58 dage og 2 573 ord senere

Der er for mange der ser med. Så jeg er blevet stille. Det her er min virkelighed, men hvad hvis dem der ser med ikke deler samme virkelighed? Er det så forkert? Er jeg så forkert?

Jeg har været stille midt i fremgangen og stabiliteten. Mine følelser og oplevelser blev gjort forkert af professionelle mennesker. Jeg blev gjort forkert. Jeg havde det godt, konkluderede de. Der var ingen beviser på, at jeg faktisk havde det rigtig skidt. Jeg følte mig så forkert. Det er dem med uddannelse indenfor psykiatrien. De ved bedst. Og dog. For jeg er uddannet i mig selv, men den uddannelse mistede jeg midt i det hele. Lige indtil en skøn sygeplejerske mødte ind i aftenvagt under en indlæggelse. Hun var glad for, at der har været en mere stabil periode. Hun var ikke i tvivl om, at det stadig var svært, men jeg havde tacklet det godt. Foruden min faste kontaktperson, var hun den eneste på afdelingen, der faktisk anerkendte det. Det er i hvert fald den følelse, jeg er efterladt med.

Denne sætning startede egentlig med: ”Det er varmt udenfor, så jeg går i T-shirt”. Men jeg slettede hurtigt sætningen igen. Jeg behøver ikke forklare mig eller argumentere for hvorfor, det er okay, at jeg går i T-shirt. Jeg burde ikke skulle forsvare det, men det føler jeg alligevel, at jeg skal. Mine arme er dækket af ar, og derfor mener nogen, at det er forkert, at jeg ikke går i langærmet hele tiden. En fremmed dame sagde, at jeg burde gemme de modbydelige arme væk. Jeg skræmte andre mennesker og ikke mindst børn, der så mig. Jeg blev til Quasimodo. Reaktionerne har været mange. En mand, der stod bag mig i en kø, spurgte, da vi begge var kommet ud af butikken, om jeg var okay. Han ville bare lige være sikker, og det var ikke for at trænge sig på. Jeg smilte venligt til manden, og jeg fortalte stolt, at jeg ikke har skåret i over 100 dage. Han smilte stort og sagde, at jeg skulle forsætte det gode arbejde. Jeg dækker ikke mine ar til, og hver grim kommentar eller dømmende blikke får mig til at føle mig modbydelig, men det får mig ikke til at ændre på noget. Jeg holder fast i min beslutning om, at der ikke er andre, der skal bestemme, hvordan jeg går klædt.

Det har været fars dag. Jeg gik i skoven med et reb med tanken om at give ham min død i gave. Jeg var nød til at finde et andet sted. Politiet kender mine sædvanlige steder. Desuden blev jeg overfaldet det sted tilbage i februar, og selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så sidder det stadig dybt i kroppen på mig. Så jeg fandt et andet sted. Et perfekt sted. Jeg snakkede i telefon med en veninde i mens, jeg sad der. Hun havde en del at fortælle, og jeg lyttede, som jeg plejer at gøre. Pludselig spørger hun, om jeg går rundt i skoven med et reb. ”Nej, jeg går ikke rundt med et reb”. Hvilket egentlig også var rigtigt. Jeg gik ikke rundt. Jeg sad. Så da hun omformulerede sin sætning, blev det svært at svare hende rigtig. Så hun endte med at sidde med en viden, som hun ikke skulle sidde med. Jeg endte med at gå hjem. Det ansvar veninden pludselig stod med, var ikke i orden. Så jeg tog ansvaret igen og gik hjem.

