Det indre helvede

Han demonstrerer, hvordan jeg må skære. Han holder min højre arm og tegner en hurtig streg hen over armen. Sådan må jeg ikke skære. Bagefter kører han kuglepennen langsomt hen over huden.  Jeg skal være opmærksom, når jeg skærer. Jeg dissocierer. Jeg forsvinder til venstre og ser det hele ude fra. Både da han kører kuglepennen hen over armen, og når jeg skærer. Jeg bedøver kroppen ved at skære 20-30 hurtige snit, for derefter at lave 10-20 dybe flænger, men under det hele er jeg forsvundet. Forsvundet fra mig selv. Jeg mærker en hurtig smerte, men den forsvinder hurtig, og der er brug for mere. Hvis jeg er opmærksom, når jeg skærer, hvis jeg ikke dissocierer, tror han ikke, at jeg behøver skære lige så meget, som jeg har skåret de sidste par gange. Det bliver vores aftale: at være opmærksom når jeg skærer. Så er antallet lige meget. Bare jeg er opmærksom.

Vikaren, der kører mig, spørger om jeg er begyndt at skære i stedet for at blive indlagt. Jeg tror, at det at skære er blevet en erstatning for det at gå mod broen. En måde at undgå politi og indlæggelse på. Når det indre brænder, tiltaler tanken om ikke at leve mere. At skære lukker flammerne ude sammen med tanken om, at jeg skal dø. At skære giver mig den pause, som det giver mig at gå til broen. Det er ikke helt det samme, men det kan sammenlignes.

Det er et indre helvede, og det kan ikke forklares. Jeg kan ikke forklare det. Jeg kan ingen årsager finde. Årsagerne ligger langt tilbage. Men er det ikke årsager nok? Er det ikke forklaring nok på min smerte?

Det er stadig unævneligt, og de er stadig uden betegnelse. Det er uden ord. Jeg kan hverken snakke med min behandler eller min primærpædagog om det. Da jeg kørte hjem fra medicinkontrol med min primærpædagog i går, fik vi snakket lidt om det. Jeg fik sagt, at det er unævneligt. Vi fik snakket om angsten for at dét sker igen. Det er ikke en rationel angst, men det er angst sjældent, hvis den nogensinde er det. Men hvad dét er, forbliver i mørket. Hun kender til det. Hun ved, hvad der er foregået, men for mig er det en dyb, mørk, smertefuld hemmelighed, som jeg er alene med. Hvilket jeg et eller sted vel også er. De ved, hvad der er sket uden at vide det. De kender betegnelserne for, hvad man kalder dét. Jeg har beskrevet og fortalt tidligere, men billederne forbliver ved mig. Smerten forbliver ved mig. Det er mit alene. Ensomheden over det der er sket, kæmper jeg meget med i disse dage. Ensomhed, skyld og skam. Følelseskaos. Smerte. En indre brand. Det er smertefuldt. Så smertefuldt at selvskaden har taget mine ord. Der er ingen ord for, hvad der er sket.  De er væk. Jeg forsøger desperat at finde dem. Denne tilstand er uudholdelig. Jeg vil gerne kunne forklare og beskrive. Jeg vil gerne kunne dele de smertefulde oplevelser. Jeg vil gerne kunne tale om det. Tale min smerte ihjel, så selvskade ikke er nødvendig. Jeg ved bare ikke hvordan.

Og pludselig var der 1000 ord

Jeg har så meget på hjertet. Så meget at fortælle. Jeg har snakket. Jeg har, kunne bruge nogle sparsomme ord, men det var nok til, at de forstod. Både den søde sygeplejerske og min faste kontaktperson på afdelingen. Ordene har været længe undervejs, men jeg tror, at jeg har fundet dem igen. Det gik bedre. Færre og kortere indlæggelser. Men noget gik galt. Jeg viser den søde sygeplejerske indlægget, jeg har skrevet lidt tidligere. Ud fra det hun læser, synes hun ikke, at jeg virker klar til at komme hjem. Jeg ved, at hun har ret, men jeg er ikke meget for at indrømme det. Jeg vil helst bare hjem.

Sammen med den søde sygeplejerske finder vi frem til at den manglende behandling i 3 uger har betydet noget for mig. Jeg har haft brug for at snakke om alt det svære, men har ikke haft min behandler til at snakke med det om. Jeg har gået alene med det. At jeg har gået alene med det har forstærket følelserne at skyld, skam og af at være beskidt. Det har ført til at jeg har slået mig selv mere og har skåret flere gange. Det er ført til flere og voldsommere indlæggelser. Jeg var ved min behandler i sidste uge. Snakken føltes meget overfladisk. Vi fik snakket lidt om selvmord og min boligsituation, men vi fik ikke snakket om det som gør ondt. Måske ved jeg i virkeligheden heller ikke hvad dét er. Jeg ved bare, at det gør ondt. Jeg tænker, at der var en grund til den overfladiske snak. Jeg har været der før. Ikke med den nye behandler men med min gamle behandler, min primærpædagog, den mandlige pædagog og andre professionelle relationer. Jeg har brug for at vide, at de stadig er der. At pausen fra dem – pausen fra mig – ikke har ændret vores forhold. Jeg er bange for, at jeg har mistet dem – at pausen har ændret deres syn på mig, så de ser mig, som jeg ser mig selv. Det ville være forfærdeligt. Jeg har brug for at mærke, at vi er samme sted, som vi var før pausen. Jo længere pausen er jo svære er det at finde tilbage til relationen.  Det er blevet bedre, men det er stadig svært med pauser.

Pausen til min behandler var på 3 uger. 3 uger i ensomhed. Jeg er omgivet af mennesker, som gerne vil mig. Mennesker som står klar til at hjælpe mig. Alligevel er jeg fyldt med ensomhed rigtig meget af tiden. Minderne og smerten er mit alene. Men ved min behandler var jeg begyndt at kunne snakke.

