget støtte i hjemmet. Det var meningen, at der skulle have været et møde i denne måned, hvor der skulle tages nogle beslutninger, men min sagsbehandler er stoppet, så jeg tvivler stærkt på, at der kommer et møde i denne måned. Jeg har stadig et møde fra tilbage i september, som heller ikke er blevet holdt endnu. Ventetiden er frustrerende.