Jeg havde ingen kræfter, og jeg gled længere og længere væk. Bostedet snakkede om indlæggelse, og jeg satte mig ind i bilen, og de kørte mig til afdelingen i storbyen, hvor jeg blev indlagt ude i det åbne afsnit. Jeg kender afsnittet, så jeg ved hvornår, de låser dørene ude i det åbne. Jeg ved, hvornår personalet er mest optaget. Jeg ved hvornår, jeg bedst kan gå uden at blive opdaget. Så jeg gik uden nogen opdagede noget. Med et reb i hånden sad jeg gemt væk fra verden og ventede. Ventede på mørkede og roen. Fast besluttet på at når solen stod op igen, så var mit hjerte stoppet med at slå. For i tiden var jeg tryg i mørket. Det var sikkert. Der kunne jeg gemme mig. Nu er min krop blevet skræmt. Så da jeg ville gå ind i skoven, kunne jeg ikke. Jeg havde ventet på mørket, så alle menneskerne var væk. For i modsætning til stedet i min hjemby, så var dette sted fyldt med mennesker i de lyse timer. Angsten lammede mig. Et gennemkørende tog med høj fart fangede min opmærksomhed. Jeg ventede på, at der ville komme et nyt. Jeg ventede længe uden at vide, hvor længe jeg egentlig skulle vente.  Hovedet ramte murstensvæggen. Det ene slag blev erstattet af et nyt. En fremmed kvinde og hendes hunds nærvær fik mig til at holde igen. Det kunne jeg ikke byde et fremmed menneske. Politiet blev tilkaldt, og jeg endte tilbage på afdelingen. Denne gang i det lukket afsnit.

Nogen professionelle glemmer, at man er et menneske. Det er i hvert fald den følelse, jeg sidder med. Jeg er et arbejde, men jeg er først og fremmest et menneske. Jeg dæmpes med medicin. Jeg låses inde uden nogen rigtige diagnoser for jeg er ikke rigtig syg, men jeg er farlig for mig selv. Der snakkes om samarbejde. På papiret er det frivilligt, men det er frivilligt tvang. Det bryder lægerne sig ikke om, at man kalder det, men det er det.

Bare luk dine øjne
Her er en pille
Tag du den bare
Så kan du dæmpes
Du kæmper så flot
Når du er helt stille
Her er endnu en pille
Det er bare for at hjælpe
Det er hårdt
Men du smiler
Dagene er gode
Men dørene er låste
Du er farlig
Men du fejler intet
Samarbejde er vejen frem
Også selvom det er på tvang

– Panda

Efter en uge ophævede de den frivillige tvang, og jeg fik lov at komme hjem igen.

Betjenten kender ikke mange 19-årige piger, der tør gå igennem en mørk skov. Han gav mig ret, da jeg sagde, at sandsynligheden for at der står en mand inde i skoven og venter på, at der kommer en pige forbi, han kan gøre fortræd, er utrolig lille. Derfor var jeg ikke bange for det. Manden stod heller ikke inde i skoven og ventede. Han gik bag mig. Da jeg begyndte at gå ind i skoven, overfaldt han mig. Og hver en lille detalje skulle jeg gengive til betjenten. Så jeg gennemlevede overfaldet igen. Min ene teamperson sad sammen med mig, da jeg skulle afhøres. Efter afhøringen konstaterede betjenten, at manden nok ikke blev fundet, og at der nok ikke kom mere ud af den sag. ”Skulle det ske igen, Gud forbyde det, men så kontakt os med det samme” slutter han af med at sige. Jeg lukker ham ud af min dør, og jeg falder grædende sammen i min teampersons arme.

Det føltes som om, jeg mistede balancen. Det gik bedre, men med et brag startede smertehelvede. Det gjorde så ondt, og noget i mig var overbevist om, at jeg umuligt kunne overleve. Men jeg er her endnu. Jeg fandt balancen igen. Jeg gemte mig bag nedrullede gardiner og høj musik i ørerne. Og jeg er her endnu, og gardinerne er ikke længere rullet ned.

Min behandlingsplan ser anderledes ud end tidligere. Under diagnoser plejer der at være en, der hedder belastningsreaktion pga. påstået overgreb. Den er lavet om. I stedet står der, at jeg er blevet mishandlet. Mishandlet af mine forældre. De skal skrive påstået, når der ikke er nogen, der er blevet dømt. Og det er min far ikke. Han blev varetægtsfængslet i 4 uger, men da de uger var gået, blev han lukket ud igen. Nu er det kun mig, der er låst inde. Det er svært at finde retfærdigheden ved det her. Jeg lider, og det tror jeg ikke, at han gør. Og det er ret modbydeligt af mig at tænke sådan. Sådan må jeg ikke tænke. Og jeg må ikke have ondt af mig selv. Så gør jeg bare mig selv til et offer. Men var jeg ikke også et offer? Jeg fastholder mig selv i offerrollen. Det var der en gang en, der sagde til mig.