Senere snakkede jeg med min kontaktperson. Hun snakkede. Jeg lå under kugledynen og var dybt ulykkelig. Hun snakkede om datoer. Datoer med en bestemt betydning printer sig fast i min hukommelse. Det ved hun. Vi har snakket om det før. Hun bringer det op, fordi hun tror, at det spiller en rolle i hvorfor det er så svært for tiden. Der er mange datoer i disse måneder, som hænger fast. Datoer med overgreb, første dag på opholdssted, sidste weekend ved far, lejrturen med klassen, afhøringer, politi og svigt. Det er de ”negative” datoer, som gør det svært. Datoerne bringer minder og ubehag med sig. Jeg ville ønske, at jeg ikke kunne huske datoerne, men hun tror, at det er godt. På den måde kan man forbinde smerten til noget konkret. Kroppen husker, selv når hovedet ikke gør, men i dette tilfælde husker hovedet også. Den husker alt det grimme, beskidte og klamme.  Jeg kan være påvirket en hel dag, hvis der er sket noget bestemt på den dato. Det er irriterende og frustrerende, så jeg forsøger at skubbe væk og glemme, men kroppen husker stadig.

Jeg går rundt om mig selv dagen efter. Der er alt for meget larm på afdelingen. Uroen i mig vokser sammen med uroen på afdelingen. Jeg går rundt i den samme cirkel, da alarmen på afdelingen går. Larmen overdøver alt andet. Personalet trækker mig med ind i fællesstuen, hvor vi bliver skærmet fra patienten, som har det rigtig skidt. Patienten larmer og ikke en gang den høje musik i mine ører kan overdøve det. Lidt efter får vi lov at gå på værelserne igen. Musikken forsætter med at spille højt. Jeg kan ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg lader dem komme, men forsætter min vandren rundt på værelset. Vi bliver hevet ind i fællesstuen igen for at blive skærmet. Jeg sidder og ryster og græder i sofaen. De henter ballstick og kører den hen over ryggen på mig, og langsomt falder jeg til ro.

Larmen på afdelingen forsætter resten af dagen. Personalet pisker rundt og har dårligt nok tid til andet end at tage sig af larmen. Jeg vil ikke være til besvær, så jeg kravler under kugledynen, tænder for tabletten og sætter en film på. Jeg skifter i mellem at ligge i sengen og vandre rundt på værelset. Jeg mærker først angsten, da den har lammet mig. Jeg falder sammen på gulvet i det ene hjørne. Jeg hiver efter vejret. Tårerne triller ned af kinderne. Hænderne rører mig. Hænderne som ikke er der er overalt. Jeg mærker dem lige så tydeligt, som hvis de havde været der. Jeg har brug for noget andet at forholde mig til. Noget som får hænderne til at forsvinde, så jeg hamre hænderne ind i hovedet. Måske også ind i væggen. Tiden er gået i stå og virkeligheden er holdt op med at eksistere. I øjeblikket eksisterer der kun hænderne og mig. Et af personalerne finder mig. Jeg får pn og langsomt finder jeg tilbage til virkeligheden. Sammen finder vi tilbage til virkeligheden. Jeg er kun lige faldet til ro, da hun forlader mig igen. Jeg ligger mig op under dynen. Lydløse tårer falder, men til sidst holder de op. Til sidst mærker jeg ikke længere følelsen af svigt, forladthed og ensomhed. Til sidst mærker jeg intet.

Jeg blev udskrevet i går. Jeg er glad for min beslutning. Jeg ville rigtig gerne væk fra larmen. Samtidig er det også forfærdelig angstprovokerende. Der var trygt på afdelingen. Inge skarpe genstande eller steder at løbe hen, når livet blev for meget. Jeg er tilbage til mine rammer og rutiner. Tilbage hvor jeg skal tage ansvar. Jeg har øjeblikket, hvor jeg helt og holdent tror på, at jeg kan leve op til det ansvar. Øjeblikke hvor jeg ved at springe ud fra broen ikke er løsningen. Men nogle gange forsvinder de øjeblikke, og det skræmmer mig. Det er der, jeg bliver farlig for mig selv. Men lige nu kan jeg passe på mig selv. Lige nu var det den rigtige beslutning at komme hjem.

Følelsernes ord

Jeg er udskrevet og hjemme igen. Jeg fortryder, men holder stadig fast i, at det er det, jeg vil. Jeg holder ikke ud at være på afdelingen, men jeg holder heller ikke ud at være herhjemme. Jeg kan ikke holde ud at være nogen steder. Jeg kan ikke holde ud at være i mig selv. Mit indre står i flammer. Jeg vil skrige, men der kommer ikke en lyd over mine læber. Jeg drukner i tårer. Jeg er ikke i stand til at stoppe, men til sidst går medicinen ind og tager over og tvinger mine øjne i. Men det er kun om aften. Om dagen forsætter gråden. Og jeg er alene. Helt alene i smerten. Min behandler lovede, at jeg ikke ville være i helvede alene, men se mig nu! Jeg er alene. Han er her ikke. Der er ingen. Det er mit alene og ingen andres. Kun mit. Tænk at jeg kunne være så naiv et øjeblik at tro, at jeg ikke ville være alene. I virkeligheden skriger jeg ikke, men jeg forsøger at skrige igennem mine ord. Jeg er frustreret og trist. Det bliver værre, fortalte han mig, men jeg holder ikke til at det bliver værre, men jeg holder heller ikke til det her. Det er for smertefuldt. Jeg har sagt det før, så hvorfor tro på mine ord? Det gør de heller ikke – altså dem omkring mig. Det er jo bare ord, og jeg er her endnu. Jeg lever på trods af mine ord om, at jeg ikke vil.

