Jeg.Er.Familieløs.

Vi sidder samlet sammen rundt om bordet og spiser aftensmad. Vi sidder i lillesøsters nye lejlighed og spiser den mad, hun har tilberedt fra bunden af. Hun fortæller stolt om sin læreplads som kokkeelev, og mor fortæller lystigt med. Hun er så stolt af lillesøster, og hun fortæller det til alle dem, hun kender. Lillesøster spørger i sjov vores storebror og mig, hvad hun praler med om os til sine venner. Og alt jeg kan tænke er: intet. I hvert fald ikke mig. Storebror har fundet sit ”kald”. Men jeg… Jeg er på offentlig ydelse og bor på et psykiatrisk bosted med døgndækning. Jeg har ikke skåret i mig selv i over ét år, og jeg har ikke været indlagt på psykiatrisk afdeling i over 9 måneder. Men det er ikke sådan noget, hun fortæller sine venner, når hun møder dem i byen. Jeg er et tabu. Jeg er det farlige emne. Jeg er familiens skam. Sådan føles det. Vi sidder samlet rundt om bordet, og vi snakker om alt andet og alle andre end mig. De spørger ikke, og jeg fortæller ikke. For hvad interessant kan jeg have at sige? Det er mig med handicappet, som ikke er et rigtigt handicap. Jeg kan stadig høre lillesøsters forargede stemme, da hun spørger hvilket handicap, jeg har, som kan udløse et handicaptillæg. Jeg nævnte både min PTSD diagnose og min personlighedsforstyrrelse, da jeg svarede hende, selvom det kun er personlighedsforstyrrelsen, der udløser et handicaptillæg. Min PTSD diagnose er ”beviset” på, at jeg har været udsat for noget frygteligt. Det er ”soldater-diagnosen”. Jeg var en lille børnesoldat, der både overlevede vold og incest.

Jeg er vokset op med ordene om, at familie er alting, og uden dem er man intet. Jeg er uden min familie, så jeg må være intet. Det føles også sådan. Fysisk er jeg i samme rum som dem, men jeg er overflødig – måske endda til besvær, som en sten om deres fod. Jeg er familieløs, og endnu en gang mærker jeg en voldsom smerte, da erkendelsen går op for mig. I smug tager jeg noget pn medicin. Jeg må gerne – det er ikke det. Men de skal ikke vide det. De må ikke vide, hvor ondt det gør på mig at være sammen med dem. Jeg er heller ikke sikker på, at de er interesseret i at vide, hvordan jeg har det.

Storebror og lillesøster er altid sammen, når vi skal spille. Og så er jeg sammen med mor. De forstår hinanden på en måde, hvor jeg er helt uden for rækkevide. Jeg er udenfor. Mor og jeg er sammen, men vi kan ikke kommunikere på samme måde. Jeg er i en anden verden. Og de er i deres. De føles milliarder af kilometer væk. Men lillesøster skal have bestilt rejsekort, og pludselig kan jeg bruges igen. Jeg smiler og bestiller det for hende. I det mindste kan jeg bruges til noget.

Da jeg kommer hjem, tager jeg min natmedicin, og personalet kommer over og siger godnat. Jeg fortæller hende ikke om familiebesøget. Hvis jeg først åbner op, er jeg ikke sikker på, at jeg forbliver samlet. Så jeg siger intet andet end godnat, men tilbage sidder jeg med alle tankerne og følelserne. Jeg vil ikke være mig, og tankerne kredser om selvmord. Den ene plan er mere konkret end den anden. Og så kommer jeg til hvordan og hvem, jeg vil tage afsked med. Mine to værdifulde, skønne og vidunderlige veninder dukker op, som de første. Og så er der veninden, som er som en storesøster for mig. Og så falder planerne fra hinanden. Jeg kan ikke gøre det i mod de tre piger. Og ærligtalt, så vil jeg ikke være foruden dem. De er det tætteste, jeg kommer på en rigtig familiefølelse, tror jeg. De er der, og de er blevet der, selv når mine værste sider har vist sig.

Det føles som om, de kun er sammen med mig af pligt – fordi de skal. Samtidig snakker de så fantastisk om vores far. Den selv samme mand, der smadrede mig i tonsvis af stykker. Men ude i verden er jeg den syge, og han er den raske. Han har været varetægtsfængslet i fire uger. Jeg har været bag låste døre langt mere end det. Han er blevet sat fri og kan leve videre med sit liv. Og her er jeg. Stemplet, mærket og ødelagt.

A best friend is someone who loves you when you forget to love yourself

Vi har kun lige sagt farvel, og jeg savner hende allerede. Sammen med hende kan jeg trække vejret. Min latter kommer af sig selv, og jeg behøver ikke overanalyse alle indtryk, som jeg modtager fra hende. Hun er min selvskade – hvilket lyder forkert. Hun skader mig på ingen måder – tværtimod. Det er en effekt, der kan sammenlignes med selvskade. Den her er bare langt bedre, og den varer meget længere. For hvert snit jeg skærer i min hud, forsvinder den psykiske smerte. Så jeg har skåret og skåret. Tilbage sidder jeg med flere ar end man kan tælle, men det er længe siden. Jeg har ikke skåret i over 200 dage. Sammen med min veninde forsvinder den psykiske smerte. Men i stedet for at fylde mig med endnu mere selvhad, bebrejdelser og skam, så fylder hun mig med omsorg, nærvær og værdi. Hun efterlader mig kun med smil og latter – og til tider bekymring. De helt tætte venner jeg har, kan tælles på en hånd. Jeg har tre. Hun er én af dem. Sammen med hendes søster og en tredje veninde, der føles som den storesøster, jeg aldrig fik. De tre mennesker er min familie. Ikke af DNA, men af kærlighed.

Jeg bruger sjældent ordet kærlighed. Jeg har lært, at kærlighed er noget, der gør ondt. Så jeg siger sjældent til folk, at jeg elsker dem. Jeg er bange for kærlighed. Jeg er bange for smerten ved at miste eller blive afvist. Jeg kan nogen gange sige det tomt til min mor, og jeg kunne en gang sige det til min lillesøster. Nu er det en forbudt sætning, som jeg kun kan sige uden følelse. ”Elsker” er et meget stort ord. Jeg holder ubeskrivelig meget af de tre piger. De har været med til at ændre mit liv. Jeg er så taknemlig for, at jeg har mødt dem. De betyder alt for mig, og jeg vil gå igennem hvad som helst for dem.

I mit hoved er jeg blevet overbevist om, at jeg ikke kan elskes, og at jeg ikke fortjener det. Men de har lært mig det modsatte.