De respekterede ikke, da jeg sagde, at de skulle skifte emne. Jeg var fanget i køkkenet, og deres ord brændte mit sind.

Smerterne tager til. Normalt vil jeg helst ikke tage smertestillende. Bare tanken om smertestillende medicin giver mig kvalme. Jeg er ved at kaste op hver gang, at jeg skal tage en. Min krop reagerer efter, at jeg har taget adskillige overdoser. Men jeg tager dem for tiden. Mine smerter i maven er frygtelige. Jeg anser ikke mig selv for at være sart, men det her, det gør virkelig ondt.

I går tog jeg til lægen med smerterne. Stedet er nyt, hvidt og skinnende. Det er blevet fint. Alt for fint. Jeg vil tilbage til de gamle, kendte lokaler. Det er så stort og åbent. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal sætte mig, eller hvor jeg skal fæstne mit blik. Uroen i kroppen vokser og benene ryster mere og mere. Der er prikker i loftet. De er for små og for langt væk til at jeg kan tælle dem. Menneskerne er de samme, men alt er så nyt. Færgen er flyttet med det nye sted. Det kommenterer jeg. Det er rart, at den er flyttet med. Den kender jeg. Men alt andet er fremmed. Jeg kan ikke gemme mig i rummet og jeg kan ikke få den plads, jeg allerhelst vil have for den er der ikke mere. Det eneste positive ved det, er, at lægehuset ikke længere ligger lige overfor fars virksomhed og mit gamle værelse. Selvom jeg flyttede til en anden by, da jeg flyttede på bosted i 2012, så har jeg beholdt min læge i den gamle by. Hun er fantastisk, og jeg kan slet ikke overskue, at jeg skal have en anden, så jeg tager gerne til den gamle by. Og det er på trods af, at jeg skal frygte at møde far eller hans kone i byen.

Mit gamle værelse var dækket af tapet med lyserøde roser. Jeg havde en altan, men den er fjernet nu. Mit værelse var stort. Rundt om min seng havde jeg en lyskæde med sommerfugle i forskellige farver. Jeg havde en lille rød sofa med en matchende gyngestol og rundt sofabord. Far flyttede tilbage til mit barndomshjem, som var blevet bygget op på ny efter, det var brændt ned til jorden. Så mit store værelse i lejligheden med de mange farver blev skiftet ud med et mindre værelse, som ikke havde nogen farver. Det nybygget hjem var hvidt og rent. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der ikke boede nogen mennesker i huset, og at det bare var et udstillingshus. Men der boede nogen. Der boede mange. Der var rigtig mange, der brugte huset, men det kunne ikke ses. Det var ikke et hjem. Det var bare et hus uden sjæl og hjerte.

Smerterne er der stadig. Det føles som om, at min krop nedbrydes indefra. Måske gør den også. Det mistænkes at være en bivirkning af medicinen, jeg får. Jeg steg i medicin i slutningen af sidste år. I marts lå min Quetiapin niveau på 11 195. Det burde ligge et sted i mellem 50 og 650. Det var en overdosis, der var skyld i det høje tal. Jeg tog den store overdosis den 13. marts om aften. Den 15. marts begyndte jeg på min faste medicin igen med ordene om, at mine blodprøver var fine. Det er over 3 måneder siden, men der har ingen opfølgning været på mit Quetiapin niveau efterfølgende.