Trangen til selvskade er voldsom, men jeg klarer mig igennem dagene uden. Jeg hopper i det kolde vand i stedet for. Jeg hoppede i vandet i torsdag, og jeg skar mig på trappen på vej op ad vandet. Det er sort og beskidt. Den studerende ryster på hovedet af mig og forstår ikke. Det kan jo ikke være beskidt. Men mit er. Mit blod er forfærdelig beskidt. Derhjemme griner pædagogen bare af mig, da jeg fortæller ham det, men jeg mener det virkelig. Jeg sprang i igen i går. Jeg lander på en sten. Jeg kan mærke kulden og bagefter kommer smerten. Det gør ondt. Stenen har skåret hul i min fod, så det bløder. Det beskidte løber ud af mig, og det er en lettelse. Jeg mærker hvordan noget tungt langsomt forlader kroppen, men det er ikke nok. Det tunge bliver i mig. Et lille ynkeligt snit er ikke nok. Det beskidte skal helt ud. ”Panda, det er ikke beskidt. Dit blod er rødt” forsøger vikaren, der er med mig, men jeg ser ikke, at det er rødt – jeg ser, at det er sort. Sort beskidt og klamt.

Jeg ved, hvor det kommer fra – altså det beskidte. Jeg ved, at han plantede det i mig. Jeg ved det. Nu forsøger jeg desperat at komme af med det igen. Jeg har mine metoder, eller jeg har én metode. Men den er ikke lovlig at bruge. Jeg må ikke skære. Det er 88 dage siden. Om 12 dage er der gået de 100 dage, som alle har snakket om så længe – også mig. Jeg har også snakket om det. Jeg har talt dage og holdt ud med tanken om, at når de 100 dage er gået, så skal jeg ud at spise med min primærpædagog, sekundærpædagog og min kontaktperson fra psykiatrisk afdeling. Men nu er jeg ikke en gang sikker på, at jeg gider det. Jeg vil bare skære. Jeg vil bare have det beskidte ud. Jeg vil bare kunne holde ud at være i mig selv. Er det for meget at forlange? Er den middag så ikke ligegyldig, når jeg kan få det beskidte ud? Noget i mig synes ikke, at det er ligegyldigt. Men hvad nytter det? Så skærer jeg ikke i 100 dage, men når de dage er gået, må jeg så godt? Er det så okay at skære? Jeg vil rigtig gerne den middag, og det vil dem der skal med også. Vi har set frem til det rigtig længe. Jeg trøster mig med, at jeg bare skal op på de 100 dage, og så må jeg gerne skære. Jeg skal bare have overstået middagen. Jeg kan ikke i mit hoved forstille mig ikke at skære nogensinde igen. Det er min redning, når jeg er ved at drukne. Det er mit vand, når jeg brænder op indvendigt. Det er min ventil, når jeg er fyldt til bristepunktet. Det er min pause.

Afbrudt søvn

Jeg sover dårligt i disse dage. Jeg sover, men min søvn er afbrudt. Den er fyldt med væmmelige mareridt. Jeg ryger rundt i sengen. Både vågen og i søvne. Jeg vågner ved, at jeg råber og skriger i søvne, eller ved at jeg rammer gulvet med et brag. Jeg vågner med et sæt. Badet i tårer og sved. Timerne er lange og hårde. Jeg er udmattet. Jeg bliver vækket halv otte hver morgen. De dage det kan lade sig gøre, forsøger jeg at sove videre, men jeg bliver aldrig rigtig frisk. Den dårlige søvn påvirker det meste af min dag. Den gør mig mere sårbar. Den stjæler fra mit i forvejen lave overskud. Jeg er frustreret og ked af det. Ulykkelig og fyldt med sorg.  Jeg er vred og sur. Jeg er mange ting. Jeg er ambivalent. Jeg er forvirret og ude af den. Alle følelserne kører rundt, og jeg kan ikke finde rundt i dem. De skifter så hurtigt, men de fylder utrolig meget. Følelserne er svære at sætte ord på. Alt hvad der sker indeni mig er forfærdelig svært at sætte ord på. Jeg kæmper en brav kamp. Jeg holder mig fra den selvskadende adfærd. Jeg har ikke skåret i 60 dage. Det er det længste antal dage, jeg har været oppe på siden, jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg er stolt. Det må jeg godt være. Jeg holder mig ude af psykiatrisk afdeling. Jeg har ikke været indlagt i 2 uger. Det er stort. Jeg har været gået to gange fra mit opholdssted i shorts, top og bare tæer. Jeg er blevet bragt tilbage igen af pædagoger og politiet og proppet med endnu mere pn medicin. Det virker, som deres eneste løsning på min smertefulde tilstand. Men min primærpædagog og sekundærpædagog må give mig massage, og det hjælper godt på uroen – og søvnen.

Søndag den 1. februar 2015

Jeg har svært ved at formulere mig og sætte teksterne i orden. Jeg er fyldt med ord, men jeg ved ikke hvordan jeg skal sætte dem sammen. Jeg vil gerne have teksterne skal give mening og have en sammenhæng, men måske det ikke er tilfældet i dag. Jeg er udmattet, men har svært ved at sove og sover ikke tungt. Jeg er plaget af mareridt og angst. En kvælende angst, som tvinger øjnene åbne, selvom kroppen skriger af træthed. Jeg går rundt og smiler, men jeg er tung og trist indeni. Jeg er fyldt til bristepunktet med en kæmpemæssig sorg og vrede. Jeg er vred på far, pædagogerne, mor, politiet, fars familie, psykiatrisk afdeling, lillesøster, systemet osv.. Det er okay at være vred. Jeg har mine grunde til at være vred, men det gør ondt at være vred. Mest af alt på lillesøster. Jeg elsker hende overalt i verden, men efter vi var ude at spise fredag, er jeg blevet vred på hende. Vred over hendes uvidenhed og blindhed. Jeg føler mig overset og tvunget til at tilgive noget jeg aldrig kan tilgive. Intet kan holdes inden længere. Det gør ondt at være til. Det er for smertefuldt. Jeg vil slippe fri, men jeg er bange for at give slip. Bange for at eksploderer og ramme andre i eksplosionen. Min smerte skal ikke gå udover andre, men den må heller ikke gå udover mig selv. Jeg er frustreret og forvirret. Den destruktive del kæmper for at overbevise mig om, at jeg skal ødelægge mig selv, men der må findes andre metoder. Jeg kender bare ikke andre, må jeg erkende. Lige nu kender jeg ikke andre metoder. Jeg har gået i behandling i over 3 år nu, men de andre handlingsstrategier jeg har lært, er forsvundet. Jeg har fået ny behandler – en traumebehandler. Det er stort. Han skulle være en af de bedste inden for det område. Han. Det er en ham. En mand. Ligesom min nuværende behandler. Men jeg havde bedt om en kvinde som traumebehandler. Jeg skal hilse på ham på tirsdag. Min primærpædagog tager med mig. Jeg er ikke alene. Hun er der sammen med mig. Jeg er fortvivlet og usikker uden at kunne sætte ord på hvorfor.