Når denne dag slutter, er der kun 19 dage til, at min veninde og jeg rejser på ferie sammen. Vi tager til mamaris-kysten i en uge på et fantastisk hotel med all-inclusive. Det er længe siden, jeg har glædet mig så meget til noget, som jeg gør til denne ferie. Jeg har en masse bekymringer omkring den også, men glæden overskygger bekymringerne. Jeg har en tro på, at det nok skal gå. Vi skal nok klare den. Vi har klaret så meget andet. Det her klarer vi også. En uge ved poolen i varmen uden forstyrrelser er tiltrængt. Vi skal ikke andet end slappe af, og der er ingen, der hiver og flår i en. Vi kommer til bare at være os i et andet univers. Bare alene tanken er beroligende og fantastisk. Jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. Og det er dét, jeg skal holde fast i lige nu. Dæmonerne skal ikke have lov til at vinde. Jeg skal stadig være her i morgen – andet er ikke en mulighed.

Voksen psykiatrisk afdeling har i dag givet mig en åben indlæggelse, som først udløber om et år. Så hvis jeg får brug for det, så er de der. På onsdag skal jeg til møde med overlægen fra børne- og ungdomspsykiatrisk afdelingen og overlægen fra voksen psykiatrisk afdeling. Overlægen fra børne- og ungdomspsykiatrisk afdelingen har efterhånden fulgt mig i mange år, og det er mærkeligt, at det nu skal stoppe, fordi jeg i sidste uge blev 20 år. Men hun tager med ned på voksen afdelingen, så det bliver den bedste overgang som muligt. Forhåbentlig kan hun også få ind i deres hoveder, at de ikke skal røre min medicin lige nu – og SLET ikke min pn medicin.

Jeg har en APP, der hjælper mig med at holde styr på dagene uden de forskellige ting. Sådan ser den ud i dag, og om lidt kan der tilføjes endnu en dag til dem alle. Jeg tænker, at det er tilladt at være lidt stolt af sig selv over disse tal. I forhold til tallene har det aldrig været mere stabilt, end det er nu.

58 dage og 2 573 ord senere

Der er for mange der ser med. Så jeg er blevet stille. Det her er min virkelighed, men hvad hvis dem der ser med ikke deler samme virkelighed? Er det så forkert? Er jeg så forkert?

Jeg har været stille midt i fremgangen og stabiliteten. Mine følelser og oplevelser blev gjort forkert af professionelle mennesker. Jeg blev gjort forkert. Jeg havde det godt, konkluderede de. Der var ingen beviser på, at jeg faktisk havde det rigtig skidt. Jeg følte mig så forkert. Det er dem med uddannelse indenfor psykiatrien. De ved bedst. Og dog. For jeg er uddannet i mig selv, men den uddannelse mistede jeg midt i det hele. Lige indtil en skøn sygeplejerske mødte ind i aftenvagt under en indlæggelse. Hun var glad for, at der har været en mere stabil periode. Hun var ikke i tvivl om, at det stadig var svært, men jeg havde tacklet det godt. Foruden min faste kontaktperson, var hun den eneste på afdelingen, der faktisk anerkendte det. Det er i hvert fald den følelse, jeg er efterladt med.

Denne sætning startede egentlig med: ”Det er varmt udenfor, så jeg går i T-shirt”. Men jeg slettede hurtigt sætningen igen. Jeg behøver ikke forklare mig eller argumentere for hvorfor, det er okay, at jeg går i T-shirt. Jeg burde ikke skulle forsvare det, men det føler jeg alligevel, at jeg skal. Mine arme er dækket af ar, og derfor mener nogen, at det er forkert, at jeg ikke går i langærmet hele tiden. En fremmed dame sagde, at jeg burde gemme de modbydelige arme væk. Jeg skræmte andre mennesker og ikke mindst børn, der så mig. Jeg blev til Quasimodo. Reaktionerne har været mange. En mand, der stod bag mig i en kø, spurgte, da vi begge var kommet ud af butikken, om jeg var okay. Han ville bare lige være sikker, og det var ikke for at trænge sig på. Jeg smilte venligt til manden, og jeg fortalte stolt, at jeg ikke har skåret i over 100 dage. Han smilte stort og sagde, at jeg skulle forsætte det gode arbejde. Jeg dækker ikke mine ar til, og hver grim kommentar eller dømmende blikke får mig til at føle mig modbydelig, men det får mig ikke til at ændre på noget. Jeg holder fast i min beslutning om, at der ikke er andre, der skal bestemme, hvordan jeg går klædt.

Det har været fars dag. Jeg gik i skoven med et reb med tanken om at give ham min død i gave. Jeg var nød til at finde et andet sted. Politiet kender mine sædvanlige steder. Desuden blev jeg overfaldet det sted tilbage i februar, og selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så sidder det stadig dybt i kroppen på mig. Så jeg fandt et andet sted. Et perfekt sted. Jeg snakkede i telefon med en veninde i mens, jeg sad der. Hun havde en del at fortælle, og jeg lyttede, som jeg plejer at gøre. Pludselig spørger hun, om jeg går rundt i skoven med et reb. ”Nej, jeg går ikke rundt med et reb”. Hvilket egentlig også var rigtigt. Jeg gik ikke rundt. Jeg sad. Så da hun omformulerede sin sætning, blev det svært at svare hende rigtig. Så hun endte med at sidde med en viden, som hun ikke skulle sidde med. Jeg endte med at gå hjem. Det ansvar veninden pludselig stod med, var ikke i orden. Så jeg tog ansvaret igen og gik hjem.

Jeg havde ingen kræfter, og jeg gled længere og længere væk. Bostedet snakkede om indlæggelse, og jeg satte mig ind i bilen, og de kørte mig til afdelingen i storbyen, hvor jeg blev indlagt ude i det åbne afsnit. Jeg kender afsnittet, så jeg ved hvornår, de låser dørene ude i det åbne. Jeg ved, hvornår personalet er mest optaget. Jeg ved hvornår, jeg bedst kan gå uden at blive opdaget. Så jeg gik uden nogen opdagede noget. Med et reb i hånden sad jeg gemt væk fra verden og ventede. Ventede på mørkede og roen. Fast besluttet på at når solen stod op igen, så var mit hjerte stoppet med at slå. For i tiden var jeg tryg i mørket. Det var sikkert. Der kunne jeg gemme mig. Nu er min krop blevet skræmt. Så da jeg ville gå ind i skoven, kunne jeg ikke. Jeg havde ventet på mørket, så alle menneskerne var væk. For i modsætning til stedet i min hjemby, så var dette sted fyldt med mennesker i de lyse timer. Angsten lammede mig. Et gennemkørende tog med høj fart fangede min opmærksomhed. Jeg ventede på, at der ville komme et nyt. Jeg ventede længe uden at vide, hvor længe jeg egentlig skulle vente.  Hovedet ramte murstensvæggen. Det ene slag blev erstattet af et nyt. En fremmed kvinde og hendes hunds nærvær fik mig til at holde igen. Det kunne jeg ikke byde et fremmed menneske. Politiet blev tilkaldt, og jeg endte tilbage på afdelingen. Denne gang i det lukket afsnit.

