Om at drukne

Jeg har svært ved at finde ordene, men jeg ved, at de er der. De er der et eller andet sted. Jeg skal bare lige finde dem. Det er svært at forklare og beskrive, men det er ikke umuligt. Alle andre har besluttet sig for hvorfor det er så svært at være mig for tiden. Usikkerhed og manglende stabilitet. Det er på grund af flytningen, som jeg  stadig ikke ved noget om. Desuden er det ikke sikkert, at jeg må beholde min behandler – traumebehandleren. Det er så usikkert det hele, og det påvirker mig. Min kontaktperson beskriver det ret godt. Jeg stod på planker og kommunen har revet bræderne væk under mig. Min behandler, mit opholdssted. Jeg mistede balancen og faldt i vandet, og jeg er ved at drukne. Jeg drukner i følelser, tanker, bekymringer og kaos. Jeg tror, at de har ret, når de siger,  at det er det, der har væltet mig. At det er det, der gør så ondt. Men det er svært. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det er det, der har væltet mig. Det er længe siden, at jeg fik beskeden om, at jeg skal flytte. Det er nogle måneder siden nu. Hvorfor vælger det mig så først nu? Kan det virkelig være det, der vælter mig nu? Det tror de – veninden og dem på psykiatrisk afdeling. Jeg vil også gerne tro det. Jeg vil gerne have noget at forholde mig til. Noget at klamre mig til. Noget som kan beskrive min smerte. Men ordene om at det er flytningen og det med min behandler, som har væltet mig, er ikke beroligende. Det beskriver ikke min smerte. Det kan forklare den, men det beskriver den ikke.

Jeg har lyst til at råbe og skrige. Af ren frustration. Af ren afmagt. Men alt det bliver til er en hulken og gråd. Der er intet forløsende ved det. Jeg drukner i smerte og tårer. Jeg drukner. Alene. Jeg ligger og plasker rundt i vandet og skriger på hjælp. Jeg kan se folk omkring mig. Jeg kan se dem, men det er som om, at de ikke kan  se, at jeg er ved at drukne. De trækker vejret i mens, jeg hiver efter mit. Jeg er despeart, forvirret og frustreret. Se mig! Hør mig! Hjælp mig! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke forklare. Mit hoved er en grødet masse. Jeg har en forklaring på smerten, men det er som om, at det ikke er forklaring nok. At der ligger mere bag den, men jeg ved ikke, hvad det er. Jeg ved bare at det gør ondt, og at jeg er ved at drukne.

Jeg er et stort kaos, og det kommer til udtryk i desperate, destruktive, impulse handlinger. Jeg slår, græder og selvskader. Jeg græder mest. Jeg er så forfærdelig ulykkelig. I går måtte de tvangsmedicinere mig, fordi jeg var så ulykkelig og ikke var i stand til at tage i mod medicin. Patientrådgiveren har været og snakke med mig. Om hans hund og mine ar. Vi snakker sjældent om tvangen. Det gør mig ikke noget – tværtimod. Han kender mig godt efterhånden, og håber bare det bedste for mig. Han vil gerne snakke med mig – også selvom det ikke er om tvangen. Han dukker trofast op hver gang, og jeg har en tro på, at det ikke kun er, fordi jeg er et arbejde.

Mor har haft ringet. Hun ville gerne snakke om mødet på onsdag. Det er et møde med min børne sagsbehandler og min voksen sagsbehandler. Min mor, hendes bisidder og min primærpædagog kommer også. Mor gør sit bedste. Det ved jeg, og det er nok. Hun er engageret og går ind i det med liv og sjæl. Hun vil mig det bedste. Det er jeg ikke i tvivl om. Hun har skrevet en masse spørgsmål ned, og jeg håber inderligt, at de kan besvare bare nogen af dem. Mødet skræmmer mig, samtidig med at jeg ser frem til det. Jeg ser frem til det, fordi jeg håber at få noget afklaring omkring flytningen. Det skræmmer mig, at der er en mulighed for, at jeg ikke får afklaring på noget. Jeg er skrækslagen for at mødet vil efterlade mig endnu mere alene i kampen for ikke at drukne. Jeg er bange for at mødet ender med at drukne mig.

Jeg skal udskrives i morgen, og jeg ved, at jeg kan holde ud til onsdag. Jeg tror også, at jeg kan holde ud til torsdag. Jeg har ting jeg skal. Noget at holde fast i. Spøgsmålet er nok mere hvor hel jeg er, når jeg er kommet igennem onsdag og torsdag. Jeg er bange for at miste kontrol. Jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for kommunen. Jeg er så frygtelig bange.