Der er skiferie om lidt. Der er kun en uge til, at vi tager til Sverige. Lægen siger, at jeg skal holde mig lidt i ro og lade de stærke smertestillende piller virke, så jeg kan blive klar til at stå på ski. Jeg elsker at stå på ski, men jeg hader at være på skiferie. Det er befriende at stå på ski. Jeg får brugt mig selv på en måde, som gør mig træt og samtidig giver mig en pause i hovedet. Det er belastende at være på skiferie. Så mange mennesker samlet på et sted. Vi er 10 beboer og 4 pædagoger, der skal af sted. Min primærpædagog er én af de pædagoger der skal med – heldigvis. Vi er blevet fordelt på to hytter. Jeg skal dele værelse med 2 andre piger. Jeg skal dele værelse med hende den nye pige og hende jeg har boet sammen med fra starten. Jeg kan ikke overskue den nye pige. Jeg kan ikke overskue hendes sind og personlighed, og jeg kan ikke overskue alle hendes ord. På billederne er der køjesenge på værelserne. Jeg kan ikke sove i køjesenge. Det er for farligt. Det var der det hele startede. Jeg har brug for lys på værelset, men jeg ved, at det irriterer den ene af pigerne. Jeg vil gerne øve mig i at sove med lyset slukket, men angsten tager over, og gør det umuligt at finde ro.

Jeg er i kaos. Jeg bryder sammen i gråd i mens, at jeg skriver på dette. Det bliver for meget. For mange følelser jeg ikke kan sætte ord på, og for mange ord der ikke kan dannes til sætninger. Intet giver mening og intet kan forklares. Jeg eksploderer. Følelserne koger over og stemmerne skriger af mig. Jeg kan ikke være til. Jeg hamre hånden ind i væggen og hulker højtlydt. Tilstanden er ubærlig at være i. Jeg formår at række ud. Jeg formår at tage i mod hjælpen og langsomt aftager lidt af smerten, og jeg finder ud af at være i det igen.

Jeg har lyst til at skrive. Skrive mig tom så jeg kan finde en indre ro. Jeg kan ikke finde ordene. Jeg har ikke gjort det længe, så jeg har svært ved at sætte ord på det der rør sig indeni. Ordene bliver forvandlet til fortvivlelse og grådanfald. Jeg har ikke flere ord, men jeg er ikke tom. Jeg er fyldt med kaos.

I’m trying my hardest

Mødet er overstået. Jeg klarede det. Jeg klarede det selvom alles blikke var rettet mod mig. Jeg klarede at snakke, selvom nervøsiteten havde spredt sig til hele kroppen. Jeg har fået bevilliget en ny behandler, som kan stå for traumebehandlingen. Det er jeg utrolig glad for det. Jeg har selv bedt om det. Selvom jeg frygter det rigtig meget. Min primærpædagog og lederen fra mit opholdssted tog med til mødet. Hun er endelig tilbage fra sin 2 ugers ferie. Hun er her endnu. Hun har ikke forladt mig. Hun har vagt måde tirsdag, onsdag og torsdag. Det er rigtig rart. Måske vi kan få snakket for jeg er fyldt til bristepunktet. Jeg er fyldt med sorg, ensomhed og tristhed, men føler mig samtidig tom. Jeg har længe ikke kunne skrive. Jeg har ikke orket. Det at skulle forholde mig til mine følelser og mig selv har været rigtig svært. Hvis jeg nu bare lod vær med at skrive om det, var det der ikke. Jeg har ikke turde åbne. Jeg har lukket i og gemt det indeni. Jeg holder de grimme ting for mig selv. Specielt minderne og følelserne som følger med. Jeg taler ikke med nogen om det. Det er mit alene. Min smerte. Min sorg. Mine mareridt.  Jeg tør ikke at åbne op, men ville ønske at jeg turde. Jeg føler mig så frygtelig alene med det. Jeg har brug for at dele det med nogen, så jeg ikke er alene med det. Jeg har haft lyst til at droppe bloggen. Krybe tilbage til et sted, hvor jeg ikke forsøger at forholde mig til noget af det. Finde tilbage til en tilstand, hvor min krop lukkede ned, så det ikke længere gjorde ondt. Men det kan jeg ikke. Jeg må ikke finde derhen igen. Minderne vil indhente mig.

Jeg skal sige til når det brænder og helst inden, at jeg er brændt ned til jorden. Hele mit indre står i flammer. Jeg forsøger at række ud efter hjælp, men det er ikke alle fra personalegruppen jeg kan bruge. Min primærpædagog og den mandlige pædagog kan hjælpe mig. De kan hjælpe mig uden at jeg behøver forklare en masse. De forstår. De kender mig. Jeg orker ikke forklarer forfra. Jeg orker ikke at bygge en ny stærk relation op. Jeg har bare brug for de to. De forstår. De er begge tilbage nu. Det er betydningsfuldt for mig.

