Om at drukne

Jeg har svært ved at finde ordene, men jeg ved, at de er der. De er der et eller andet sted. Jeg skal bare lige finde dem. Det er svært at forklare og beskrive, men det er ikke umuligt. Alle andre har besluttet sig for hvorfor det er så svært at være mig for tiden. Usikkerhed og manglende stabilitet. Det er på grund af flytningen, som jeg  stadig ikke ved noget om. Desuden er det ikke sikkert, at jeg må beholde min behandler – traumebehandleren. Det er så usikkert det hele, og det påvirker mig. Min kontaktperson beskriver det ret godt. Jeg stod på planker og kommunen har revet bræderne væk under mig. Min behandler, mit opholdssted. Jeg mistede balancen og faldt i vandet, og jeg er ved at drukne. Jeg drukner i følelser, tanker, bekymringer og kaos. Jeg tror, at de har ret, når de siger,  at det er det, der har væltet mig. At det er det, der gør så ondt. Men det er svært. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det er det, der har væltet mig. Det er længe siden, at jeg fik beskeden om, at jeg skal flytte. Det er nogle måneder siden nu. Hvorfor vælger det mig så først nu? Kan det virkelig være det, der vælter mig nu? Det tror de – veninden og dem på psykiatrisk afdeling. Jeg vil også gerne tro det. Jeg vil gerne have noget at forholde mig til. Noget at klamre mig til. Noget som kan beskrive min smerte. Men ordene om at det er flytningen og det med min behandler, som har væltet mig, er ikke beroligende. Det beskriver ikke min smerte. Det kan forklare den, men det beskriver den ikke.

Jeg har lyst til at råbe og skrige. Af ren frustration. Af ren afmagt. Men alt det bliver til er en hulken og gråd. Der er intet forløsende ved det. Jeg drukner i smerte og tårer. Jeg drukner. Alene. Jeg ligger og plasker rundt i vandet og skriger på hjælp. Jeg kan se folk omkring mig. Jeg kan se dem, men det er som om, at de ikke kan  se, at jeg er ved at drukne. De trækker vejret i mens, jeg hiver efter mit. Jeg er despeart, forvirret og frustreret. Se mig! Hør mig! Hjælp mig! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke forklare. Mit hoved er en grødet masse. Jeg har en forklaring på smerten, men det er som om, at det ikke er forklaring nok. At der ligger mere bag den, men jeg ved ikke, hvad det er. Jeg ved bare at det gør ondt, og at jeg er ved at drukne.

Jeg er et stort kaos, og det kommer til udtryk i desperate, destruktive, impulse handlinger. Jeg slår, græder og selvskader. Jeg græder mest. Jeg er så forfærdelig ulykkelig. I går måtte de tvangsmedicinere mig, fordi jeg var så ulykkelig og ikke var i stand til at tage i mod medicin. Patientrådgiveren har været og snakke med mig. Om hans hund og mine ar. Vi snakker sjældent om tvangen. Det gør mig ikke noget – tværtimod. Han kender mig godt efterhånden, og håber bare det bedste for mig. Han vil gerne snakke med mig – også selvom det ikke er om tvangen. Han dukker trofast op hver gang, og jeg har en tro på, at det ikke kun er, fordi jeg er et arbejde.

Mor har haft ringet. Hun ville gerne snakke om mødet på onsdag. Det er et møde med min børne sagsbehandler og min voksen sagsbehandler. Min mor, hendes bisidder og min primærpædagog kommer også. Mor gør sit bedste. Det ved jeg, og det er nok. Hun er engageret og går ind i det med liv og sjæl. Hun vil mig det bedste. Det er jeg ikke i tvivl om. Hun har skrevet en masse spørgsmål ned, og jeg håber inderligt, at de kan besvare bare nogen af dem. Mødet skræmmer mig, samtidig med at jeg ser frem til det. Jeg ser frem til det, fordi jeg håber at få noget afklaring omkring flytningen. Det skræmmer mig, at der er en mulighed for, at jeg ikke får afklaring på noget. Jeg er skrækslagen for at mødet vil efterlade mig endnu mere alene i kampen for ikke at drukne. Jeg er bange for at mødet ender med at drukne mig.

