I går var i dag i morgen

I dag er det over en uge siden, at jeg blev udskrevet fra den skærmet psykiatriske afdeling. Dagene er hårde og nætterne lange. Men jeg holder ved. Jeg står stadig oprejst. Jeg har ikke skåret i 46 dage, og jeg har ikke slået mit hoved ind i væggen i 33 dage. Jeg holder ud og holder ved. Og jeg snakker. Jeg snakker i stedet for at være selvskadende. Jeg bruger personalet før, jeg vælter. Der var en gang, jeg overlevede ved at skubbe væk og glemme. Men jeg overlevede. Det fungerede der. Der havde jeg brug for bare at overleve. Det har jeg ikke længere.  Jeg har ikke længere brug for kun at overleve. Det værste er overstået. Jeg vil leve. Jeg har brug for at bearbejde. Jeg har brug for at sørge. Og jeg har brug for at dele. Det giver personalet på bostedet mig lov, plads og tid til. De er der for mig. De vil gerne snakke. Følelserne får lov at være der. I stedet for at aflede dem væk, får de ord. Det fungerer for mig at skrive og snakke. Fortiden har det med at indhente mig. Den vil høres og ikke gemmes væk. Nye billeder, som slet ikke er nye, dukker op. Jeg kan ikke aflede dem væk. Det kan lykkes i lidt tid, og så kommer de væltende tilbage med dobbelt styrke. Jeg har brug for at snakke om dem. Jeg kan ikke tie dem ihjel. Kroppen husker. Også det jeg ikke snakker om. Den er brutal og ubarmhjertig.

I går var det vreden, der var på spil. Vreden, som åd mig op indeni fra. Spirrevippen hentede et kosteskaft, og jeg fik lov at hamre løs på et træ. Træet har taget skade, og kosteskaftet er gået i stykker, men jeg fik afløb for min vrede. Jeg fik lov at slå min vrede ind i noget. Bagefter havde jeg luft til at skrive. Og da jeg havde skrevet, havde Spirrevippen tid til at læse det. Det fungerede for mig. Jeg fik lov at være vred og komme ud med det. Men det kostede hverken nye sår eller mærker i hovedet. Det krævede ingen selvskade. Og det er fandme sejt! Jeg har sat mig et mål. Når jeg når 75 dage, skal jeg give mig selv en belønning. Der var en gang, at jeg skrev på hånden det antal dage, jeg ikke havde skåret. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle have en tatovering, skulle det være et evighedstegn på hånden. Jeg er ikke helt klar til at få en tatovering, så i stedet vil jeg have et smykke med et evighedstegn, som et symbol på at dette skal vare evigt.

I morgen skal jeg begynde til håndbold igen. Jeg har længe haft lyst til det, og nu springer jeg ud i det. Med hjælp fra bostedet. Jeg kender ingen på holdet, så det er virkelig grænseoverskridende. Jeg glæder mig, men jeg er så nervøs. Bostedet har lovet at følge mig ned til hallen. Det hjælper på nervøsiteten. Det skal nok blive godt. Det skal blive godt.