Jeg har det bedre, tror jeg. Mine handlinger udviser, at jeg har det bedre. Jeg har ikke skåret i 21 dage. Jeg har kun gået min vej to gang siden den 25. december og begge gange er det lykkes at komme tilbage på opholdsstedet. Jeg har ikke været indlagt i endnu længere tid. Jeg er blevet bedre til at bede om hjælpen og tage i mod den. Jeg tager min medicin, som jeg skal, og det har gjort det siden den 22. september. Jeg lever heller ikke på pn medicin. Har jeg det så ikke bedre? Jeg er forvirret. Dybt dybt forvirret. Jeg har overvejet indlæggelse, men jeg tør ikke sige det højt. Tænk hvis de ikke er enige? Jeg ved, at aftalen er, at jeg må komme derind til aflastning, men jeg frygter at nogen af pædagogerne ikke mener, at jeg skal derind, men jeg er bange for mig selv. Bange for hvad jeg kan finde på. Jeg knuger den lille isbjørn ind til mig og krøller mig endnu mere sammen under kugle- og kædedynen. Skruer højere op for musikken. Jeg forsøger at finde noget ro. Forsøger at falde lidt ned. Følelserne farer rundt i mig. Ambivalente følelser flår mig fra hinanden. Jeg er fyldt op med skyldfølelse og skam, men samtidig med et kæmpe had til dem der gjorde mig ondt. Det er ikke fair. Det er ikke fair, at jeg er endt sådan her, i mens de kan leve videre med deres liv. Mit liv er ødelagt, i mens deres forsætter ufortrøden. Det er ikke fair. Jeg ønsker dem det værste, og hader mig selv for det.

Precious friends

Hun tager min hånd og sammen går vi ud i mørket. Begge med musik i det ene øre, men så vi stadig kan høre hinanden. Hun vil ikke lade mig gå alene. Hun har set mørket i øjnene, som pædagogerne ikke har set. Hun ved, at det vil ende galt, hvis jeg går selv. Hun forslår, at vi går en tur sammen i stedet. Jeg får lov at være vred, ked af det og frustreret. Hun kan rumme mig og mine følelser. Hun bliver ved at holde min hånd og giver først slip, da vi er hjemme igen.

A friend gives hope when life is low. A friend is a place when you have nowhere to go. A friend is honest. A friend is true. A friend is precious.

Behov og grænser

Jeg trappes stille ud af medicinen. Det er en hård proces som tager tid. Min morgenmedicin er halveret og der er taget lidt af min aftenmedicin. Jeg var blevet sur på mig selv over, at det er hårdt at skulle undvære noget af den sædvanlige dosis medicin. Jeg burde tage mig sammen. Det burde ikke være svært. Jeg har undværet medicin, når jeg har snydt med den, men det er længe siden. Jeg har taget min medicin regelmæssigt med få undtagelser igennem de sidste mange uger. Jeg prøver at validere mig selv for at det er svært at trappes ud af medicin. Jeg er rigtig skrøbelig og var inden udtrapning af medicin rigtig skidt. Det er forståeligt, at det er svært når de skærer ned i min medicin, og det er okay. Det er okay, at det er svært.

Der var drama forleden dag. Pædagogen præsenterede en af øvelserne. Vi skulle mærke efter inde i os selv og finde vores grænser. Jeg panikkede. Jeg kunne ikke gennemføre øvelsen. Jeg kender ikke mine grænser. De er ikke vigtige og har aldrig været det. De er uden betydning og værdiløse. De tilpasses efter andres ønsker og behov. Jeg har ikke mine egne. Hvordan skulle jeg kunne sige stop til, hvornår den anden patient var for tæt på? Jeg fjernede mig fra øvelsen. Jeg krøllede mig sammen ovre i det ene hjørne af lokalet og ønskede at forsvinde.

Lillesøster ringede onsdag for at høre om jeg ville være med i en fars dags gave. Jeg kunne ikke sige nej til hende. Jeg ved hvor meget far betyder for hende. Jeg ved hvor meget det betyder for hende at far og jeg kan sammen. Jeg kunne ikke sige nej. Desuden hader jeg ikke kun min far – langt fra. Jeg elsker og holder utrolig meget af ham. Mine følelser for ham er meget ambivalente. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal føle, og hvad der er rigtig og forkert at føle. Jeg hader ham. Jeg hader ham for hvor dårligt jeg har det, og hvor ødelagt jeg føler mig. Jeg hader ham for at jeg endnu en gang er nød til at blive indlagt. Men så kommer skylden og skammen og overvælder mig. I stedet vender jeg hadet mod mig selv. Pludselig er det igen mig, der har ødelagt familien og mig selv. Pludselig ligger alt skylden på mig. Og jeg skammer mig. Jeg skammer mig langt ned i jorden. Jeg skammer mig så meget, at jeg går med til at give ham en fars dags gave, for det er mig der har ødelagt det for mig selv og familien – han har ikke noget med det at gøre.

Lillesøster sender mig billeder torsdag af gaven og kortet hun har vedlagt. Ordene i kortet virker forkerte. Jeg kan ikke identificere mig med det Lillesøster skriver. Det er ikke sådan, jeg har det med ham. Men mit navn står nederst i kortet. Jeg ville ønske det ikke gjorde. Jeg betaler gerne halvdelen af gaven, men jeg ville virkelig ønske at mit navn ikke stod der. Noget i mig ønsker at han skal vide, at det er ham der har ødelagt mig – at han er skyld i min smerte. Alle de pæne ord Lillesøster beskriver ham med vil jeg ikke have sat i forbindelse med mig, for det er ikke sådan jeg har det. Men skylden og skammen overvælder mig og stemmerne i hovedet larmer. Det er min skyld. Det er mig, der er forkert. Det er mig, der har ødelagt familien og mig selv. Det var min egen skyld.

Far skrev til mig i går. Han takkede for gaven og spurgte, om jeg kunne tænke mig besøg. Jeg kunne ikke rumme det. Det var alt for svært at være i. Mit hoved slog automatisk tilbage, til da jeg boede hjemme. Tilbage til da der ikke fandtes valg, behov og grænser. Han giver mig et valg, om jeg vil have besøg, men der findes kun et svar. Valget gives af høflighed. Svaret er ikke valgfrit. Hans behov og grænser kommer før mine – ligesom de altid har gjort. Jeg kan ikke fine ud af, hvad jeg skal gøre med sms’en. Jeg er nød til at svare på den, men jeg kan ikke holde tanken om at han er på afdelingen ud. Jeg henter min faste kontaktperson. Hun har samværstid med nogen andre patienter, men lover at komme hen til mig bagefter. Minutterne går og lige da jeg tror, at hun ikke kommer, dukker hun op. Med hjælp fra min faste kontaktperson får jeg sagt fra. Men uroen indeni forbliver. Jeg er bange for hans reaktion, skrækslagen for hans hidsige og vrede temperament og angst for at mine ord er uden betydning og han dukker op alligevel. Tankerne holder mig vågen resten af aften og det meste af natten i mens mareridtene holder angsten i live. Personalet lover at passe på mig og noget i mig tror på min faste kontaktperson ords. Måske er jeg alligevel i sikkerhed? Måske…