Nogen professionelle glemmer, at man er et menneske. Det er i hvert fald den følelse, jeg sidder med. Jeg er et arbejde, men jeg er først og fremmest et menneske. Jeg dæmpes med medicin. Jeg låses inde uden nogen rigtige diagnoser for jeg er ikke rigtig syg, men jeg er farlig for mig selv. Der snakkes om samarbejde. På papiret er det frivilligt, men det er frivilligt tvang. Det bryder lægerne sig ikke om, at man kalder det, men det er det.

Bare luk dine øjne
Her er en pille
Tag du den bare
Så kan du dæmpes
Du kæmper så flot
Når du er helt stille
Her er endnu en pille
Det er bare for at hjælpe
Det er hårdt
Men du smiler
Dagene er gode
Men dørene er låste
Du er farlig
Men du fejler intet
Samarbejde er vejen frem
Også selvom det er på tvang

– Panda

Efter en uge ophævede de den frivillige tvang, og jeg fik lov at komme hjem igen.

Betjenten kender ikke mange 19-årige piger, der tør gå igennem en mørk skov. Han gav mig ret, da jeg sagde, at sandsynligheden for at der står en mand inde i skoven og venter på, at der kommer en pige forbi, han kan gøre fortræd, er utrolig lille. Derfor var jeg ikke bange for det. Manden stod heller ikke inde i skoven og ventede. Han gik bag mig. Da jeg begyndte at gå ind i skoven, overfaldt han mig. Og hver en lille detalje skulle jeg gengive til betjenten. Så jeg gennemlevede overfaldet igen. Min ene teamperson sad sammen med mig, da jeg skulle afhøres. Efter afhøringen konstaterede betjenten, at manden nok ikke blev fundet, og at der nok ikke kom mere ud af den sag. ”Skulle det ske igen, Gud forbyde det, men så kontakt os med det samme” slutter han af med at sige. Jeg lukker ham ud af min dør, og jeg falder grædende sammen i min teampersons arme.

Det føltes som om, jeg mistede balancen. Det gik bedre, men med et brag startede smertehelvede. Det gjorde så ondt, og noget i mig var overbevist om, at jeg umuligt kunne overleve. Men jeg er her endnu. Jeg fandt balancen igen. Jeg gemte mig bag nedrullede gardiner og høj musik i ørerne. Og jeg er her endnu, og gardinerne er ikke længere rullet ned.

Min behandlingsplan ser anderledes ud end tidligere. Under diagnoser plejer der at være en, der hedder belastningsreaktion pga. påstået overgreb. Den er lavet om. I stedet står der, at jeg er blevet mishandlet. Mishandlet af mine forældre. De skal skrive påstået, når der ikke er nogen, der er blevet dømt. Og det er min far ikke. Han blev varetægtsfængslet i 4 uger, men da de uger var gået, blev han lukket ud igen. Nu er det kun mig, der er låst inde. Det er svært at finde retfærdigheden ved det her. Jeg lider, og det tror jeg ikke, at han gør. Og det er ret modbydeligt af mig at tænke sådan. Sådan må jeg ikke tænke. Og jeg må ikke have ondt af mig selv. Så gør jeg bare mig selv til et offer. Men var jeg ikke også et offer? Jeg fastholder mig selv i offerrollen. Det var der en gang en, der sagde til mig.

De respekterede ikke, da jeg sagde, at de skulle skifte emne. Jeg var fanget i køkkenet, og deres ord brændte mit sind.

Smerterne tager til. Normalt vil jeg helst ikke tage smertestillende. Bare tanken om smertestillende medicin giver mig kvalme. Jeg er ved at kaste op hver gang, at jeg skal tage en. Min krop reagerer efter, at jeg har taget adskillige overdoser. Men jeg tager dem for tiden. Mine smerter i maven er frygtelige. Jeg anser ikke mig selv for at være sart, men det her, det gør virkelig ondt.

I går tog jeg til lægen med smerterne. Stedet er nyt, hvidt og skinnende. Det er blevet fint. Alt for fint. Jeg vil tilbage til de gamle, kendte lokaler. Det er så stort og åbent. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal sætte mig, eller hvor jeg skal fæstne mit blik. Uroen i kroppen vokser og benene ryster mere og mere. Der er prikker i loftet. De er for små og for langt væk til at jeg kan tælle dem. Menneskerne er de samme, men alt er så nyt. Færgen er flyttet med det nye sted. Det kommenterer jeg. Det er rart, at den er flyttet med. Den kender jeg. Men alt andet er fremmed. Jeg kan ikke gemme mig i rummet og jeg kan ikke få den plads, jeg allerhelst vil have for den er der ikke mere. Det eneste positive ved det, er, at lægehuset ikke længere ligger lige overfor fars virksomhed og mit gamle værelse. Selvom jeg flyttede til en anden by, da jeg flyttede på bosted i 2012, så har jeg beholdt min læge i den gamle by. Hun er fantastisk, og jeg kan slet ikke overskue, at jeg skal have en anden, så jeg tager gerne til den gamle by. Og det er på trods af, at jeg skal frygte at møde far eller hans kone i byen.

Mit gamle værelse var dækket af tapet med lyserøde roser. Jeg havde en altan, men den er fjernet nu. Mit værelse var stort. Rundt om min seng havde jeg en lyskæde med sommerfugle i forskellige farver. Jeg havde en lille rød sofa med en matchende gyngestol og rundt sofabord. Far flyttede tilbage til mit barndomshjem, som var blevet bygget op på ny efter, det var brændt ned til jorden. Så mit store værelse i lejligheden med de mange farver blev skiftet ud med et mindre værelse, som ikke havde nogen farver. Det nybygget hjem var hvidt og rent. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der ikke boede nogen mennesker i huset, og at det bare var et udstillingshus. Men der boede nogen. Der boede mange. Der var rigtig mange, der brugte huset, men det kunne ikke ses. Det var ikke et hjem. Det var bare et hus uden sjæl og hjerte.

Smerterne er der stadig. Det føles som om, at min krop nedbrydes indefra. Måske gør den også. Det mistænkes at være en bivirkning af medicinen, jeg får. Jeg steg i medicin i slutningen af sidste år. I marts lå min Quetiapin niveau på 11 195. Det burde ligge et sted i mellem 50 og 650. Det var en overdosis, der var skyld i det høje tal. Jeg tog den store overdosis den 13. marts om aften. Den 15. marts begyndte jeg på min faste medicin igen med ordene om, at mine blodprøver var fine. Det er over 3 måneder siden, men der har ingen opfølgning været på mit Quetiapin niveau efterfølgende.

Han er der stadig, selvom han har sommerferie efter næste uge. Han er der uden at være der. Han har sommerferie hele juli måned. Det er 4 uger. Han ringer én gang om ugen i de 4 uger. Jeg er taknemlig. Jeg ved, at det han gør, er udover det sædvanlige. Det er der ikke mange psykologer, der gør. Han er særlig, og det sætter jeg stor pris på. Og så sidder jeg alligevel og beklager mig over sommerferien. Sidste år var han væk i 14 uger. Det er trods alt ikke så slemt i år, og jeg har en erfaring med, at han kommer tilbage. Han er der stadig, når de 4 uger er gået. Min fornuft ved det godt. Det ved det lille barn ikke. Det lille barn føler sig svigtet. Og så er det selvmordstankerne dukker op. Jeg behøver ikke en gang sige det – han ved det. Han er kommet langt ind i mit sind. Og det gør ondt.