Jeg skal udskrives i morgen, og jeg ved, at jeg kan holde ud til onsdag. Jeg tror også, at jeg kan holde ud til torsdag. Jeg har ting jeg skal. Noget at holde fast i. Spøgsmålet er nok mere hvor hel jeg er, når jeg er kommet igennem onsdag og torsdag. Jeg er bange for at miste kontrol. Jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for kommunen. Jeg er så frygtelig bange.

Om søvnløshed og lillesøster

Hovedet fungerer ikke. Hele min krop skriger af træthed. Jeg orker ikke en gang at skrive. Jeg husker utrolig dårligt. Hovedpinen tager til og plager mig det meste af dagen. Synet er sløret. De sorte rande under øjnene er ved nægter at forsvinde. Tankerne kredser i ringen time efter time. Følelserne farer forvildet rundt. Jeg kan ingen ro finde. Når jeg lukker øjnene, ser jeg de billeder, jeg mindst ønsker at se. Jeg tæller ned til vækkeuret ringer. Minutterne skrider af sted og det stresser mig. Vender mig på den anden side. Lidt efter vender jeg mig igen. Rejser mig op og traver rundt i den samme cirkel. Jeg går fra sengen til sofaen og omvendt. Jeg prøver at finde ro, men det er umuligt. Jeg burde gå ud til nattevagten, men jeg har det ikke dårligt nok. Jeg kan stadig stå på benene. Jeg er endnu ikke faldet sammen. Nogen tid efter kan jeg ikke stå på benene, og jeg falder fra hinanden, men der er det ikke længere muligt at bede om hjælp. Der er jeg nået for langt ud. Når jeg lukker øjnene, ser jeg de forfærdelige billeder, jeg ikke ønsker at se. Når jeg endelige falder i søvn, plager mareridtene mig. Jeg vågner et par timer efter, jeg faldt i søvn, badet i sved og tårer.

Lillesøster skriver til mig. Hun er virkelig ked af det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min behandler fortalte mig tirsdag, at jeg hun ikke er mit ansvar, og at det er et for stort ansvar for mig, men ingen af mine forældre tager det. Det har altid været mig. Tanken om at hun sidder et sted og er ude af den, flår mig fra hinanden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er selv ved at falde fra hinanden. Kan ikke overskue noget, men jeg kan heller ikke bare ignorerer lillesøster. Ikke når hun har det så skidt, men min behandler vil også have, at jeg skal tænke på mig selv, så jeg ikke knækker sammen. Det samme synes personalet på opholdsstedet. Jeg ved, at min primærpædagog er her i dag, men de er i gang med at overlappe, og jeg tør ikke forstyrre, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med lillesøster.  Jeg skriver til opholdsstedets telefon, men efter to lange minutter har de stadig ikke svaret. Jeg hader at forstyrre dem, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.

Min primærpædagog forlader overlap og går med mig ind på værelset. Hun bliver ved mig i mens jeg ringer lillesøster op. Hun virker glad for at høre min stemme, men hun græder, og det skærer dybt i mit hjerte.

Da vi var mindre tog lillesøster og jeg i svømmehallen alene. Ingen af os har nogensinde gået til svømning, og det selvlærte svømning vi kunne i den alder var ret dårligt. En dag endte vi alligevel ude på det dybe vand. Lillesøster gik i panik, da hun ikke længere kunne svømme og stadig var et par meter fra kanten. Hun griber fast i mine skuldre og bruger mig som svømmevest. Jeg kunne knap nok selv svømme, og hendes arme skubbede min krop under vandet. Jeg ved, at hun ikke gjorde det med vilje, men hun var i gang med at drukne mig. Jeg panikkede. Jeg havde brug for luft, men lillesøster havde brug for noget til at holde hende oven vande. Ingen af de andre badegæster så det eller hjælper os. Ikke en gang livredderne ville hjælpe. Vi var overladt til os selv.

Situationen i svømmehallen minder mig om den situation vi står i nu. Lillesøster ser ikke at hun drukner mig, i mens hun selv er i gang med at drukne. Jeg bebrejder hende ikke. Mor og far burde være dem, der hjalp hende. De burde være dem, der reddede hende fra druknedøden. Men mor og far er der ikke. De ser hende ikke. De ser ikke hendes kampe. De ser ikke hendes fald. De ser kun det, de ønsker at se. Det har de altid gjort. Det har altid været mig, der samlede hende op, når hun faldt. Det har altid været mig, der var der for hende, når vores forældre ikke var. Hvorfor skulle det være anderledes nu?