I want to end the pain

Endnu en aften sidder jeg krøllet sammen med kædedynen omkring mig. Musikken larmer i baggrunden, men jeg hører den ikke rigtig. Hovedet er i kaos. Stemmerne larmer. Tankerne kører i ring. Følelserne flyver rundt uden at kende sin plads. Tårerne triller langsomt ned af kinderne.  Smerten indeni er uudholdelig. Mit indre skriger men udvendigt er alt rolig bortset fra de stille tåre. Selvmordstankerne er slemme. Jeg kan ikke se mig ud af det her.  Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne holde ud til min primærpædagog kommer mandag. Der er så mange dage til. Hendes forslag om indlæggelse i går virker i dag som en god idé, men i dag er det for sent. Hun var der til at passe på mig i går, men i dag er jeg efterladt til mig selv og personale som ikke ser mig. Pillerne ligger og frister. Tanken om at gå min vej virker tillokkende. Jeg er alene og ensom. Jeg kunne skrige af smerte, men jeg holder skriget inde sammen med alt smerten. I stedet forbliver jeg siddende stille med kædedynen omkring. Jeg frygter, at jeg snart eksploderer. At kaosset bryder løs, og jeg mister kontrollen. Kontrollen over mig selv og mine handlinger. Jeg er så forfærdelig bange for mig selv og alt det mit hoved bilder mig inde. Alle fornemmelserne, lydene, skikkelserne, stemmerne, berøringerne. Jeg er så forfærdelig bange.

If this is reality I’m not interested

Mandag:

Der er uro i huset og pædagogerne har travlt, så ingen af dem høre døren gå eller alarmen, som alamere at en dør åbnes. Jeg kan uset gå fra opholdsstedet. Jeg er bange for, at de har hørt mig, selvom jeg er ret sikker på, at de ikke har. Jeg finder mit hemmelige sted, hvor ræbet skulle være gemt, men det er væk. Jeg bliver slået helt ud af den. Jeg vil ikke mere. Det var ikke meningen, jeg skulle overleve denne nat. Broen lyser op i mørket i det fjerne. Med rystende ben bevæger jeg mig mod broen. Jeg græder forfærdelig meget. Jeg er så ulykkelig. Stemmernes stemme overdøver alt. Deres ord bliver min eneste virkelighed. Deres ord og broen. Der er ingen mennesker eller biler. Jeg er helt alene. Jeg græder ikke længere, da jeg står på broen, men jeg kan næsten ikke stå på mine ben. Jeg nød til at holde fast i gelænderet på broen. Med usikre ben når jeg midten af broen stadig uden nogen mennesker eller biler har set mig. Der virker ikke ret langt ned, selvom jeg ved, der er langt. Langt nok til at være rigtig rigtig farligt. Der begynder at komme biler på broen. Jeg håber ikke de stopper. De skal bare køre videre og ikke bekymre sig om mig. Jeg begynder at kravle op på gelænderet. En bil kører forbi og dytter. Jeg bliver utrolig forskrækket og står pludselig på jorden igen. Jeg forsøger igen, men en kvinde i bil er stoppet op. Hun forsøger at snakke mig ned. Hun vil have mig ned på jorden igen – have mig tilbage i sikkerhed. Det lykkes lidt efter. Hun ringer til vagtcentralen og min verden bryder sammen. Jeg kan slet ikke stoppe med at græde.

En pædagog fra mit opholdssted var taget ud for at lede efter mig og ankommer på broen kort tid inden politiet. Han tager om mig. ”Shh… Det er okay. Det er okay, Panda” trøster han. Politiet ankommer lidt efter og de får mig ind i opholdsstedets bil. Den ene politibetjent bliver siddende ved siden af mig. Hun kender mig i forvejen fra en fastholdelse og tvangsindlæggelse tilbage i oktober sidste år. Jeg er forundret over, at hun kan huske mig. ”Det var mig, der fældede dig bag fra og bagefter måtte fastholde dig. Jeg sad med dig på politistationen og kørte med dig ind på psykiatrisk afdeling, da du skulle tvangsindlæggelse. Du har også en lillesøster, som jeg ved, at du holder rigtig meget af, men jeg kan ikke huske, hvad hun hedder” fortæller hun. Utroligt at hun kan huske så meget fra den nat. Jeg kan godt selv huske aften, men hun må have haft mange vagter og sager siden, det er jo et halvt år siden. Jeg husker en anden politibetjent forklare, at han huskede mig, fordi han rigtig gerne ville hjælpe mig. Fordi han faktisk ønskede mig det godt. Jeg forstår det ikke, men hun mener det samme.

Jeg vil ikke indlægges. Jeg vil ikke ind og snakke med lægen. ”Det skal du, Panda. Du har intet valg. Det er farligt at stå på broen. Du har brug for hjælp” forklare den mandlige politibetjent. Jeg vil ikke, men hvilke andre muligheder har jeg? Jeg kan stikke af, men jeg vil ikke nå langt for de fastholder mig, så jeg bliver siddende i bilen, da de sætter kursen mod ungdomspsykiatrisk afdeling.

Min krop ryster af kulde. Jeg er gået i strømpesokker og næsten intet tøj. ”Vil du låne min jakke?” spørger den kvindelige politibetjent, da vi sidder i bilen på vej mod storbyen. ”Kommer du så ikke til at fryse?” spørger jeg, men hun ligger alligevel jakken omkring mig.

