Recovery takes a lot of time, effort, and planning; but staying sick takes your whole life

Jeg er et indre kaos. Tankerne flyder sammen, og det larmer i hovedet. Stemmerne larmer. Jeg mærker intet, men mærker alt. Jeg forsøger at række ud efter hjælpen. Jeg stiller mig i døren ind til kontoret. ”Jeg har brug for hjælp” hvisker jeg stille. Han sætter sig i sofaen og jeg i stolen. ”Hvad har du af forslag?” spørger den mandlige pædagog. Mine forslag er ikke særlig konstruktive. De er destruktive og farlige. Overdosis af piller, slag mod hovedet med en sten eller spring fra broen. Det er hvad, der tiltaler mig. Han kommer med forslag, men jeg kan ikke overskue at vælge. Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig, og jeg ved ikke, hvad der kan få mig ud af denne tilstand, hvis jeg ikke må være destruktiv. Han synes, at jeg skal gå i bad. Et langt varmt eller koldt bad. Jeg tør ikke sige ham i mod. Jeg vil ikke være til besvær. Så jeg gør, som han siger, selvom jeg ikke tror på det. Jeg begynder at græde i det øjeblik, jeg vender ryggen til ham, men han opdager ikke noget. Jeg tror ikke på at et bad vil hjælpe på kaosset, men jeg forsøger. Jeg skruer højere og højere op for varmen, men jeg mærker intet. Jeg kan se dampen på badeværelset, og det duggede spejl. Jeg kan se min krop blive rødere og rødere, men jeg mærker intet. Tårerne vælter frem. Jeg falder sammen på gulvet, men jeg falder ikke fra hinanden. Jeg kan kontrollere det.

Jeg går ud til ham igen, som vi har aftalt. Han har travlt med alt mulig andet. Jeg ønsker ikke at være en belastning, så jeg tier stille og går ind på værelset igen. Jeg pakker mine ting, finder et glas vand, får min aftenmedicin af den anden pædagog og cykler min vej. Jeg mærker ikke vinden mod mit ansigt, og det skræmmer mig. Jeg mærker intet.

Jeg er hjemme igen inden aftensmad. Jeg nipper lidt til aftensmaden for bagefter at få et kæmpe æde flip af kage, som jeg lidt efter kaster op igen.

…

Min primærpædagog skriver til mig. Hun spørger, om jeg er klar til, at hun kommer tilbage i morgen. Det er jeg. Jeg savner hende. Det bliver rart at se hende igen. Jeg skal også op til min behandler i morgen. Jeg skrev et langt brev til ham, da jeg så ham i sidste uge for første gang i næsten 5 uger. Det var rart og befriende at snakke med ham igen. Jeg fortalte ham om Drengen. Ikke i detaljer. Jeg fortalte, at Drengen eksisterer, og at der skete noget. Hvad der skete, forbliver ved mig. Vi har aftalt at snakke om det i morgen. Vi tager det i små bider, så jeg kan følge med. Han skal nok få det af vide. Vi har ikke travlt. Det siger han, og jeg tror ham.

Kaosset er der endnu. Jeg kan ikke finde ro. Heller ikke selvom jeg skriver. Jeg har forsøgt at læse, og jeg har forsøgt at strikke. Jeg har ligget under de tunge dyner. Jeg har gået rundt i en cirkel i over en time. Så jeg er gået tilbage til at skrive. Måske i håb om at finde knuden til smerten. Jeg ved det ikke.

Jeg har ikke brugt mine ord ret meget det sidste stykke tid, så det er svært at finde dem frem igen, men jeg ved, at jeg får brug for dem i morgen. Både ved min behandler, men også når min primærpædagog kommer i aftenvagt. Jeg vil gerne kunne bruge mine ord. Jeg vil gerne kunne snakke. Jeg vil gerne kunne snakke mig ud af smerten, så destruktive handlinger ikke er nødvendige.

Drengen spiller en rolle i min smerte. Min behandler sagde til mig i tirsdags, at det kunne ske, at der dukkede nye erindringer op, fordi jeg havde åbnet en smule op omkring det. Han havde ret. Jeg husker. Jeg husker detaljer, jeg aldrig før har husket, men der er stadig sorte huller. Men jeg husker.