Goodbye is the hardest thing to say to someone who means a lot to you, specially when goodbye isn’t what you want

Hendes ord rammer mig hårdt. Jeg kan ikke kigge hende i øjnene. Jeg krøller mig sammen og lukker ned. Hun holder om mig. Det var ikke det, jeg havde brug for. Hun ved det godt. Mit hoved er i forvejen fyldt. Det havde jeg ikke brug for. Jeg vil ikke miste hende, og det føler jeg allerede, at jeg har. Vreden mod mig selv er slem. Den er uudholdelig at være i. På et tidspunkt siger jeg det højt. Jeg hader mig selv for at have lukket hende ind, og nu er jeg i tvivl om, jeg skal lukke hende helt ude i et forsøg på at passe på mig selv. Det vil hun ikke lade mig gøre. Egentlig tror jeg heller ikke, at jeg kan. Jeg har heller ikke lyst. Men det farvel der måske venter, gør for ondt. Tanken om at miste hende gør for ondt. Det er ikke afgjort endnu, men i mit hoved har jeg allerede mistet hede.

Dagen efter har de fået svar på, hvem der bliver, og hvem der skal stoppe. Spirrevippen er ikke på arbejde til at kunne give mig svaret, men en af de andre siger, at hun bliver. Jeg bliver så lettet. Jeg ringer glad og fortæller en af veninderne det. Hun bliver.

Troede jeg. Spirrevippen kommer på arbejde nogle dage senere. Vi sidder ovre i min lejlighed. Jeg har det rigtig skidt, men da hun spørger, om jeg ved, hvem der har fået stillingerne, smiler jeg glad og nævner hendes navn. Hendes od rammer rigtig hårdt. Jeg vil ikke kigge på hende. Når det nye år kommer, stopper hun med at arbejde på bostedet. Det der ikke måtte ske, er sket. Jeg mister hende. Og denne gang er det ikke et måske. Jeg mister hende. Hun er nød til at gå, men hun lover, at hun kommer igen om en halv time. Jeg er ligeglad. Jeg synes, at hun skal blive væk. Hun svigter mig – sådan føles det, selvom det ikke er helt fair overfor hende. Jeg er ikke fair. Men mine følelser er ikke forkert, siger hun. Følelser kan ikke være forkerte.

Alene med alle tankerne bliver det for meget. Jeg falder sammen på gulvet og begynder at hamre hovedet hårdt ind i væggen. Da hun lidt senere finder mig, kommer hun hen til mig, og holder om mig, så jeg ikke kan slå hovedet ind i væggen. Jeg forsøger at skubbe hende væk, men det lykkes ikke særlig godt. Aften er lang og hård. De snakker om indlæggelse, men i sidste øjeblik lykkes det mig at tage min natmedicin sammen med en pn medicin. Hun holder om mig i mens, jeg græder. Hun bliver ved mig. Men hun forsvinder. Og jeg, jeg falder ned i smertehelvede. Hun ligger de tunge dyner over mig og sætter sig på kanten af min seng. Med Spirrevippen og medicinens hjælp falder jeg lidt til ro, men der går længe, før jeg falder ind i en mareridtsfyldt søvn.

Jeg er bund ulykkelig. Og jeg er vred. Vred på hele verden. Verden er dum og uretfærdig. Spirrevippen forstår mig, men jeg føler ikke, at de andre forstår. Når jeg forsøger at fortælle dem om hvor ked af det og bange, jeg er, får jeg smidt i hovedet, at jeg skal være positiv. Men jeg har rigtig svært ved at være positiv i disse dage. Min veninde er død. Spirrevippen stopper på bostedet. Og jeg føler mig muttersalene i verden. Og måske det også er bedst. Jeg har ikke lyst til at lukke nogen ind. Jeg vil lukke hele verden ude. På den måde kan ingen såre eller svigte mig. Jeg har ingen, og jeg vil ikke have nogen.