De har allerede et værelse klar til mig. Det var ikke meningen. Jeg skulle bare snakke med en læge. ”Du skal indlægges, Panda” forklarer den mandlige politibetjent. ”Det skal jeg i hvert fald ikke. Bliver alligevel bare udskrevet om 2 dage” vrisser jeg. Det tror han ikke, men jeg ved det. Mine indlæggelser er ikke lange men korte pauser, som mest bruges til at berolige folk omkring mig. Jeg får lov at tale med en læge og politiet kører igen. Sygeplejersken og lægen er meget opsatte på, at jeg skal overnatte på afdelingen, men jeg vil ikke. Søvnen er så besværet og angstfuld i forvejen. Et nyt og fremmede sted at sove vil ikke hjælpe på det. Jeg har hverken telefon eller høretelefon med, så jeg har intet at holde alle lydene ude med. Det vil være fremmede mennesker som er på afdelingen. Derhjemme er der fast nattevagt, som jeg kender godt, og som kender mig godt. Angsten ved udsigten til at skulle overnatte på afdelingen er slem. De lover, at vi nok skal finde ud af, at jeg kan komme ind til min behandler onsdag. Jeg tør ikke være der. Mærkeligt, ikke? Jeg har været indlagt der mange gange før, og jeg kender noget af personalet på den åbne afdeling, men jeg tør simpelthen ikke blive der. Jeg samler mine sidste kræfter for at kæmpe i mod. Sygeplejersken synes, jeg virker mere klar i hovedet. Hun aftaler med lægen, at jeg får en sovepille med hjem, som jeg skal tage når jeg ligger natklar i sengen, så jeg kan få noget søvn. Lettet kører jeg med pædagogen hjem igen.

Selvhadet er enormt. Jeg har spildt politiets, psykiatrisk afdeling og værst af alt: den mandlige pædagogs tid.  Jeg føler mig som en belastning. Jeg har spildt deres tid! Jeg er slet ikke deres tid værd, og nu har jeg spildt flere timer af deres tid. Jeg hader mig selv og har mest af alt lyst til at skade mig selv – for at retfærdiggøre at jeg har deres tid og for at straffe mig selv. Jeg har lyst til at gå igen, selvom jeg har lovet at blive på opholdsstedet.

De giver mig 10 minutter til at gøre mig natklar inden nattevagten kommer med sovepillen. Jeg er bange for, at han er sur på mig. Det er han ikke, og han mener ikke, at jeg har spildt nogens tid. Både den mandlige pædagog og nattevagten siger, at hvis jeg kunne handle anderledes, så havde jeg gjort det. Det beroliger mig. Jeg får taget sovepillen omkring 4 og ikke længe efter er kroppen bedøvet og nattevagten tør forlade mig. Der går et stykke tid før jeg falder i søvn. Hele kroppen føles bedøvet, men tankerne kører rundt i hovedet på mig. Tankerne vil ikke stoppe selvom hele kroppen næsten sover. Jeg falder i søvn lidt efter. En drømmeløs søvn uden afbrydelser.

 

Tirsdag:

Nattevagten vækker mig kun kort 7:30 for at give mig min morgenmedicin. Jeg ænser ham næsten ikke. Jeg er langt væk i en drømmeløs søvn. Det er socialrådgiveren der ivrigt forsøger at vække mig 8:00. Hun vil have mig i skole, da mit fravær i forvejen ligger højt. Hun er på en umulig opgave, men kommer igen to timer efter. Jeg er stadig langt væk, men hun kæmper ivrigt for at vække mig. Jeg er efterfølgende blevet vred på hende. Jeg kom i seng klokken 4 og hun vælger at vække mig kun 4 timer efter. Hvorfor er skolen mere vigtig end at jeg endelig får sovet? Hvorfor er skolen mere vigtig end mit helbred? Jeg har svært ved at forstå hvorfor skolen er så vigtig. Jeg kan forstå det er vigtigt med struktur og rutiner, men hvorfor kommer skolen før alt andet? Hvorfor kommer skolen før mig?

Jeg er groggy og kan næsten ikke holde mig vågen i de 3 timer det lykkes mig at komme i skole. Jeg er ved at køre ind i flere biler på cyklen til og fra skole. Jeg må trække meget af vejen, fordi jeg simpelthen har så svært ved at holde mig vågen. Jeg sover ikke, da jeg kommer hjem. Jeg kan ikke selvom jeg forsøger. Jeg ender til sidst med kædedynen omkring mig liggende på gulvet med computeren foran hvor en krimiserie kører. Jeg falder ikke i søvn, men jeg finder endelig en smule ro.

Efter aftensmad er jeg ikke længere træt. Jeg er bare… urolig. Natten nærmer sig snart og jeg frygter den. Jeg frygter angsten, de vågne nattetimer, mareridtene, de ensomme timer, tristheden, selvmordstankerne, trangen til selvskade. Jeg frygter mig selv.

Min primærpædagog går en tur med mig på en time. Det er hyggeligt. Vi kan pjatte og snakke om alt. Hun lover mig massage inden sengetid. Trods massagen er det svært at finde til ro. Hun putter mig og sikre sig, at jeg kommer i sengen. ”Husk at brug nattevagten i stedet for at gå. Vi ses i morgen. Godnat. ”

Jeg kaster mig rundt i sengen og kan ikke finde ro. Jeg falder lidt hen, men søvnen er overfladisk og jeg befinder mig stadig på værelset. Efter to timer falder jeg endelig i en lidt dybere søvn, men mareridtene plager mig og vækker mig grædende og angst 1:30. Jeg ligger under kugledynen i lang tid. Den er 4:30 før jeg er i stand til at gå ud til nattevagten.