Det frustrer mig, at mor ikke vil se. Da jeg snakkede med hende slog hun det hen som almindelige teenagerproblemer, ligesom hun gjorde med mig, da jeg boede hjemme. Jeg vil ikke have, at det er alvorligt med lillesøster, men jeg vil have at hun bliver taget alvorligt. Jeg vil have, at mor tager det alvorligt. At mor ser det.

I søndags snakkede mor og jeg om lillesøster. Endnu en gang slår mor det hen i teenagerproblemer. Mor har set vold. Hun har hørt de hårde ord og de hånlige kommentarer. Hun har hørt lillesøster græde sig selv i søvn. Det fortæller jeg også mor. Jeg er gal. Hun skal ikke lukke øjnene igen. Hun skal ikke ignorere det faktum at hendes børn er blevet slået. Hun skal vide, at det påvirker en. Hun skal vide, at det kan få en til at falde sammen. Hun bliver stille. Både i mens jeg snakker, men også da jeg er færdig.

Ligesom lillesøster er jeg ved at drukne. Jeg kan ikke mere. Selvmordstankerne og – planerne vokser. Trangen til selvskade er taget voldsomt til. Stemmerne larmer mere end ellers. Jeg ved søvnen spiller en kæmpe rolle.  Den manglende søvn har også gjort min behandler bekymret. 2-4 timer på ingen måder nok. Jeg er forfærdelig træt, men jeg kan ikke sove. Det er umuligt. Tanken om at jeg skal igennem endnu nat får tårerne til at trille, men det er kun en nat. I morgen begynder jeg på Mirtazapin igen, så jeg kan få noget søvn. Det bliver utrolig rart, selvom jeg egentlig ville stoppe med alt medicin, men jeg er desperat efter søvn, og jeg kan ikke selv falde i søvn. Der er langt til i morgen aften, men jeg er sikker på, at det kun er til i morgen.

En træt panda der drukner følelserne

På psykiatrisk afdeling i torsdags mindede lægen mig om at huske at spise, også selvom jeg ikke var sulten. Det er vigtigt at spise, hvis man skal have noget at stå i mod med. Så jeg spiser. Jeg kan ikke mærke sulten, men jeg har lyst til bare at proppe i mig. Drukne mine følelser i mad. Måske bagefter få følelserne ud ved at kaste op. Men der er jeg ikke noget til endnu. Lige nu overspiser jeg bare. Spiser alt hvad jeg kan fordi jeg aldrig er mæt. Ligesom pandaerne, de spiser også det meste af deres vågne timer.

Søvn er også en vigtig del af at kunne fungere. I går faldt jeg i søvn omkring 19:30, og sov til klokken 7 næste dag, med kun en enkelt times pause klokken 3. Til middag var jeg træt igen, og sov 1½ time. Uden problemer kunne jeg have sovet flere timer. Min krop er så træt. Det er som om, at den prøver at indhente alle de timer, som den ikke har fået de sidste mange uger.

Det der med at finde en mellemting, er jeg ikke så god til. Det er enten eller. Så enten sulter jeg mig selv eller også overspiser jeg. Enten er min krop træt døgnets 24 timer, og jeg er i stand til at sove utrolig meget, eller også kan jeg ikke sove mere end 2-4 timer.

Jeg virker gladere, men der er heldigvis ikke, nogen der spørger, hvordan jeg har det. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle svare dem. Der findes ikke noget svar på spørgsmålet. Jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke mærke, hvordan jeg har det. Det har jeg heller ikke lyst til. Jeg vil ikke i kontakt med mig selv. Det vil gøre for ondt. Så jeg bliver hvor jeg er, indtil en der er modig nok, tør træde helt tæt på og få mig tilbage igen.

Min behandler er tilbage mandag, og min primærpædagog er tilbage tirsdag. Det er rart. Det virker ikke længere så uoverskueligt. De uger jeg en gang troede aldrig ville gå, er endelige ved at være omme.  Jeg glæder mig, men er samtidig også rigtig nervøs.