Erstatning

Mandag blev selvskade erstatning for ord. Jeg var ikke i stand til at række ud endnu en gang. Så jeg skar. Jeg skar i armen, selvom jeg havde lovet mig selv ikke at skære der, men benene var i forvejen fyldt op med sting. Det var ikke dybt, men det gabte. Pædagogen prøvede at sætte det sammen med strips, men da vi kom ned på skadestuen, vurderede de, at det skulle syes. Det var en fra fars side, der skulle sy mig. Det er langt ude i familien. Kusine og fætters moster. Så egentlig er vi ikke i familie, men hun minder mig om hele fars familie, for det er der, jeg kender hende fra. Hun spurgte, om det var okay, at det var hende, der skulle behandle mig.  Pædagogen, der var med mig, arbejdede over, så jeg sagde, at det var okay, så vi kunne komme hurtigere hjem. Det var kun 9 sting. Pædagogen roste mig for, at jeg er blevet bedre til at skære. Det lyder forkert, men det gjorde hun. Hun roste mig for, at jeg har fået mere kontrol over det. Selv skammede jeg mig. Jeg skulle aldrig have fortalt, at jeg havde skåret. Det var pinligt, at det ikke blev til mere end 9 sting. Og samtidig skammede jeg mig over, at jeg tænker sådan. Det er forvirrende og lidt kompliceret og så alligevel ikke. Jeg skammede mig, fordi jeg spildte deres tid – pædagogen og sygeplejerskens. Det var jo bare 9 sting. Min arm ser forfærdelig ud i forvejen, så den står ikke til at redde. Det var i hvert fald, hvad jeg frygtede, at de tænkte. Indvendigt tiggede jeg og bad dem om at sy det, så min arm kan blive så pæn som muligt.

Tirsdag blev ord min erstatning for selvskade. Jeg kunne snakke, fortælle og beskrive. Først sammen med min behandler og senere sammen med min primærpædagog. Han syntes, at jeg virkede trist. Tristheden var kommet snigende. Omkring lørdag slog den mig ned, og jeg faldt. Jeg faldt dybt ned i tristhedens mørke. Jeg mærkede alt, men jeg mærkede intet. Jeg fortæller at nogen af de sorte huller er erstattet med minder. Minder om Drengen. Jeg fortalte min behandler om Drengen – ligesom vi havde aftalt. Jeg kunne blive i smerten og fortælle. Fortælle om den forfærdelige aften. Vi snakkede om det. Forsigtigt. Han brugte de rigtige udtryk og ord for de forskellige ting, og det gjojrde ondt. Jeg vil helst pakke det væk og gøre det mindre, end det var. Men det var stort, og det var forfærdeligt, og der findes ingen pæne ord til at beskrive, hvad der skete. Han spurgte, om jeg ved, hvorfor jeg kastede op på vej til toget den aften. Jeg ved det godt. Jeg kan huske, hvor beskidt jeg følte mig, og hvor lettet jeg var, da jeg havde kastet op. Jeg græd, i mens vi snakker. Lidt. Kontrolleret. Forløsende. Han virkede vred på Drengen. Det er jeg ikke, fortalte jeg. Jeg er ikke vred på ham. Kun mig selv. Det kommer en dag. En dag vil jeg kunne mærke vreden, siger han. Og jeg håber. Jeg håber, at jeg en dag kan vende vreden mod Drengen.

Der er stadig 20 dage til, at vi skal snakke sammen igen. Jeg glæder mig til alt det her ferie halløj er overstået, så behandlingen kan blive mere stabil igen.