Jeg kan ikke finde nattevagten nogen steder i huset. Jeg panikker og selvmordstankerne og stemmerne tager over, men kun for et øjeblik. Han skal være i huset. Jeg skriver til husets telefon inden, jeg når at gå nogen steder. Han finder mig på værelset lidt efter. Han har bare tæer. Jeg er gal på mig selv. Jeg har vækket ham. Hvad bilder jeg mig ind?! Selvhadet raser. Jeg burde have vidst det. Jeg skulle ikke have vækket ham. Det var ikke min mening. Jeg undskylder flere gange. Jeg vidste ikke, at han havde rådighedsvagt. Det er første gang, jeg vækker en der sover. Det må man ikke. Det må jeg ikke. Fars ord runger i hovedet: ”Man vækker aldrig nogen der sover! Aldrig! Uanset hvad”. Jeg har brudt en regel. En af hans regler. Vreden til mig selv bliver kombineret med angsten. Jeg har vækket ham. Man vækker ikke folk der sover! Jeg vækker ikke folk der sover! Jeg bliver ved med at undskylde. ”Det er okay, Panda. Det var godt at du vækkede mig” beroliger han mig, men fars regel sidder fast og piner mig. Nattevagten giver mig noget af min pn medicin og taler lidt med mig inden han sørger for, at jeg kommer under dynen igen. Uret tikker og der er ikke længe til at vækkeuret ringer. Jeg er så træt, men kan ikke sove, og da jeg endelig falder i søvn vækker vækkeuret mig lidt efter.

 

Onsdag:

Jeg orker ikke i skolen, men får slæbt mig selv af sted alligevel. Jeg har kun 2 timer, da jeg skal ind til min behandler klokken 12:00, og men jeg tager fri klokken 10:00, så jeg kan nå det hele uden stress. Det regner forfærdelig meget, men regnen føles beroligende og skjuler tårerne som triller ned af kinderne på vej hjem fra skolen. Jeg er gennemblødt af regnen og kroppen ryster af kulde, selvom jeg ikke selv kan mærke, hvor kold jeg er.

Turen på broen bekymrer min behandler. Jeg får det værre og værre uden rigtig nogen form for bedring. Han tænker at indlæggelse er en mulighed. Ikke endnu en af de akutte som varer få dage, men en indlæggelse som er planlagt, og som har til formål at undersøge om jeg får den rigtige hjælp. Jeg panikker inden han overhovedet har forklaret. Jeg er bange for at få taget min behandling fra mig. Jeg er bange for at miste min behandler og mit opholdssted. ”Det betyder ikke nødvendigvis at du ikke længere skal gå ved mig” beroliger han, men muligheden ligger der stadig i hans ord. Nødvendigvis. Jeg tør ikke nævne, at jeg er bange for at miste mit opholdssted. Hvad nu hvis han er enig? Hvad hvis han eller psykiatrisk afdeling fra mig? Det vil de ikke. Indlæggelsen vil skulle bruges til at få styr på medicin og mine symptomer. Stemmehøringen, selvskaden og selvmordstankerne er bekymrende og voldsomme. Det er det, der skal styr på. Det er vigtigt at det kommer i orden, så jeg kan få noget bedring. Jeg siger ja til, at han godt må undersøge muligheden.

Han spørger, hvad jeg selv tænker der vil hjælpe mig til at få det bedre. Jeg ved det ikke. Hvis jeg vidste det,u ville jeg gøre det, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke kræfter til at finde på løsninger. Jeg kan knap nok holde mig selv kørende – holde mig selv i live. Hvordan skal jeg kunne finde på løsninger, når jeg ikke kan se mig ud af det? Mit hoved lukker og jeg forsvinder fra ham. Vi er nød til at stoppe for jeg holder ikke til mere snak. Mit hoved kan ikke følge med, og det er forfærdelig træt.

Jeg er overgearet og kan ingen ro finde efter aftensmad. Da det er sengetid klokken 22:00 falder jeg fra hinanden, men hvem skal samle mig op? Dem der kan samle mig op og sammen er ikke på arbejde. Nattevagten vil kunne, men der er 2 timer til, og det kan gå virkelig galt inden han møder ind. Jeg er så ulykkelig. Jeg føles utrøstelig. Jeg græder uden at finde nogen forløsning. Smerten sidder som en kæmpe knude i brystkassen. Hjerte hamre af sted og luften vil næsten ikke komme ned i lungerne.

Der er 4 dage til jeg skal se far igen. 4 dage som lige om lidt bliver til 3. Jeg tør ikke. Jeg kan ikke. Jeg har ikke lyst, men jeg gør det for lillesøsters skyld. Hun skal konfirmeres på søndag. Jeg har lovet at komme i kirken, og jeg kan ikke bryde mit løfte nu. Far skal med i kirken. Det samme skal hans tvillingebror og min faster. Min faster som var som en farmor for mig inden hun vendte mig ryggen, da far blev anmeldt. Jeg har kun set faster i små glimt siden, og onkel har jeg kun snakket med, da han uventede dukkede op juleaften. Angsten sidder som en konstant knude i maven. Følelserne er så voldsomme og i stor kontrast til hinanden. Der er had, som giver mig lyst til at slå på ham. Der er glæde, som giver mig lyst til at springe i armene på ham og give ham et kram. Der er vrede, som giver mig lyst til at råbe og skrige af ham. Der er et kæmpe savn, som mig lyst til at klamre mig til ham og aldrig give slip igen. Det er ikke til at være i, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med følelserne.

Panisk, angst, med rystende ben og grædende stemme bevæger jeg mig ud til nattevagten. Jeg kan næsten ikke stå på mine ben, og jeg er så ulykkelig. Jeg skal trække vejret helt ned i lungerne, men jeg har glemt hvordan man gør. Han hjælper mig med at huske hvordan man gør, og sammen finder vi en vej tilbage til virkeligheden. Jeg får noget pn medicin, så jeg kan falde til ro og forhåbentlig falde i søvn. Vi får snakket om far. Følelserne er forståelige, synes han. At jeg er ambivalent giver mening, og det er okay.

Jeg kan ikke finde ro til at sove og har ikke kunne det i flere uger. Jeg ligger og kaster mig rundt i sengen eller ligger helt stille i flere timer. Tankerne køre på højtryg, stemmerne larmer og følelserne farer rundt i kroppen. Når jeg endelig falder i søvn piner mareridtene mig. De vækker mig grædende, badet i sved, ulykkelig og angst. Mareridtene virker så virkelige, som at være tilbage til de levende mareridt. Jeg er bange – nej skrækslagen – for at sove, men hele min krop skriger efter det.