Det er nemmere at lukke ned. Jeg er bare et arbejde. Intet andet. Det passer ikke. Jeg er ikke KUN et arbejde. Og pludselig handler det ikke kun om min behandler – det handler om dem alle. Det handler om personalet på bostedet og afdelingen. Det handler om alle dem, der får penge for at være sammen med mig.

Måske det er derfor stemmerne begynder at vende tilbage igen. Der har været en længere periode, hvor de ikke har domineret så meget. Nu er de der igen. Og de trækker mig ind til sig. De forstår. De svigter ikke. Deres stemmer og tanker giver mening midt i et kaos, hvor intet andet ellers giver mening.

Far betalte for at lillesøster og jeg kunne spise ude forleden dag. Lillesøster sagde, at jeg måske ville have bedre af bare at flytte ud for mig selv – ligesom andre unge mennesker. Hun får det til at lyde som om, at et bosted gør mig dårligere. Hun forstår ikke, og det må have gjort ondt, for jeg blev tom. Under resten af middagen sad lillesøster med en tom storesøster. Jeg smilte, og jeg gav hende et kram, da vi gik hver vores vej. Og så røg det hele op forklædt som mad. Skam. Skyld. Had. Fortvivlelse. Frustration. Beskidthed. Og det blev ved indtil, der kun var galde tilbage og min hals brændte. Jeg har en familie, men jeg er familieløs.

Han stjal noget fra mig under den middag. Han var der ikke, og alligevel lykkes det ham at komme under min hud.

I sidste måned skulle min skønne veninde have fejret 18 års fødselsdag. I stedet kunne hendes omgivelser sørge over, at det var et halvt år siden, hun døde og blev begravet. Savnet til hende er stort. Jeg fandt en stor stak farverige breve, hvor der indimellem var billeder og tegninger. Flere gange skriver hun, at jeg skal huske, at hun aldrig er langt væk. Det er hun nu, og jeg savner hende så meget.

Jeg svæver og alt kører så stærkt. Hun siger, at jeg virker beruset. Jeg har ikke drukket nogen form for alkohol, men jeg er stangstiv. Jeg er fuld af følelser, tanker, stemmer og noget uforklarligt. Måske jeg burde fortælle nogen om det her. Men jeg er ikke værd at bruge tid på. Det skal jeg huske.

Når vi overnattede ved vores faster, da vi var små, fik vi lov til at vælge en historie hver, som hun skulle læse op for os. Vi satte os omkring hende, og hun læste troligt alle historierne højt. De nætter var de bedste.

Her er der alt for mange ord. Der er gået 58 dage. Og efter denne sætning er der 2 573 ord.

Jeg er okay

Jeg spiller backgammon men pædagogen – ligesom vi plejer. Jeg vrisser af ham og rykker hårdt med brikkerne og slår hurtigt med terningerne. Jeg er så nervøs. Mine hænder ryster, og mit hjerte hamrer. Da klokken er ved at nærme sig tre, er vi færdige med vores 3. spil. Vi pakker spillet sammen, og jeg henter mine ting. Ud af den låste dør og videre. Han følger mig helt ud af afdelingen. Jeg ønsker ham god ferie, og han ønsker mig en god tur hjem.  For det er hvad jeg skal: hjem. Dog kun på besøg, men det er med overnatning. Det er stort. Jeg har ikke sovet hjemme i over 13 uger. Jeg skal hjem i min egen lejlighed i min egen seng med min egen dyne og egen hovedpude. Jeg har glædet mig hele ugen. Jeg har talt ned, og nu er dagen her endelig. Jeg skal hjem.

Toget kommer til tiden og transporterer mig det meste af vejen. Derhjemme er Spirrevippen.  Hun er på arbejde i aften. Hun går tidligt, men hun er der hele aften.

Veninden skriver om vi kan mødes tidligere. Vi går en tur sammen, hvor snakken både falder på stort og småt. Vi får brokket os og grint en masse. På tilbagevejen handler vi ind til vafler. “Lie to me” kører i fjernsynet. I mens vi spiser vafler, kommer to af pigerne fra mit gamle opholdssted. Vi sidder ude på terrassen og snakker. En pige mere kommer til. Det er utrolig hyggeligt. De bliver en times tid. Veninden og jeg tager opvasken inden, hun tager hjem til opholdstedet.

Vi sætter os over i min lejlighed for at snakke Spirrevippen og mig inden, hun tager hjem.  Det er rart at få snakket og tiltrængt. Hun er lyttende og spørger ind. Det giver luft at få snakket. Og måske jeg kommer igennem dette her alligevel.

Natten er lang. Det er svært at falde i søvn, og det er endnu svære at blive i søvnen. Men jeg kommer igennem den. Uden selvskade. Uden selvmordsforsøg.  Ligesom jeg kommer igennem næste dag.

Det er med tunge skridt, at jeg går tilbage til afdelingen. Men jeg går med frivillig.

Jeg har fået udgang alene. I dag er udgangen brugt på at løbe en tur. Mine ben er smadret og min krop træt, men det er helt okay. Det er okay. Jeg er okay.

Julehygge

Mor holder julehygge. Jeg har fået lov at få veninden med hjem. Lillesøster og storebror er hjemme. Samtidig kommer mors veninde og hendes søn også. Storebror hjælper veninden og mig med at trille havregrynskugler. Det er rart at være sammen med Storebror igen. Det er længe siden. Han er hjemme på juleferie det meste af julen inden han igen drager mod storbyen for at studere. Mor og hendes veninde er gået i gang med at bage æbleskiver. Lillesøster vil gerne vise at hun kan lave dem perfekte runde, men hun må se i øjnene, at de falder sammen uanset hvor runde de bliver. Lillesøster og venindens søn laver konfekt. Lillesøster forsøger at vise os hvordan man laver hvid marcipan, men uden at den bliver helt hvid. Jeg hjælper til med vaniljekransene. Storebror prøvesmager jødekageren hver gang han kommer forbi dem. Vi skulle have trykket brunkager ud, men mor ender med bare at skære dem ud i cirkler og bage dem. Mor og Lillesøster laver god aftensmad. Venindens søn har UNO med som han er med til at spille efter vi har spillet sequence. Det er en super hyggelig aften.

Just keep your focus on the good things…

EM i herrehåndbold er begyndt. Hvilket glæder en boldpige som mig. Jeg hygger mig med at sidde og se herrelandsholdet spille sammen med pædagogerne, da der ikke er andre unge, som vil se håndbold. Det er nemt at være fælles om, og det kræver ikke ret meget af mig. Min sekundærpædagog giver mig massage under første halvleg. Så selvom det er svært, at min primærpædagog ikke er her, så sætter jeg pris på, at hun er her for mig, og ser lidt mere efter mig i disse dage. Udover at se EM har jeg også set både sæson 8 og 10 af ”Friends” på viaplay. Nu skal jeg så i gang med filmene ”Pirates of the Caribbean”, som jeg har lånt af den mandelige pædagog.