Han er der stadig, selvom han har sommerferie efter næste uge. Han er der uden at være der. Han har sommerferie hele juli måned. Det er 4 uger. Han ringer én gang om ugen i de 4 uger. Jeg er taknemlig. Jeg ved, at det han gør, er udover det sædvanlige. Det er der ikke mange psykologer, der gør. Han er særlig, og det sætter jeg stor pris på. Og så sidder jeg alligevel og beklager mig over sommerferien. Sidste år var han væk i 14 uger. Det er trods alt ikke så slemt i år, og jeg har en erfaring med, at han kommer tilbage. Han er der stadig, når de 4 uger er gået. Min fornuft ved det godt. Det ved det lille barn ikke. Det lille barn føler sig svigtet. Og så er det selvmordstankerne dukker op. Jeg behøver ikke en gang sige det – han ved det. Han er kommet langt ind i mit sind. Og det gør ondt.

Det er nemmere at lukke ned. Jeg er bare et arbejde. Intet andet. Det passer ikke. Jeg er ikke KUN et arbejde. Og pludselig handler det ikke kun om min behandler – det handler om dem alle. Det handler om personalet på bostedet og afdelingen. Det handler om alle dem, der får penge for at være sammen med mig.

Måske det er derfor stemmerne begynder at vende tilbage igen. Der har været en længere periode, hvor de ikke har domineret så meget. Nu er de der igen. Og de trækker mig ind til sig. De forstår. De svigter ikke. Deres stemmer og tanker giver mening midt i et kaos, hvor intet andet ellers giver mening.

Far betalte for at lillesøster og jeg kunne spise ude forleden dag. Lillesøster sagde, at jeg måske ville have bedre af bare at flytte ud for mig selv – ligesom andre unge mennesker. Hun får det til at lyde som om, at et bosted gør mig dårligere. Hun forstår ikke, og det må have gjort ondt, for jeg blev tom. Under resten af middagen sad lillesøster med en tom storesøster. Jeg smilte, og jeg gav hende et kram, da vi gik hver vores vej. Og så røg det hele op forklædt som mad. Skam. Skyld. Had. Fortvivlelse. Frustration. Beskidthed. Og det blev ved indtil, der kun var galde tilbage og min hals brændte. Jeg har en familie, men jeg er familieløs.

Han stjal noget fra mig under den middag. Han var der ikke, og alligevel lykkes det ham at komme under min hud.

I sidste måned skulle min skønne veninde have fejret 18 års fødselsdag. I stedet kunne hendes omgivelser sørge over, at det var et halvt år siden, hun døde og blev begravet. Savnet til hende er stort. Jeg fandt en stor stak farverige breve, hvor der indimellem var billeder og tegninger. Flere gange skriver hun, at jeg skal huske, at hun aldrig er langt væk. Det er hun nu, og jeg savner hende så meget.

Jeg svæver og alt kører så stærkt. Hun siger, at jeg virker beruset. Jeg har ikke drukket nogen form for alkohol, men jeg er stangstiv. Jeg er fuld af følelser, tanker, stemmer og noget uforklarligt. Måske jeg burde fortælle nogen om det her. Men jeg er ikke værd at bruge tid på. Det skal jeg huske.

Når vi overnattede ved vores faster, da vi var små, fik vi lov til at vælge en historie hver, som hun skulle læse op for os. Vi satte os omkring hende, og hun læste troligt alle historierne højt. De nætter var de bedste.

Her er der alt for mange ord. Der er gået 58 dage. Og efter denne sætning er der 2 573 ord.

Just because I’m smiling, dosn’t mean I’m not in pain…

Intet skulle der til for at knække mig i skolen tirsdag. Mangel på søvn gør mig mere sårbar, og emnet der blev taget op i skolen ramte mig hårdt. Jeg aftaler med min kontaktlærer, at jeg kan komme 3 timer senere torsdag, så jeg får en pause og en mulighed for at få sovet. Senere på dagen vrider jeg rundt på anklen og har forstuvet den, så idræt i de 3 timer var lige pludselig ikke en mulig.

Jeg kommer igennem de resterende 3 timer af skoledagen. Mine to veninder tager begge hjem efter 4.time. Jeg kravler ind i mig selv. Jeg forsvinder. Min makker i naturfag bemærker det. Det samme gør vores lærer lidt efter, da han kommer for at hjælpe.