Jeg har tilbragt tid sammen med min gode veninde. Lørdag kom hun for at hjælpe med med at lave sushi til aftensmad. Det var utrolig hyggeligt at lave mad sammen med hende. Det var dejligt afslappende, men fire timer efter var jeg helt afkræftet, og hun tog hjem igen. Men vi fik spist sushi og hygget os, som jo var hele formålet. Onsdag ringede hun mig op og inviterede mig på cafe efter skole. Den stod på varm kakao med flødeskum og en stykke chokoladekage og timers hyggelig snak.

Onsdag aften var svær at komme igennem, så jeg fandt lillesøsters breve samt stenen fra min fødselsdag, rosen, og de to bamser hun har givet mig. I mens jeg sidder og læser hendes breve, skriver hun til mig. Vi aftaler at mødes dagen efter nede i byen. Det føles som flere uger siden, jeg sidst så prinsessen, så det var fantastisk at give hende et kram igen. Vi fandt et lille sted, hvor hun købte frokost til os. Hun fik mig med ind i smykkeforhandler, hvor jeg fik lavet to huller mere i ørerne. Selvom vi er som nat og dag, er der ingen problemer med at få snakket og grint, tværtimod. Efter to timer med prinsessen fik jeg sendt hende med toget.

My love to you will last just as long as this flower will stay alive… That’s the reason why I gave you this flower in plastic

Siden ferien sluttede, har jeg været i skole næsten alle timerne. Jeg har gennemført alle skoledagene, jeg er mødt op til. Fredag gav min kontaktlærer mig fri, så jeg ikke fik overbelastet mig selv, og mandag stod på behandling. Men jeg har gennemført alle skoledagenes timer, og det er jeg ret stolt af. Noget andet jeg er stolt af, er min selvskade. Jeg har ikke skåret i mig selv eller været på skadestuen siden den 1. januar 2014. Jeg har ikke skåret i mig selv i hele 15 dage! Jeg tillader mig selv at være lidt stolt af det. Medicin er også taget, som den skal siden jeg blev udskrevet. Den smuttede med morgenmedicinen i går, men om aften gik jeg ud og gav de piller, som jeg havde gemt, og det er vel også at samarbejde om at få det bedre.

Ugens hårde dage

Tirsdag:

Skoledagen havde været hård. Halvdelen af tiden havde jeg været tvunget til at deltage i undervisningen. Så da filmen blev sat på den sidste time, lukkede min krop fuldstændig ned. Den kunne ikke mere.

Jeg begyndte til håndboldtræning tirsdag. Fredagen forinden havde min tidligere holdkammerat ringede og spurgt om, jeg ikke ville komme og stå på mål igen. Jeg havde glædet mig helt vildt til at komme i gang igen. Glædet mig til at have noget af fylde mit fritid ud med.

Jeg tog toget til den lille by en time tidligere. Den brugte jeg på at være sammen med min lillesøster. Hun var kommet galt af sted med foden, så vi fik den forbundet. Så gik der ellers en time med snak, grin og latter. Det var virkelig hyggeligt.

Håndboldtræningen gik rigtig godt. Pigerne kom hen og gav mig et kram, da de så mig. Jeg følte mig faktisk noget værd. Jeg havde en pause fra det hele i den halvanden time træningen foregik.

Min primærpædagog kom og hentede mig efter træning. Alt glæden under træningen var forsvundet. Alt den tristhed og vrede der ikke havde været der, kom nu tilbage med fuld styrke.

Min krop var utrolig træt. Det føltes umuligt at holde mig vågen. Jeg faldt i søvn flere gange, inden jeg klokken 21:00 gik i seng.

Onsdag:

Den var gal lige fra morgenstunden. Vreden lå og ulmede. Tristheden havde overtaget mit sind. Intet personalet gjorde eller sagde, var godt nok. Jeg var ødelagt – i stykker. Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke kunne se det. Tårerne strømmede ned af kinderne. Jeg smækkede med døren. Skreg ned i puden. Råbte af dem, da de kom ind på mit værelse. De forstod ikke min smerte. Forstod ikke, hvor ødelagt jeg var. Så ikke, at jeg var i stykker. Det endte med at nattevagten kørte mig i skolen, da jeg var faldet lidt ned. Jeg græd ikke mere, men jeg var stadig i stykker.

Lærerne præsenterede emnet: kærestesorg, vold og voldtægt. Min krop stod af der. Jeg husker ikke mere af undervisningen. Noget rev mig ud af min trance. Jeg kiggede forvirret rundt uden at ane, hvad vi var i gang med. Lærerne stod ikke længere og  snakkede. Drengen ved siden af mig, kiggede bekymret på mig. Han viste mig, hvad vi skulle læse. Jeg forsøgte, men emnet var svært. Alt for svært til at jeg kunne holde undervisningen ud.

Jeg tog mine ting, og gik med hastig skridt hjem. Det føltes som om, at mine ben kunne falde sammen under mig når som helst. Jeg var bange for ikke at nå helt hjem, før mine ben svigtede før – før anfaldet kom.

Da jeg næsten var hjemme, begyndte tårerne og gråden at komme. Jeg tvang benene til at forsætte. Forsætte ind i huset og ind på værelset. Pædagogerne var til personalemøde, så der var ingen. Selvom jeg godt ved, at jeg bare kunne banke på ind til lokalet, og min primærpædagog ville komme med det samme. Men jeg var ikke i stand til det. Inden for døren til mit værelse faldt mine ben endelig sammen under mig. Jeg begyndte at græde helt hysterisk. Smerten var ubærlig. Gråden har været høj, for min primærpædagog kom ind til mig. Hun blev ved mig, til jeg var faldet til ro. Da hun var nød til at gå kort, fik hun min sekundærpædagog til at holde øje med mig, så jeg ikke endte med at gå eller skære i mig selv. Da hun kom tilbage, fik hun pakket mig ind i kugledynen. Hun så bogen: Glaspigen. ”Det kunne have været dig, Panda” sagde hun, da hun havde læst bag på den. ”Du var bare yngre, da bomben eksploderede.”

For første gang i lang tid snakkede vi sammen. Både om udvikling, mareridt, fremtid og følelser. Jeg viste hende nogle mareridt, jeg har skrevet ned for noget tid siden. Jeg fortalte hende om vreden. Den vrede der konstant ligger og ulmer. Om vreden til mor, men også vreden til far. Jeg fortalte hende, hvad søster havde sagt tirsdag: ”Far sagde for noget tid siden, at han ikke ville se dig igen, før du havde sagt undskyld.” Det gjorde mig vred. For første gang i lang tid blev jeg vred på ham. Sådan rigtig vred.  Hvad fanden bildte han sig ind? Skulle jeg undskylde?! For første gang så jeg, hvem der skulle bære skylden, og det var ikke mig. Det er svært at holde fast i, at det ikke er min skyld. Men lige der, var jeg overbevidst om, at det ikke var min skyld.

Jeg var hjemme ved en veninde at spise om aften. Det var længe siden, at jeg havde grint så meget. Jeg grinte så meget, at jeg begyndte at græde.

Tørjunkier kaldte hendes kæreste os om aften, da vi havde spist. Han havde svært ved at forstå, hvordan vi kunne få samtalen om selvskade til at lyde så normal. ”Det er lidt lige som at høre på to tørjunkier, der sidder og snakker om det næste fix de ikke må få” forklarede han. Jeg forstår ham. For andre må det være mærkeligt, at høre os have sådan en samtale, men for os er det normalt, og det er befriende at snakke om.

Torsdag:

Angsten sad i hele kroppen. Angsten for ikke at være god nok. Angsten for at fejle. Angsten for et anfald. Angsten for angsten.

Endnu en gang var jeg kommet til håndboldtræning, men det havde ikke været sjovt denne gang. Angsten sad plantet i hele kroppen. Det var bare et spørgsmål om tid før et anfald ville begynde for alvor. Det gjorde mig klodset i målet, og bolde jeg burde have taget gik ind. Stemmerne gjorde det ikke bedre. Dum. Du kan da heller ikke finde ud af en skid! Hold kæft hvor er du hjernedød. Kan du ikke se hvordan de ruller øjne af dig, fordi du klare det så elendigt?

Jeg sad krøllet sammen på togstationen. Støvregnen køllede min krop ned. Kroppen var kold. Tårerne der langsomt trillede ned af kinderne, virkede kogende i forhold til den kolde hud.

Toget ankom. Jeg tørrede tårerne væk, og forsøgte at trække vejret dybt. Jeg var bange for at blive lukket inde et sted, jeg ikke kunne flygte fra.  Toget fra fyldt til bristepunktet. Jeg kunne ikke gå ind. Det virkede umuligt. Benene faldt sammen under mig. Dørene til toget lukkede, og stille og roligt begyndte det overfyldte tog at bevæge sig mod min by. Jeg kunne ikke styre min vejrtrækning, og tårerne forsatte med at strømme ned af kinderne. Mit anfald blev mere og mere højlydt. Menneskerne på stationen kiggede på mig, men skyndte sig videre. Jeg skrev til min veninde. Hun skrev med mig. Huskede mig på vejrtrækning. Var hos mig til jeg sad i det næste tog, og var på vej hjem. Hun blev ved mig, indtil jeg var hjemme.

Jeg gik ud og bad om min aftenmedicin. Jeg begyndte at græde igen. Min sekundærpædagog gik hen til mig, og stod og holdte om mig. Lod mig græde. Forlangte ikke noget af mig. Gav mig en omsorg, som jeg havde brug for.

Jeg føltes utrøstelig. Under bruseren begyndte jeg igen at græde. Smerten var ubærlig, og kniven virkede som den eneste mulighed for at overleve smerten, der var ved at dræbe mig.

Min sekundærpædagog gav mig massage, da jeg kom ud fra badet. Hun fik løsnet op for nogen af alle mine muskelspændinger i ryggen og nakken.

Jeg lagde mig ind under kugledynen bagefter. Tårerne væltede frem igen. Den lille isbjørn blev knurret godt ind til brystkassen, som den eneste der kunne give den lille pige noget trøst.

Fredag:

Jeg lå under kugledynen det meste af morgen. Min skoledag startede først 11:15. Min kontaktlærer havde givet mig lov til først at møde der, da de andre skulle lavet noget grænseoverskridende, som jeg på ingen måder kunne deltage i. Jeg kan ikke en gang fortælle, hvad vi skulle lave. Så slemt er det.

Jeg havde det faktisk okay, da jeg cyklede hjemmefra. Da jeg kom, var klassen i gang med at se en film, og da den var færdig, præsenterede læreren, den aktivitet jeg ikke kunne deltage i. Mit indre frøs til is. Hele kroppen rystede bare bed tanken om, at jeg skulle deltage i det. Jeg gik udenfor. Det blev ikke bedre. Alt i min krop skreg, at jeg skulle skynde mig at løbe væk.

Nogen veninder fik trøstet mig, og fik hentet en lærer. Derefter flygtede jeg fra skolen, som gjaldt det mit liv. Jeg skulle væk fra stedet. Jeg skrev til min kontaktlærer, at hun havde lavet en fejl. En fejl som havde slået mig fuldstændig ud af det.

Gråden var ikke til at skjule, da jeg gik igennem huset. Jeg så ingen, men nogen så eller hørte mig. En pædagog var inde ved mig næsten med det samme. Hun ville vide, hvad der var sket. Gråden var så voldsom, at jeg ikke kunne snakke. Jeg var i et smertes helvede, og jeg kunne ikke andet end at græde.

Til sidst var gråden brugt op. Tårerne var stoppet med at strømme ned af ansigtet. Pædagogen og socialrådgiveren fik det til at lyde som småting, jeg var blevet ked af, men de gav udtryk for, at de forstod, at jeg var blevet ked af det. Jeg overvejede at fortælle dem, at det altså ikke var så simpelt, som de stillede det op, men lod vær. De fik mig til at ringe til min behandler. Det hjalp. Jeg fik snakket med en, der langt bedre forstod min situation end pædagogen og socialrådgiveren. En der forstod, hvorfor det påvirkede mig så meget. Måske gjorde de to andre, men min behandler gjorde.

Efter aftensmad kørte de mig hjem til min mor. Planen var, at jeg skulle sove ved hende, så jeg kunne fejre fødselsdag ved hende lørdag. Jeg snakkede med pædagogen, inden vi kørte. Jeg bad ham fortælle mig mor, at hun er nød til at tage noget ansvar for, at jeg tager min medicin. Det er vigtigt hun holder øje med mig, tjekker mig. Hun må ikke give mig muligheden for at snyde, for så får monsteret lov at vinde. Jeg snakkede også med ham om, at jeg kunne mærke, at jeg havde det skidt – at jeg kunne mærke et anfald være på vej. Vi aftalte, at blev det for meget, så måtte jeg ringe, og så kom de og hentede mig igen. Heller nogen gode få timer end mange dårlige timer.

Det var hyggeligt at se mor og lillesøster igen. Hyggeligt at se ”Vild med dans” sammen med mor. Hyggeligt at snakke med dem igen. Men uroen voksede. Smerterne i brystkassen voksede. Jeg sad på gulvet i stuen med kugledynen omkring mig. Mor blev urolig og spurgte, om jeg ville have noget pn medicin. Pædagogen endte med at komme og hente mig igen. Et valg som mor ville have mig til at forstå var okay. Et valg som min lillesøster havde svært ved at forstå. Et valg som min samvittighed havde det svært med, men som min fornuft vidste var det rigtige.