Overskuddet er ikkeeksisterende. Det er meningen, at de skal køre mig til håndboldkamp senere, så jeg kan få min medicin til ordentlig tid. De laver om på kørselsplaner igen og igen. Det forvirrer og stresser mig.

Den ene af dem synes ikke, at jeg skal tage af sted med den dårlige ankel, og slet ikke hvis jeg ikke får noget at spise inden.

Nede i køkkenet står lederen. Hun siger mine øjne stråler. At der er liv i dem. At jeg virker til at have det bedre. Min behandler sagde mandag, at jeg virker til at have det bedre. Socialrådgiveren og min primærpædagog siger det tirsdag og igen onsdag. Jeg føler ikke det, som de ser, men jeg siger dem ikke i mod. Det må være mig der er forkert, og dem der har ret, for jeg er helt forkert og det må mine tanker og følelser også være. Alt ved mig er helt forkert. Så holder det for mig selv. Vreden som ikke er virkelig, holder jeg for mig selv. Tristheden som ikke er virkelig, holder jeg for mig selv. Smerten når jeg smiler, som ikke er virkelig, holder jeg for mig selv. Jeg holder det hele for mig selv, for det er ikke virkelig.

Jeg bliver kørt til kampen, så jeg kan få min medicin inden, jeg går ind i hallen. Pædagogen har glemt den. Sur og gal på hende forlader jeg bilen uden at gide lave aftaler om, hvornår jeg så skal have den.

Vi vinder kampen 16-2. Til kampen får jeg lov at mærke glæden. Glæden ved at være en del af holdet og have en betydning. Jeg er noget værd for holdet. Jeg lukker kun 1 mål ind på i 30 minutter ud kampens 40 minutter. Jeg er glad, da jeg går fra hallen.

Jeg tager hjem til mor og venter på, at de kommer og henter mig. Samtaleemnet ender til sidst på den overdosis jeg tog. Vi snakkede om, hvad den betød for hende, hvad hun følte, og hvordan den påvirkede hende. Hvad der fik mig derud, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det, var åbenbart ikke relevant. Ikke for mor. Måske var det heller ikke meningen, vi skal snakke om det. Måske er det ikke vigtigt. Alligevel sidderjeg med en følelse af at være blevet overset og en følelse af, at jeg ikke er min mors tid og energi værd. Hun bliver ved med at fortælle mig, hvor meget hun kæmper, og hvor hårdt det er for hende. Men mor… jeg kæmper også. Jeg har det også hårdt, men du ser mig ikke. Jeg ved, du har det svært, men jeg kæmper også. Hvorfor er det, at du ikke vil se mig?

20:40 er jeg hjemme igen. Min sekundærpædagog tager over. Medicinen virker umulig at tage. Alligevel får jeg den ned, men går grædende fra kontoret med det samme. Hun følger efter mig. En anden pædagog må have hørt mig græde, for lige pludselig er de to inde ved mig. ”I siger alle sammen jeg har det så godt, men jeg falder fra hinanden” hulker jeg. Min sekundærpædagog spørger om, det er fordi, at jeg ikke kan håndtere at være glad og have det godt. ”Jeg falder fra hinanden, men ingen af jer ser det. Jeg falder fra hinanden, men I ser det ikke. I ser mig ikke!” Jeg er desperat og bange. Jeg bevæger mig længere og længere ud, og der er ikke nogen der ser det. Dem der burde se det, ser det ikke. De ser mig ikke.

Der er ingen afslutning på dagen. De forlader mig, da jeg er stoppet med at græde og fortæller, at jeg bare vil sidde og skrive lidt. Jeg får ikke tænkt for computeren. Jeg sidder krøllet sammen på sengen og er forsvundet væk. Da jeg kommer tilbage igen, bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg skriger ned i puden. Slår hånden ind i hovedet. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer under dynen, eller hvornår jeg falder i søvn. Søvnen holder mine tårer væk, men da jeg vågner, er det, det samme igen. De finder mig grædende ude i cykelskuret. De får mig med ind igen og får forbundet mit blodige ben. Med pn medicin i blodet får de lagt mig under dynen igen.