Dagbog: Introtur

Mandag:

Lillesøster skriver til mig, da jeg venter på at skulle af sted. I beskeden er det et billede af en ring, hun fik af mig i fødselsdagsgave for nogle år tilbage. Hun skriver den bragte hende lykke, og at hun kom i den klasse, hun gerne ville i. Den lille sms vendte hele mit humør på et splitsekund. I det øjeblik var jeg den gladeste pige i hele verden. Hvad var der ikke at være glad over i den sms? Vi skriver lidt frem og tilbage, og så længe jeg havde gang i samtalen med hende, var jeg glad.

Men noget går galt. Min glæde forvinder fra det ene øjeblik til det andet. Lige pludselig er det ikke andet tilbage end tristhed. Jeg husker ikke turen derhen. Heller ikke fordelingen af hytterne, eller hvilke følelser der dukkede op, da jeg fik navnene på dem, jeg skulle dele hytte med. Senere ligger jeg i sengen uden egentlig at vide, hvorfor jeg er der, eller hvordan jeg er havnet der. Det er min dyne der ligger der, og min bog der ligger foran mig, og min kuffert over i hjørnet. Musikken i ørerne overdøver alt udefrakommende støj, men larmen indeni forbliver det samme. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Uroen i kroppen vokser for hvert minut. Efter aftensmaden tager jeg mine ting, og finder min lærer. Fortæller hende, at jeg går en tur. Hun vil vide, hvornår jeg er tilbage igen. Ærlig talt ved jeg det ikke. Jeg har lyst til at svare inden for 2 timer, men da hun spørger om det er et kvarter, siger jeg tre kvarter.

Med musikken højt i ørerne, jakken lynet helt op, og håret nede, trasker jeg af sted uden at vide, hvor jeg er på vej hen. Ubevidst eller bevidst ender jeg ved vandet. Gemmer mig væk fra omverden. Gemt væk af høje bakker, krat, og store sten. Benene falder sammen under mig, og helt ukontrolleret begynder jeg at græde. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det hele virker uoverskueligt. Jeg vil hjem, men ved også godt at det ikke er en mulighed.

Igennem tårernes slør finder jeg min mobil frem, og trykker nummeret ind til dem derhjemme. Jeg ved allerede, hvem jeg håber på at få fat på – den eneste af dem der er på arbejde i dag, som kan tale mig til ro over telefonen. Desværre er det ikke ham, jeg får fat på. I stedet lyder en af de kvindelige pædagoger. Hvem af dem det er, er jeg ikke helt klar over. Hun fortæller mig, at hun ikke kan gøre noget for mig. At jeg ikke kan komme hjem. I stedet skal jeg snakke med min lærer, og få noget pn medicin. Jeg græder stadig. Det var ikke det, jeg ville høre. Det var ikke derfor, jeg ringede. Jeg ville beroliges, ikke snakkes til som om at jeg bare skal tage mig sammen. Jeg fortæller hende, at det ikke var det jeg havde brug for. At jeg bare havde brug for at snakke. Og uden på noget tidspunkt, at fortælle hvem jeg allerhelst vil snakke med, siger hun noget som letter: ”Jeg henter ham lige”. Jeg får ham i røret. Han får snakket mig ned. Får mig til at stoppe med at græde. Da jeg er faldet nogenlunde ned, siger han at jeg skal gå tilbage til min lærer og bede om pn medicin. ”Er hun i tvivl, så siger du, hun bare skal ringe til os og spørge efter mig. Når du har fået noget pn, så skriver du til telefonen.” Efter lidt tænkepause går jeg med på aftalen. Vi afslutter, og jeg bevæger mig lige så stille hjem til lejren. Jeg er lettet. Han gav mig lov til at tage pn medicin. Jeg havde det dårligt nok til det. Det var ikke noget, jeg behøvede bestemme. Det blev bestemt for mig.

Hun stiller ingen spørgsmålstegn ved, at jeg beder om pn medicin. Jeg ligger mig over i sengen med alt tøjet på, og lader musikken fylde mit indre. Et kvarter efter kommer min lærer over til mig, for at høre hvordan det går. Hvordan svare man på det, når man lige har fået pn medicin? Er det ikke åbenlyst? Jeg husker ikke, hvad jeg svarer hende. Men det ender med hun går. Da hun er gået får jeg nattøjet på, og giver mig selv lov til at give efter for trætheden.

 

Tirsdag:

Det er stadig mørkt udenfor, men det føles umuligt at falde i søvn igen. Heller ikke fordi lysten til at sove, er ret voldsom. Mareridtene er slemme. Mareridtet i nat var slemt. Det gør for ondt at tænke på. Så finder mine høretelefonen i sengen, og får sat musikken på igen. Vælger Danser med drenge. Et bandt jeg elsker at høre sammen med min veninde. Deres stemmer er beroligende, og musikken vækker minder – gode minder.

Klokken 10 går vi i gang med en opgave i hytterne. Vi skal have bygget en drage. Enten skal den kunne flyve højt eller også skal den være køn. Egentlig går vi efter udseendet, men det ender med at være højden jeg satser på. Enhjørningen min veninde laver, er meget køn, men det kan resten af dragen ikke kaldes.

Jeg falder i søvn efter opgaven. Det tog mange af mine kræfter. To timer hvor jeg skulle være på. To timer hvor jeg skulle præsterer og tage ansvar.

Berøringen skræmmer mig. Angsten når på et splitsekund at brede sig til hele kroppen. Hele kroppen giver et spjæt fra sig. Jeg tror, det skræmte den der vækkede mig. Min hytte skal stå for noget inden vi skal ud og gå tur. Jeg får ikke helt fat i hvad. Jeg går forvirret rundt i hytten uden at vide, hvad jeg skal gøre af mig selv. Angsten sidder i hele kroppen. Mareridtet var forfærdeligt. Jeg kan ikke tage stilling til noget. Jeg kan ikke noget. Jeg ender på kanten af sengen med hænder placeret i hovedet. Nogen snakker til mig. Jeg kan ikke svare. Angsten vil ikke give slip. Billederne vil ikke give slip. Min lærer sidder lige pludselig over for mig. Hun spørger mig, hvad hun kan gøre for at hjælpe mig. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke tage stilling til noget. Jeg kan ikke overskue noget. Hun spørger mig om, jeg vil have noget pn medicin. Jeg takker ja, for hvad andet kan jeg gøre?

Da jeg har fået medicinen, ligger jeg mig i sengen i 20 minutter. Længe nok til pillerne kan virke. Længe nok til jeg kan få lidt samling på mig selv. Da de 20 minutter er gået, går vi en tur. De andre er allerede taget sted. Vi går samme vej som dem. Vi skal ikke mødes med dem. Bare gå lidt. Vi støder ind i nogen af pigerne fra klassen. Jeg lukker af. De råber, skælder ud, og græder. Jeg kan ikke overskue det. Lige pludselig får min lærer travlt. Før stod hun med en trist pige, nu står hun med 3-4 stykker. Jeg ved ikke, hvordan det ender. Lige pludselig er de væk, og vi går igen. Bare os tog. Men hun har travlt. Ser mig ikke. Har ikke tiden til mig. Hun snakker i telefon med de andre lærere. I mellem to af telefonsamtalerne, spørger hun mig, hvordan det går. Hun har nok at se til. Jeg ønsker ikke at være en belastning. Så jeg svarer, at jeg har det nogenlunde. Og hun er tilfreds med svaret. Det er først på vejen tilbage vi snakker lidt sammen. En helt uskyldig samtale, som handlede om intet. Hun troede jeg fyldte 19 i næste måned, måtte så fortælle hende, at jeg kun bliver 16 år.

Aftenmedicinen får jeg 45 minutter senere, end jeg burde, men jeg får dem taget dog med pres fra min veninde. Det er også hende jeg ringer til efter aftensmaden. Det aftalte vi i går. Det var rart at høre hendes stemme. Rart at få en pause fra de 48 andre mennesker i lejren. Rart at snakke med en som kender mig.

Om aften er der bål. Efter en halv time ender jeg i hytten. Det keder mig. Alt for mange mennesker. For lidt at lave. For meget tid til at tænke. De to andre piger i hytten ender lidt efter på terrassen til vores hytte. Jeg tilbringer noget af tiden sammen med dem. Lige indtil kaosset indeni har vokset sig for stort. Endnu en gang ender jeg med pn medicin.

Jeg kan knap holde mig vågen, men en meget ked af det lillesøster holder mig vågen nogle timer. Det gør mig ikke noget. Det er rart, at hun kan bruge mig. Det giver mig en følelse af at have en værdi for hende. At hun både kan skrive når det går godt og skidt. Det var forfærdeligt at være så langt væk fra hende. Jeg var klar til at tage hjem med det samme. Bare for at sidde og holde om hende, og fortælle hende det hele nok skulle blive godt igen. At der kommer en dag efter denne her. At smerten ikke vil vare for evigt.

Vi faldt begge i søvn på et tidspunkt. Men allerede klokken 4 var jeg vågen igen. Lå søvnløs et par timer inden trætheden overmandede mig.

 

Onsdag:

Den dag jeg har set frem til siden mandag. Den har bestået af pakning, rengøring, og masser af ventetid. Men klokken 15 var jeg endelig hjemme igen. Min primærpædagog kom og hentede mig.

Det er rart at være hjemme i vante omgivelser. Rart endelig at få et bad igen. Rart endelig at være alene.

Jeg har det skidt. Ikke at det overrasker mig. Nu har jeg gået siden søndag aften og holdt inde på en masse. Jeg har prøvet det før. Kender mig selv så godt efterhånden, at jeg ved, at der kommer et efterspil. For nu er det okay at have det dårligt. Nu er det okay at bryde sammen. Der er nogen til at samle mig op nu. Der er ikke ret mange at skulle tage hensyn til. Der er ingen, som jeg skal skjule overfor, at jeg ødelagt indeni. Her kan jeg være mig selv på både godt og ondt. 

Stille og rolig eftermiddag

Jeg var inde og snakke med overlægen på klinikken i dag for at snakke medicin. Han var faktisk okay at snakke med. Han var ikke så svær at forklare tingene til i dag. Min behandler havde så også snakket med ham i forvejen. Det virkede næsten som om, at han havde bestemt sig på forhånd, hvad planen skulle være. Jeg begynder på medicin om morgen, og stiger i medicin om aften. Mit pn som før var Mirtazapin er blevet lavet om til at det er samme præparat som min faste nemlig Quetiapin (Seroquel). Det er okay. Håber det hjælper, så jeg snart kan få noget søvn, og så det er lidt nemmere at være mig. Jeg er lidt bekymret for, at min søster skal opdage, hvor meget medicin jeg får. Da jeg var hjemme og overnatte ved mor, så min lillesøster mig tage min medicin. Hun syntes det var rigtig meget. Nu får jeg langt over dobbelt så meget. Men det er jo ikke for evigt, og det er vigtigt at huske. Det er kun en midlertidig løsning.

Udover at være i storbyen for at snakke med medicin, har jeg haft besøg af mine veninder i dag. Først den ene og så den anden. To rigtig dejlige piger, som jeg savner rigtig meget. Det var hyggeligt lige at have besøg af dem, og give dem et kram.

Planen var egentlig, at jeg skulle have lidt søvn efter, min veninde var taget hjem. Så satte ”Mulan” på, og lagde mig under min kugledyne. Jeg elsker disney film. Specielt når jeg skal koble fra, og når jeg skal sove, så jeg ikke skal fokusere på at oversætte sprog eller læse undertekster. En halv time inden i filmen skrev min veninde om, jeg havde tid til at snakke. Svarede ja, og hun ringede. Hun havde brug for at få raset ud, og det fik hun lov til.

Opgav derefter søvn, men startede filmen igen, og lagde mig under dynen i mens, jeg fandt bogen ”En flænge i himlen” af John Green frem. En rigtig dejlig bog. Den handler om en pige på 16 år, der har kræft. Hun begynder i en selvhjælpsgruppe sammen med andre unge der har kræft – En røv syg gruppe. Men en dag møder hun så Augustus, og bliver for første gang nogensinde forelsket. En fantastisk bog der selvom der dystre emne bringer noget humor indover. Dejlig bog…

Lige nu har jeg det egentlig okay. Jeg formår at aflede mine tanker, og stemmerne er ikke det værste lige. Normalt stemmeleje, ikke for vrede, og til at holde ud.

Har ikke de vilde planer i aften. Skal bare slappe af, og nok også have læst lidt til eksamen i morgen, inden jeg skal på i mundtlig matematik. Dejlig med en stille og rolig dag.

Afskedsmiddag

Vi holdte afskedsmiddag for en af de andre piger i går. Hun skal ud og stå på egne ben. Den er sådan livets gang er på et opholdssted. Man kommer og går igen, men det er hårdt. Det var hårdt at sige farvel til hende, selvom jeg godt ved det kun er på gensyn. Hun er en helt igennem fantastisk pige, som bare forstår at være der for andre, når de har brug for det. Hun er som den storesøster, jeg ikke har. Da hun skulle af sted, gav hun mig et kram, og sagde til mig: ”Lad aldrig nogen fortælle dig du ikke er noget værd, for det er du.” Jeg tager ned og besøger hende en af dagene i sommerferien, og tager noget Ben&Jerry’s is med. Hende, min bedste veninde (tidligere beboer) og mig sad tit i hver vores sofa nede i stuen med hver vores ½ liter Ben&Jerry’s is, og sad og så en film. Så hyggeligt! J

Jeg begyndte at græde, da jeg skulle sige farvel til hende. Det gjorde jeg ikke, da det var min bedste veninde. Det skammede jeg mig over i går. I dag er det okay. Jeg havde jo en aftale med min bedste veninde igen, og var sikker på jeg nok skulle se hende. Det har jeg bare ikke rigtig med hende der flyttede i går… Tror det var derfor det blev så svært.